Læsetid: 4 min.

Livet leves i 15 sekunders intervaller

Engang udmærkede den israelske by Sderot sig ved sin halvintellektuelle almindelighed. I dag er den mål for palæstinensiske raketter
Resterne af en palæstinensisk raket ligger midt på gaden i den sydisraelske by Sderot, hvis indbyggere frygter raketter og de psykologiske eftervirkninger hos den kommende generation.

Resterne af en palæstinensisk raket ligger midt på gaden i den sydisraelske by Sderot, hvis indbyggere frygter raketter og de psykologiske eftervirkninger hos den kommende generation.

Ariel Schalit

Udland
26. januar 2008

Du kan fortælle næsten lige så meget om et land gennem de ting som folk ønsker, du skal se, som dem de foretrækker, du ikke ser. Og i øjeblikket er en af de ting, Israel virkelig ønsker omverdenen skal lægge mærke til, dagligdagen i den deprimerede sydlige by Sderot.

Den 'nye by' Sderot blev skabt som regionalt center i 1950'erne i forbindelse med de tidligere bølger af især nordafrikanske flygtninge. Dengang udmærkede Sderot sig ved sin halvintellektuelle almindelighed og en afslappet livsstil i solen. For nylig er den kommet på Israels politiske og psykologiske landkort som det vigtigste mål for palæstinensiske raketter.

Byens sårbarhed viser sig tydeligt, når du nærmer dig nordfra. Gaza Bys bygninger ses tydeligt mod horisonten - lige i nærheden af, hvad der en dag kunne blive grænsen til en palæstinensisk stat. Afstanden - eller manglen på samme - placerer Sderot lige indenfor raketternes 10 kilometers rækkevidde, når de affyres fra landsbyen Beit Hanoun, der reelt er en forstad til Gaza By.

Israel frygter, at efterhånden som de militante palæstinenseres stadigt ret amatøragtige artilleri forbedres, vil steder som Ashkelon, med 110.000 indbyggere komme inden for rækkevidde. Men i øjeblikket er det Sderot, det går ud over.

Her måles livet i intervaller af 15 sekunder. Så lang tid har indbyggerne mellem lyden af sirenerne og den uundgåelige eksplosion. Almindeligt hverdagsliv er nærmest ikke-eksisterende. Folk er anspændte, uvillige til at planlægge noget som helst i forvejen, holder sig mest muligt hjemme, og er bange for at aflevere deres børn i skolen; det kunne være sidste gang, de ser dem.

I den store spisestue i sit hus i Sinai Street, forklarer Shula Sasson med erfaringens træthed i stemmen, at 15 sekunder kun er tid nok for de mest adrætte mennesker til at nå i sikkerhed.

"Hvis du skal bære et barn nedenunder, har du ikke en chance." Så førstesalen i det store hus benyttes stort set aldrig. Der er stablet madrasser op bag sofaen.

Shula Sassons forældre var libysk-jødiske flygtninge, og hun husker sin glade barndom i byen, en stor følelse af samhørighed og sikkerhed.

Hun viser mig en tilbygning, opført af hendes voksne søn for de penge, han fik fra hæren. Den omfatter et 'sikkerhedsrum' med en ståldør og forstærkede mure. Med sine omkring 20 kvadratmeter er det netop lige stort nok til at alle kan være der. Efter at nabohuset blev ramt sidste år, er hendes 13-årige søn begyndt at sove der hver nat - "som en hund i en kennel".

Shula husker nøjagtigt hvornår raketten ramte: det var klokken 16.15 en torsdag. Hun så raketten nærme sig, hørte bragene og larmen, da "vinduer, døre, alt eksploderede", og husker de glødende metalstykker, hun fandt på terrassen.

Gaderne ligger øde hen

Næsten halvdelen af nabohusets tag var revet væk, og huset står tilsyneladende ubeboet. Naboerne, som ikke var hjemme på det tidspunkt, blev evakueret. Sasson-familien har adopteret naboens hunde, som løber rundt på den stenlagte gårdsplads. Og da solen pludselig bryder frem, og det grønne løv kaster skygger, får du et glimt af det behagelige liv, Shula Sasson længes så meget efter.

Men i dag går næsten ingen udendørs med mindre de er nødt til det. De engang så smukke gader ligger øde hen. Busstoppestedernes læskure fungerer også som beskyttelsesrum.

I supermarkedet Super-dahan i hvad man kunne kalde byens centrum, tilbyder chefen, Dan Dahan, et udbud af varer, der overgår det, man ser i de fleste mindre engelske forretninger. Han har alt hvad en husholdning har brug for på lager og farverige rækker af friske grøntsager og frugt. Men han er usikker på, hvor længe han kan holde forretningen kørende. Og hvis supermarkedet lukker, følger de andre forretninger sikkert efter. Han må selv hente flere og flere af sine varer hos grossisterne, ingen leverer længere varer til Sderot.

Hans omsætning er halveret i det seneste år. Ikke kun fordi omkring 30 procent af indbyggerne er flyttet, men fordi det netop var de velstående boligejere eller folk med penge nok til at kunne flytte, der nu er borte. Han oplever også at indkøbsvanerne har ændret sig. "Børnene bliver kørt direkte hjem fra skole af deres forældre, de kommer ikke længere forbi og køber slik."

Frygt og vrede

Der er frygt i Sderot - frygt for raketter og frygt for de psykologiske eftervirkninger hos den kommende generation. Men også en undertrykt vrede. Shula Sasson og hendes familie hylder ikke Israels tilbagetrækning fra Gaza, eller de nyligt genoptagne fredsforhandlinger. De føler sig svigtet.

Ligesom Dan Dahan beskylder hun regeringen for at behandle indbyggerne i Sderot som andenklasses borgere. De antyder, at hvis Sderot var mere velhavende, hvis hovedparten af indbyggerne var af europæisk oprindelse, hvis byen lå tættere på Jerusalem, ville regeringen have reageret kraftigere.

Som andre steder i Israel var der vrede i byen over lukningen af kraftværket i Gaza - hvor man gav Israel skylden - og de palæstinensiske børn og deres levende lys. Hele episoden blev afvist som Hamas-propaganda.

Men hvad Israel tilsyneladende har lært er, at denne konflikt i stigende grad udkæmpes ikke kun med raketter, men med offentlig opmærksomhed.

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Først skal jeg gøre opmærksom på, at ingen underminering af Israelske ofre i Sderot - som funktion af raketangreb - er formålet med dette indlæg.
Sekundært skal indlægget ikke forstås som en appologetisk erklæring overfor Hamas.
For det tredje nævner jeg ingen navne i debatten, som ikke har muligheden for selv at forsvare sig; herunder gør jeg en undtagelse overfor nøgleaktører som direkte influerer processen og artiklens forfatter.
For det fjerde, gør jeg mig ingen referencer, men udfordrer enhver skeptiker at modbevise mine hævdelser.

Hertil vil jeg gerne præsentere diskursen; hvorfra det ikke kræver et geni, at gennemskue at Ebbe Rossander fuldstændig har udeladt denne afgørende parameter, som i dette tilfælde bidrager til forståelsen af den kontemporære (og mere generelt historiske) konflikt. Hvorfor Hr. Rossander har udeladt denne komponent i hans ensidige rapportering, kan jeg ud fra min ydmyge mening kun konkludere, at det er fordi Hr. Rossander forsøger tegne et forvrænget realitetsbillede, som hvis man gør sig en hurtig søgning kan finde ud af, bevæger sig på spidsen af tungen af enhver vulgær samtidskritiker (propagandist), som enten ikke har forstået eller bevidst undertrykker den underliggende usofistikerede, men imidlertid korrekte årsagssammenhæng.

For nogle måneder siden påtvang Ehud Barak og Ehud Olmert en blokade af Gaza Striben. Siden har man ’effektiviseret’ blokaden, så at virtuelt ingen livsnødvendige ressourcer kan trænge ind til Gaza, herunder nødhjælp. Sidste uge gjorden man blokaden pr. definition absolut, dvs. ingen mad eller medicin. De dramatiske tiltag i henhold til blokaden kulminerede, da man valgte at lukke for områdets brændstoftilførsel for få dage siden. Den forudsigelige og overlagte virkning var, at størstedelen af Gaza blev efterladt uden elektricitet; inkubatorer, dialyse redskaber, pumpning til vandtilførsel og gennemgang af kloakvand. Hundredetusinder forblev uden varme i det barske vintervejr, ude af stand til at tilberede mad eller uden mad pga. blokaden.

Nyhedstationen Al-Jazeera og flere arabiske TV-stationer broadcastede billederne fra Gaza-striben i den arabiske verden. Fra Casablanca til Amman udbrød kæmpe protest og offentlige demonstrationer, som tilskyndede de respektive autoritære regimer at reagere. I indlysende panik kontakter den ægyptiske præsident Ehud Olmert . Selvsamme dag hvorpå Olmert om morgenen havde påtvunget nedlukningen af kraftværkets tilførsel, var han nødsaget, i hvert fald midlertidigt, at genåbne tilførslen om aftenen. Bortset fra dette fortsatte blokaden i sin totalitet.

Grunden bag denne kollektive afstraffelse; sultning og frysning af halvanden millioner mennesker i et lille område på 365 kvadratkilometer, (som i øvrigt er en eksklusiv lidelse, sideløbende de andre faktorer som truer palæstinensernes overlevelse), er den kontinuerede beskydning af byen Sderot og dens tilgrænsende distrikter – som Hr. Rossander ned til mikroperspektivet detaljeret gør os opmærksom på i ovenstående artikel.

Det er i øvrigt en velplaceret grund, for det forener de primitive, fattige og ofte oversete dele af Israels samfund. Det tager brodden af FN’s og mange af verdens regeringers kritik af Israels ’hardliner’ politik, som formodentlig, i akkord med den dokumentariske afregning, ville have kritiseret Israels kollektive afstrafning, som utvivlsomt er en krigsforbrydelse i henhold til international lovgivning.

Et klart billede præsenteres for verden: det terroristiske Hamas regime i Gaza affyrer raketter imod uskyldige Israelske civile. Intet land i verden kan tolerere bombardementer af deres befolkning på tværs af deres grænser. Det israelske militær har ingen løsning på problemet og derfor er der ingen anden udvej, end at påføre et inhumant ekstrem pres på den palæstinensiske befolkning, så man kan fremprovokere en opstand mod Hamas og tvinge dem til at stoppe angrebene.

Samme dag som brændstoftilførslen slukkedes, var de israelske militærkorrespondenter i ekstase over, at kun to raketter var blevet affyret som modsvar. Tiltaget virkede. Olmert er et geni!

Men da der dagen efter landede 17 raketangreb forduftede ekstasen. Politikere og generaler i Israel raserede og i den offentlige presse kunne man læse følgende forslag: én politiker foreslog at man reagerede ’mere vanvittigt’, en anden politiker foreslog, at man ”indiskrimerende beskød befolkede områder for affyret Qassam” og til sidst, som seriøse followers af konflikten må have registreret, har en vis sindsforvirret kendt professor forslået, at man reagerer med den ”ultimative ondskab” – hvad end skrækscenarie dette måtte være.

Regeringsscenariet var i flere aspekter identisk med den af krig nummer to i Libanon – hvis rapport snart udkommer – og som jeg har haft den (mis)fornøjelsen af at læse flere udkast af.
Dengang: Hezbollah fangede to israelske soldater på den israelske side af grænsen. I dag: hamas beskyder Sderot og tilgrænsende distrikter. Dengang: den israelske regering besluttede hastigt at føre krig mod Libanon. I dag: den israelske regering beslutter sig for at påtvinge en total blokade. Dengang: den israelske regering besluttede sig at beskyde massivt befolkede libanesiske områder, for at fremprovokere opstand mod Hezbollah. I dag: den israelske regering beslutter sig for at skabe fysisk lidelse i den palæstinensiske befolkning, for at fremprovokere opstand mod Hamas.

Resultatet var det samme i begge tilfælde. Den libanesiske befolkning gjorde ikke opstand mod Hezbollah (dengang! Som følge af krigen), men tværtimod generede det en opbakning fra samtlige religiøse samfundsgrupper til den shiitiske organisation. Hassan Nesrallah blev til en heltefigur i den arabiske verden. Og i dag er den palæstinensiske befolkning i Gaza atter forenet bag Hamas og beskylder Abbas for ’samarbejde med fjenden’. En mor som følge af tiltaget ikke kan fodre sine børn pga. blokaden vil ikke fordømme Ismail Haniyeh, men hun fordømmer Olmert, Abbas og Mubarak.

Herfra kan vi have en sober diskussion om hvad vi kan gøre med lidelsen af befolkningen i Sderot Hr. Rossander – og det er uden, at jeg har skabt den gængse, men imidlertid korrekte ukontroversielle ’case for Palestine’, resolution 242 og den internationale lovgivning!

Hvad kan vi gøre? Når alt kommer til alt er det i ethvert tilfælde umuligt at tolerere den lidelse som befolkningen i Sderot må leve i, under kontinerlig beskydning.

Det som dog ikke berettes i denne artikel, og som funktion deraf skjules for læseren, er at beskydningen kunne stoppes i morgen. Flere måneder siden tilbød Hamas en våbenhvile. Den gentog dette tilbud så sent som sidste uge. I henhold til Hamas betyder en våbenhvile, at palæstinenserne vil stoppe Qassam angrebene hvis Israelerne stopper deres indtrængen i Gaza, de ’tilsigtede’ snigmord og blokaden! Dette passer i øvrigt i overenstemmelse med den kronologiske årsagssammenhæng – retfærdig eller uretfærdig.

Hvorfor springer den Israelske regering ikke på denne formodentlig ønskede våbenhvile?
Fordi, at det ville implicere noget så fundamentalt anderledes i israelsk politik; navnlig at man forhandler med Hamas, om det måtte være direkte eller indirekte. Og dette er præcis, hvad den israelske regering forsøger at undgå!

Hvorfor? Jeg foretrækker atter den simple, men ikke mindst korrekte betragtning, at Sderot fungerer som et påskud, som de to tilfangetagende israelske soldater var det i krig nummer to mod Libanon. Et påskud, for en alt i alt anden agenda. Dette er i øvrigt ikke hemmeligt. Formålet er, at fjerne Hamas regimet i Gaza og forhindre dens populære overtagelse af Vestbredden.

Så i simple og nogenlunde barske vendinger: den Israelske regering ofrer befolkningen i Sderots skæbne i alteret på et håbløst princip. Det er vigtigere for den israelske regering at boycutte Hamas, fordi det virtuelt i dag er stødtropperne i den palæstinensiske modstand – retfærdigt eller uretfærdigt – end at stoppe lidelsen i Sderot.

En ægte tilhænger af tostatsløsningen, og en ægte medføler for både palæstinenserne som israelerne, kan gennemskue at dette ”trial and error” eksperiment er; for det første komplet psykopatisk, for det andet ulovligt i henhold til international lovgivning og for det tredje i modstrid med Israels sikkerhed på såvel kort som lang sigt.

Hvis Hr. Rossander er seriøs omkring befolkningen i Sderots lidelse, ville han evaluere muligheden for forbedring baseret på det albuerum den israelske regering tillader sig, når den ikke vil forhandle med Hamas.

Mulighederne er få:

(a) At genoptage besættelsen af Gaza. Militæret bryder sig ikke om idéen, og det vil i henhold til seneste militærevaluering føre til sammenstød med tusinder af guerillakrigere, som ville være usammenligneligt med forhenværende intifadaer.
(b) At stramme op for blokaden igen og påføre massiv pres på Mubarak, inklusiv israelsk indflydelse på den amerikanske kongres gennem AIPAC, for at få fjernet de milliarder han årligt modtager af USA for sin lydighed.
(c) At forvandle forbandelsen om til en velsignelse ved at overdrage Gaza til Ægypten og lade som om det var Baraks intention siden begyndelsen. Ægypten får til ansvar at beskytte den israelske grænse, forhindre affyring af raketter og udsætte egne soldater for guerillakrig – lige idet Ægypten troede, den havde sluppet af med den palæstinensiske byrde i dette lille fattige og aflukkede område, som i øvrigt har fået sin infrastruktur bombarderet under den næsten 40 år lange israelske besættelse. Måske vil Mubarak svare, ’tak for tilbuddet, men NEJ TAK!’

Befolkningen i Sderot skal ikke gøres til et påskud, for denne sindsyge politik man har ført i Gaza. Det er uacceptabelt at udnytte deres lidelse på den måde, og fuldstændig uforståeligt, at en respekteret avis som Information tillader en sådan artikel uden nogen kritisk analyse. Vi skal også huske at tegne det korrekte billede at flere hundrede fra Sderot – på trods af raketangrebne – har deltaget i den massive solidaritetsdemonstration i Erez i protest mod regeringens tiltag. Demonstranterne samlede 3 ton mad og medicin til palæstinenserne.

Jeg mener helt klart, at situationen for israelerne er urimelig.

Så jeg vil derfor meget anbefale, at vi afgiver det nu så fredsommelige Bornholm til det israelske folk. Så kan bornholmerne stuves sammen i et par mindre områder i en god sags tjeneste.

Det vil disse øboer sikker ikke have noget imod.

Bjørn Holmskjold

det er en fremrgende beskrivelse af situtionen. Når man læser artiklen men tænker åh hvor er de stakkler.selfølgelig de er såden en stakker, men ren manipulation . Du har argumenteret det hel som en fin åben dør. tak