Baggrund
Læsetid: 2 min.

Norge bliver i Afghanistan

Trods selvmordsangreb mod nordmænd i Kabul fortsætter Norge sit engagement i Afghanistan
I går afholdtes mindehøjtidelighed for den dræbte norske journalist Carsten Thomassen på Dagbladets redaktion i Oslo. Thomassen blev også mindet i Stortinget, hvor han var medlem af presselogen.

I går afholdtes mindehøjtidelighed for den dræbte norske journalist Carsten Thomassen på Dagbladets redaktion i Oslo. Thomassen blev også mindet i Stortinget, hvor han var medlem af presselogen.

Frank Karlsen

Udland
16. januar 2008

Norge fortsætter sit militære engagement i Afghanistan trods terrorangrebet mod et hotel i Kabul, som kostede en norsk journalist livet og sårede en norsk embedsmand alvorligt. Det lovede den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre Afghanistans præsident, Hamid Karzai, ved et møde i går - et døgn efter selvmordsangrebet, der i alt kostede syv mennesker livet.

"Det var vigtigt for udenrigsministeren at gøre det klart for Hamid Karzai, at Norge står fuldt og fast ved sit engagement i Afghanistan, siger Anne Lene Sandsten, talsmand for Jonas Gahr Støre.

Talsmanden gentog endnu en gang, at den norske udenrigsminister næppe var attentatmændenes mål, men at der næppe er tvivl om, at attentatet var rettet mod civile, udenlandske statsborgere i den hensigt at skræmme dem ud af Afghanistan.

Efter mødet med Karzai afbrød den norske udenrigsminister sin rejse i Afghanistan og tog hjem.

De nærmere omstændigheder ved terroraktionen mod Hotel Serena i Kabul var i går fortsat uklare. Men den afghanske efterretningschef, Amrullah Saleh, siger, at den militante, islamiske militsleder Sirjai Haqqanni stod bag terroraktionen.

Fire anholdt

Efterretningschefen siger, at fire mænd er anholdt og mistænkt for at have deltaget i terroraktionen mandag. Blandt de anholdte er en mand, der tilsyneladende skulle have sprængt en selvmordsbombe, men som 'af en eller anden grund' ikke gjorde det, siger Amrullah Saleh.

I Norge kom Udenrigsministeriet under skarp kritik for at have offentliggjort udenrigsministerens rejserute inklusive tidsplaner længe før rejsen. Avisen Verdens Gang skrev i går, at forsvarsministeriet i Olso var stærkt kritiske over for, at udenrigsministeriet ikke koordinerede rejsen med forsvarsministeriet, der har folk i Afghanistan. Også Politiets Efterretningstjeneste i Oslo har udtrykt kritik af udenrigsministeriets åbenhed omkring ministerens rejse.

Jonas Gahr Støre siger, at det var en civil rejse, og at han ønskede åbenhed omkring den, men at hans embedsmænd er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder ved attentatet, og om sikkerheden kan forbedres.

Den dræbte norske journalist, Carsten Thomassen, arbejdede for avisen Dagbladet. I går blev Carsten Thomassen mindet både på sin arbejdsplads og i Stortinget i Oslo. Han var en erfaren udlandsreporter og medlem af presselogen i Stortinget. NTB

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her