Læsetid: 5 min.

Obama sælger lys og åbenbaring

De amerikanske vælgere har fået en politiker, de mener, de kan stole på. Flere og flere falder for Barack Obamas positive budskab i New England-staten New Hampshire
"Hvis man ved, hvad man kæmper for, koster det ikke noget at række hånden ud og være tolerant. Det svækker os ikke. Det styrker os," sagde Barack Obama forleden på et valgmøde i New Hampshire.

"Hvis man ved, hvad man kæmper for, koster det ikke noget at række hånden ud og være tolerant. Det svækker os ikke. Det styrker os," sagde Barack Obama forleden på et valgmøde i New Hampshire.

M. Spencer Green

Udland
8. januar 2008

EXETER, New Hampshire - Der er den ældre dame i rullestol, som venter på at trykke hånd Barack Obamas hånd. Hun er republikaner. Sidst hun stemte på en demokratisk præsidentkandidat var i 1960, det var John F. Kennedy. Hun er solgt til Obama.

Der er en midaldrende kvinde, som aldrig har været involveret i en kampagne før. I sommer meldte hun sig som frivillig for Hillary Clinton. Hele lørdag eftermiddag tilbragte hun med at aflægge besøg hos vælgere i sit nabolag. Hun vil have dem til at stemme på Obama.

Der er moren til en 17-årig søn, som sidste sommer tryglede sine forældre om at støtte og arbejde for Obama. Det drejede sig om hans fremtid. Nu arbejder de for Obama her i denne lille New England-by Exeter.

Disse amerikanere har fået en politiker, de mener, de kan stole på. De sætter deres lid til denne sorte mand, hvis oratoriske evner og fængslende budskab river dem med og får dem til at drømme om et Amerika, som engang eksisterede og blev beundret verden over. Nu vil de have deres land tilbage, og Barack Obama er for dem præsidenten, som kan levere varen. Obama rider på en bølge i disse dage. De to rivaler, Hillary Clinton og John Edwards, prøver at kaste grus i hans maskineri og spænde ben for maratonløberen. Men Obama synes lige nu umulig at stoppe.

Vil vinde stort

Søndag talte den Barack Obama ved fem valgmøder i New Hampshire. Hvert eneste sted var gymnastiksalen på den lokale skole propfyldt, og hver gang arrangerede Obamas folk, at han efter valgmødet talte til vælgere i et tilstødende lokale. Ingen skulle gå forgæves.

Obama vil efter alt at dømme løbe med sejren i New Hampshire - det første primærvalg. Og han vil formentlig vinde stort over Clinton og Edwards og derved svække deres position og mulighed for at få et come-back i partivalget i Nevada og primærvalget i South Carolina senere i januar. Det vil give ham et næsten uovervindeligt udgangspunkt 5. februar, hvor primærvalg i 22 delstater kan bestemme udfaldet af den demokratiske dyst.

Valgmødet her i Exeter søndag var det eneste, hvor Obama tog sig tid til at svare på spørgsmål fra vælgerne. Begrundelsen? Hans lokale kampagnekontor havde fundet så mange partiuafhængige og tvivlende vælgere som muligt og inviteret dem til mødet. I New Hampshire, hvor traditionen for politisk debat i de lokale byråd er legendarisk, kan ingen præsidentkandidat gøre sig håb om at vinde tilslutning fra uafhængige vælgere, med indre han/hun svarer på spørgsmål.

Da Obama spørger, hvor mange af de tilstedeværende, der endnu ikke ved, hvem de vil stemme på, rækker godt og vel to tredjedele hånden i vejret.

"Ha, vi har nogle levende nogen," siger han henvendt til 25-årige Dan Grandt, leder af kampagnekontoret i Exeter. "Pas på! Vi er ude efter jer."

Åbenbaringen

"Min opgave er nu at overtale jer og få en lysstråle til at skinne igennem jer, således at I lyser op og oplever en epien åbenbaring og stemmer på Barack," siger han med sin mørke stemme og ler et kort øjeblik af sin formulering.

Publikum sluger den råt og ler med. Nu er de klar.

Begejstringen for Obama er ikke så intens som på andre valgmøder. Forklaringen er, at to tredjedele af tilhørerne (endnu) ikke tilhører præsidentkandidatens voksende skare af tro fans. Jo, folk klapper ivrigt, og alle som én følger fascineret hans argumentation.

I New Hampshire og mange steder i USA beundres veltalende ledere. Men vælgerne tager deres opgave alvorligt. De fleste har været til valgmøder med andre kandidater - også republikanere.

Hvad er det ved Obamas budskab, der inspirerer så mange amerikanere.

"For mig er det, at vi kan bringe folk sammen og ændre tingenes tilstand på en positiv måde," siger Lynn Aaby, advokat for skilsmissebørn i Exeter.

"Han er ikke negativ som Clinton og Edwards."

Aaby har siden sidste sommer arbejdet som frivillig for Clinton-kampagnen i Exeter. I november overtalte manden Allan hende til at gå med til et valgmøde med Obama.

"Jeg blev overbevist på stedet. Han var utrolig inspirerende. I syv år har jeg været gal og gået rundt og surmulet over Bush. Men hvorfor fortsætte med det? Han er jo snart ude. Jeg vil tænke på alle de positive ting, vi kan udrette," siger hun.

Republikansk angst

Aaby synes godt om både Clinton og Edwards.

"De er gode kandidater. Men de er alt for polariserende. Hvis én af dem bliver præsident, vil de ikke kunne udrette meget konkret for landet. Republikanerne vil rive dem ned og blokere i Kongressen. Obama kan derimod levere varen, fordi han rækker hånden ud til den anden side."

I sin tale til forsamlingen siger Obama: "Nogle hævder, at jeg er naiv. Man kan kun ændre tingene ved at være indigneret over Katrina, telefonaflytning, tortur osv. Jeg forstår udmærket, hvorfor vi bør være vrede. Men vi ændrer intet ved at skrue op for retorikken. Vi har ikke behov for hed debat. Vi har behov for lys."

"Man kan være uenig uden at være ubehagelig. Man behøver ikke at være enig om alting for at blive enig om nogle ting. Hvis man ved, hvad man kæmper for, koster det ikke noget at række hånden ud og være tolerant. Det svækker os ikke. Det styrker os." (bifald)

Republikanerne har god grund til at frygte dette budskab.

"Jeg er bekymret over, at Obama som præsident vil være i stand til at få vedtaget nogle beslutninger, som jeg er fundamental modstander af," siger det indflydelsesrige republikanske kongresmedlem Jim McCrery fra Louisiana til The Washington Post. "Obamas kommunikationsevner og hans svæven over partiskel er farlig for os."

Børnenes fremtid

Carol Hazekamp arbejder som salgsagent for et farmaceutisk selskab. Hendes mand, John, er grafisk designer. Begge er Obama-frivillige. Deres søn på 17 vil kunne stemme ved valget til november. Han arbejder for kampagnen i Exeter.

"Hvordan kan man undgå at være inspireret af Obama og begynde at drømme," siger Carol. "Han er ikke interesseret i berømmelse og magt. Han vil altid tænke på os almindelige mennesker i Det Hvide Hus, fordi han har gået igennem det samme som os i livet."

Hazekamp-parret blev omvendt af deres søn sidste sommer.

"En dag kom han hjem og sagde, at det var hans største ønske, at vi skulle hjælpe Obama til at vinde. Som forældre var det højst usædvanligt at høre det fra ens barn. Det handlede om hans og vores datters fremtid. På vej til ferie i bil lyttede vi til hans bog (At turde håbe: Hvordan vi genvinder den amerikanske drøm) på bånd," erindrer John Hazekamp.

Selv er John inspireret af Obamas "redelighed og åbenhed".

"Jeg går stærkt ind for at involvere folk i beslutningsprocesser og sørge for, at det sker på en åben og gennemsigtig måde. Det er, hvad Obama forkynder," konstaterer Hazekamp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der kan vist ikke længere herske tvivl om, at Obama er en dygtig vækkelsesprædikant. Men sælger han også politisk substans?

Der er der jo ingen der gør, måske med undtagelse af RON PAUL.

En kamp mellem Obama & PAUL kunne være helt vildt.

De appelerer stærkt til hver sin fløj i begge partier ( økonomisk, IKKE Religiøst - og er nok også grund til at Paul ikke går hele vejen) men begge har især fat i de unge vælgere og de såkaldte independence Voters.

Spændende iaften i N.H hvor polls viser at Paul har godt fat i dem der ikke er partipolitiske men som mest er til obama som samlende figur men som ikke tror på substansen hos ham.

PAUL er den mest interesante præsidentkandidat i min levetid.
Med de to som præsidentkandidater kan vi vente os 2 assinationer!

Lennard Grahn

Jeg vil kontakte mine advokater så de kan sikre sig rettighederne til alle optagelser af begge assinationer.

Siden hvornår er man holdt op med at bruge det gode danske ord "attentat"? Og så kan I jo ikke en gang stave til "Assinationer" ... Tsk, tsk.
Og til dig, der ikke mener Obama har politisk substans, vil jeg anbefale at tage et kig på hans netsted. Der er faktisk temmelig udførlige programmer for både det ene, andet og tredje politikområde - også nogle der er temmelig eksotiske ud fra en dansk vinkel.

Selvfølgelig er Obama som præsident et skridt i den rigtige retning, af tre indlysende grunde:

1) han er ikke Bush

2) han er ikke republikaner

3) han er ikke hvid

Det er så de ting, han IKKE er. Og manden der gerne vil vælges på positive ting, de ting han ER, ser desværre ud til at være langt fra det mirakel, så mange verdensborgere, særligt udenfor USA, tørster så voldsomt efter. Man kan jo - om ikke andet så for sjov - prøve at tage testen http://www.dehp.net/candidate/ og se hvor enig, man evt er med Obama. Jeg er iflg testen bestemt ikke særligt enig med ham, hvilket jeg da heller ikke regnede med. Se resultatet, der står tilbage efter jeg havde taget testen og svaret var givet:

Disagreements: (3) Patriot Act, Border Fence, Same-Sex Marriage
Unknowns/Other: (3) Kyoto, Torture, Iran - Military Action

Til sammenligning, Dennis Kucinich:

Disagreements: (0)
Unknowns/Other: (0)

Nåja, jeg er da venstreorienteret, også efter danske forhold, men selv langt de fleste danske socialdemokrater vil jeg næsten vædde med ikke med hånden på hjertet kan sige, han er "deres" kandidat, de nævnte sager, Obama og jeg var uenige i in mente. Man kan jo bare se hvilket ramaskrig, det udløste, da Asmaa Abdol-Hamid blev anklaget for MÅSKE at have haft nogle meninger, der - i fald de stemmede overens med virkeligheden - kunne sammenlignes med Obamas.

Et mere oplagt sammenligningsgrundlag er selvfølgelig Helle Thorning-Schmidt. Hegnet ved grænsen har vi jo nærmest på plads ifa en ekstrem indvandringslovgivning. Patriot Act? Tja, det var jo Nyrup, der i sintid søsatte en terrorlovgivning, der på mange måder endte med at ligne PA. Dog må man sige, at den amerikanske går langt videre. Men modstand mod homoægteskaber, usikkerhed om Kyoto aftalen, tortur og krig mod Iran? I så fald har jeg - trods alt - undervurderet højredrejningen af S.

Til gengæld ville det være en forandring, der ville ville rykke noget, hvis Dennis Kucinich kom i Det Hvide Hus. Jaja, jeg drømmer bare videre, men det er da om ikke andet godt at se, at Aragorn bakker op i det mindste ;-)

http://www.180grader.dk/nyheder/Viggo_Mortensen_til_kamp_for_venstrefl_j...

Ja det er lidt underligt at sidde her på afstand og se hvordan kun Hollywood stjerner tør stå frem med støtte til venstrefløjen i USA. Tim Robbins og hans hustru Susan Sarandon fik da også på puklen, da de promoverede Ralph Naders kampagne. Men de mest forhadte Hollywood personligheder for tiden må da vist være Oliver Stone og Danny Glover og Harry Belafonte der alle åbent støtter Hugo Chavez.

Når man tager den de test står det virkelig tydeligt frem hvor lidt eftertragtelsesværdig en ydeligere amerikanisering på det politiske niveau er. Tak for kaffe.

Søren Madsen skrev:

"PAUL er den mest interesante præsidentkandidat i min levetid.
Med de to som præsidentkandidater kan vi vente os 2 assinationer!"

Det var da en uhyggelig prognose. Hvis det var så sandsynligt skulle Bush vel have lidt den skæbne, Death of a President gav ham for længst.

http://www.apple.com/trailers/newmarket/deathofapresident/

Hmm - Burcharth - lod sig vist rive for meget med af euforien. Hillary er nu tilbage på toppen trods alle forudsigelser om det modsatte. Personligt foretrækker osse jeg Obama - Dennis Kucinich - vil næppe have en mors chance men al ære for Viggo's indsats.