"Det er økonomien, dit fjols". Sådan stod der på det skilt, James Carville hængte op i Bill Clintons kampagnehovedkvarter under præsidentvalget i 1992. Carville var Bill Clintons politiske strateg. Valgkampen i 2008 ser nu ud til at blive den første siden dengang, hvor kampen afgøres på baggrund af en begyndende økonomisk recession. 1996 og 2004 prægedes af en pæn økonomisk vækst, og i 2000 havde dotcom-sammenbruddet endnu ikke den store indflydelse på den reelle økonomi.
Vi ved endnu ikke, om den økonomiske opbremsning, der i øjeblikket finder stedi USA, vil kunne passes indi en teknisk definition af recession - to på hinanden følgende kvartaler med negativ vækst - men vi ved, at økonomi har afløst Irak som det vigtigste emne for de amerikanske vælgere.
Dette er vigtigt på to måder. Den første er indlysende: Frygten for dårligere tider vil være med til at udforme kampagnen, og kandidaterne vil indrette sig efter vælgernes bekymringer. Den anden, og jeg tror vigtigere, er, at uanset hvem der står i spidsen for den kommende administration, vil vedkommende skulle gøre det på baggrund af en usikker økonomi. Dette vil også indvirke på USA's selvtillid og på områder, der går langt ud over de rent økonomiske.
Man kan allerede se stemningen ændre sig. Den knejsende holdning er væk. På kort sigt forsøger den nuværende administration og Centralbanken at give økonomien en vitaminindsprøjtning ved at give skattelettelser og sænke renten. Men hvis priserne på amerikanske boliger fortsætter med at falde, vil tilliden til skattenedsættelser blive mere end udlignet af den negative effekt af den lavere boligværdi.
Negativ realrente
Hvad de stadigt lavere renter angår, har landet allerede negativ realrente, forstået på den måde, at Centralbankens diskonto er lavere end inflationen. Dette er ikke holdbart på længere sigt. Under alle omstændigheder er problemet i USA ikke så meget prisen på penge, men deres tilgængelighed og folks villighed til at låne dem. Et enormt underskud og en rente på nærmest nul kunne ikke stimulere den japanske økonomi i 1990'erne, efter at landet oplevede en ejendomsboble, som godt nok var mere ekstrem end den nuværende amerikanske.
Så hvis tonen i kampagnen har nogen betydning, og det tror jeg, den har, vil den økonomiske virkelighed, som den kommende administration overtager, betyde endnu mere.
Forbruget rammes
Ordet recession vil forfølge os både forår og sommer, med et katten-efter-musen spil omkring økonomien, efterhånden som man kaster sig over hver eneste nye oplysning, tygger på den og undersøger, om den understøtter teorien om, at landets økonomi virkelig er i en afmatningsperiode. Grunden til dette er, at du først efter flere måneder kan analysere, hvad der er sket, og de tidligere oplysninger revideres ofte. Det vigtigste enkelt-element i næsten enhver økonomi i verden er forbrug - i USA udgør det 70 procent.
Alle tidlige advarsler om hvad der kan ske, tiltrækker derfor en masse opmærksomhed. For tre dage siden meddelte The Conference Board, der beskæftiger sig med økonomiske prognoser, at forbrugernes tillid kun var faldet en smule i januar. Dette fik økonomiens vagthunde til at overveje, om der i virkeligheden var noget økonomisk tilbageslag. Men dette kan ændre sig, når de næste data kommer. Tilliden påvirkes specielt i forbindelse med varer som benzin, fordi penge, der bruges på at fylde tanken op, er penge, man ikke kan bruge i indkøbscentrene.
Indtil videre er de fattige dem, der er hårdest ramt af afmatningen og den medfølgende øgede inflation. Proportionelt bruger de mere af deres indkomst på mad og benzin. Politisk set handler det nu om, i hvor vid udstrækning folk nederst på indkomstskalaen bevæger sig opad mod den enorme amerikanske middelklasse.
Rent økonomisk er det foruroligende, at mens de rige har klaret sig fint de seneste år, har folk med mellemindkomster kun kunnet hæve deres levestandard ved at øge deres gæld. Den disponible indkomst er næsten ikke steget i det seneste årti, medregnet nødvendige udgifter som sygesikring.
Den overdrevne låntagning må uundgåeligt tage af, og dette synes allerede at være tilfældet, enten frivilligt eller af nødvendighed. Men efterhånden som folk betaler deres gæld tilbage, bliver den disponible indkomst til forbrug mindre. Set fra et nationalt synspunkt er det absurd at låne penge til at fylde landets hjem med tingeltangel fra Kina, men for den enkelte borger er der ikke meget sjov ved at skulle holde igen med sine indkøb. De kandidater, der bedst forstår at leve sig ind i usikkerheden hos folk, hvis levestandard falder, er dem, der vil kunne samle mest støtte. Hvad en ny administration så faktisk kan stille op, er et andet spørgsmål.
For billige penge
Men der vil være et massivt krav om 'at gøre noget', og det kan føre til sygelige politikker. Kravet om at hjælpe økonomien i årene 2002-2005 førte til, hvad vi nu oplever som en truende lav rente. Penge var så billige, at for at få et større udbytte blev bankerne fristet til at skabe det mere end usikre sub-prime-lånemarked. Bankerne kunne ikke tjene penge nok ved at låne ud til de kreditværdige, så de lånte ud til de ikke-kreditværdige og fiflede rundt med lånestrukturerne for at få dem til at se sundere ud, end de var. Centralbanken kunne gøre den samme fejltagelse igen ved at sænke raterne for meget, men bankverdenen er så hårdt ramt, at den ikke i lang tid fremover vil gå tilbage til sub-prime-udlån.
Hvis billige penge ikke giver økonomien en indsprøjtning - og det finder vi ud af, når den næste præsident er blevet valgt - hvad så med skattelettelser? Her er der en grænse. Den nuværende administration er blevet stærkt kritiseret for sine skattelettelser, dels fordi de så tydeligt er til de riges fordel, dels fordi de syntes overdrevne, men statsunderskuddet ligger nu på omkring 1,5 procent af bruttonationalproduktet, halvdelen af Storbritanniens, og mens økonomien får det dårligere, vokser underskuddet af egen kraft. Så en engangsstimulering giver mening, men fire års finansslaphed gør ikke.
Protektionisme på vej?
Så hvad er der tilbage? Vil USA blive mere protektionistisk? Vil man søge at beskytte amerikanske job gennem importrestriktioner, specielt over for Kina? Vi ved, at Hillary Clinton har lydt alarmerende protektionistisk, men en præsident er mere tilbageholdende end en kandidat. Vi ved simpelthen ikke ret meget om, hvad de enkelte kandidater tænker, men vi ved, at der ligger et kontinuerligt paradoks i amerikansk økonomisk politik. På den ene side den enorme import. På den anden søger man at holde mange forskellige udenlandske varer ude, deriblandt landbrugsvarer.
Så den næste administration lander lige midt i en styrkeprøve. Forbrugerne ønsker billige importvarer, producenterne ønsker at beskytte amerikanske job og, naturligvis, deres egen fortjeneste. Jo langsommere vi kommer ud af den økonomiske recession, næsten-recession, eller hvad det nu er, jo større bliver spændingerne.
© The Independent og InformationOversat af Ebbe Rossander
