De trækker i os fra alle sider. Små ivrige hænder. Brede smil og nysgerrige blikke overalt.
Vi er i landsbyen Brad Haji, og vores besøg vækker stor opmærksomhed især blandt de allermindste.
Her i Kashmirs højland bor Nazir Ahmadbhat. Vi møder ham i familiens dagligstue, hvor udsigten til Himalayas sneklædte bjerge er svær at tage øjnene fra.
Nazir er 14 år gammel og ældste i en søskendeflok ud af fire. Selv om han bor et par timers køretur fra Kashmirs turistcentrum, Srinagar, og sjældent møder engelsktalende folk, så taler han lidt engelsk. Han er noget genert.
Det engelsk, han kan, har han lært de seneste to år i folkeskolen. Han går i syvende klasse og har lyst til at fortsætte med at gå i skole i mange år endnu.
"Jeg vil gerne gøre det bedre end mine forældre. Det har jeg også allerede gjort, fordi jeg har gået i skole længere end dem," smiler han.
Den ultimative drøm for Nazir er et regeringsjob. For et regeringsjob betyder velfærdsforsikringer og pension, har hans forældre gang på gang fortalt ham.
Nazir vil være lærer
"Jeg vil gerne blive så god til engelsk, at jeg kan undervise i det," siger han. Med de engelskkundskaber, Nazir allerede har tilegnet sig, kan det nok lykkes - hvis han altså fortsætter sin skolegang.
Men vilje er ikke altid nok. Den indiske forfatning fastslår, at det er statens ansvar at sørge for gratis og obligatorisk skolegang til alle børn mellem seks og fjorten år.
Teksten blev skrevet ind i forfatningen i december 2002, men fire år senere var loven stadig ikke implementeret. Derimod forfattede man en vejledning om 'Retten til uddannelse' og sendte den ud til de 28 stater med besked om, at de hver især måtte forfatte deres egen version.
Men manglende love og retningslinjer er ikke det eneste problem i Indiens uddannelsessystem.
Et af de største problemer er, at mange børn ikke gør deres skolegang færdig, og derfor ikke lærer at læse og skrive.
Til gengæld satser inderne stort på videreuddannelse. Som en del af den fremårsplan, regeringen fremlagde i august, skal bevillingerne til universiteterne tredobles, så yderligere ni millioner indere skal være indskrevet på landets universiteter ved udgangen af 2015.
Ingen ved tavlen
Selv med 14-årige Nazirs målrettethed om at blive lærer, skal der arbejdes hårdt, hvis den unge mand skal opfylde sin drøm. For sandsynligheden for, at han ender i statistikken som én ud af to, der forlader folkeskolen uden at have fuldført, er desværre stor.
Nazir har oddsene i mod sig. Han bor i en landsby, hvor pengene er få, og der kan derfor hurtigt blive brug for hans arbejdskraft på familiens roemarker.
"Det sker også, at læreren ikke dukker op til timerne," siger Nazir og de to kilometer hjem igen. Og det er faktisk et stort problem flere steder i Indien.
Lærere, der enten ikke dukker op til undervisningen, eller også er fysisk tilstede uden rent faktisk at undervise.
Problemet er ikke nyt. Man har kendt til det i mange år, men en forklaring lyder, at lærerne har en magtfuld fagforening, som ingen tør lægge sig ud med.
Og det er ikke så let at fyre en offentlig ansat lærer i Indien. Og faktisk er der ingen konsekvenser, hvis de ikke passer deres arbejde. Man måler ikke børnenes niveau, som man blandt andet gør herhjemme. Og forældrene, som måske nok opdager, at deres børn kommer før hjem fra skole eller ikke bliver bedre til at læse, opgiver i de fleste tilfælde på forhånd at gøre noget.
Man forsøger nu på andet år at motivere lærerne til at undervise ved at lokke med en mindre økonomisk bonus, hvis eleverne lærer det, der forventes på det givne klassetrin. Godt nok er det ikke mange penge, det drejer sig om, men man forsøger at anspore til, at der tages ansvar. Et ansvar som ofte er tillagt de lokale.
Lokal vidensbank
Vi møder Nirdes Kumar, en 23-årig universitetsuddannet, uden for en lille kiosk i Kalalkheria. På køreturen hertil fra Delhi er landskabet skiftet fra forurenet, overbefolket millionby til landlig idyl med frisk luft og åbne vidder. Mindre end en lille halv time tidligere passerede vi Taj Mahal.
Men hvor det imponerende monument - den ultimative kærlighedserklæring - er selve symbolet på overflod, er forholdene i Kalalkheria langt mere beskedne. Det er et fattigt område, der hovedsageligt er beskæftiget med landbrug.Trods sin unge alder er Nirdes en vigtig del af landsbyen. Landmandssønnen har en kandidatgrad i finansvidenskab. Og han bruger den på en overraskende måde. Vi spørger undrende til, om det ikke er utilfredsstillende at have en "så høj uddannelse og så bare arbejde i et fitnesscenter, som ligger i den nærliggende by"?
"Jeg bruger den skam i allerhøjeste grad. Uddannelsen har udvidet min horisont, og jeg har nu mulighed for at bringe ny, nødvendig og fremtidsorienteret viden her til byen. Det er vigtigere for mig end et eller andet fint job," forklarer han.
I Kalalkheria går vi sammen med Nirdes ned ad den smalle vej, der er landsbyens hovedgade. Vi er igen omringet af glade ansigter. Børn og voksne, der er spændte på vores reaktioner, når vi runder det næste hushjørne. De følger os hen til et hul i jorden, hvor der står en spinkel mand. Hans hænder, arme og jorden omkring hullet er farvet lilla. Han laver kridt. Skolekridt.
"Min far fik ideen, da han så en kridtsælger uden for Taj Mahal for mange år siden, og lige siden har vi lavet kridt her," fortæller Nirdes.
Faktisk sælges der herfra både kridt og tavler til hele Indien, og de mange rammer med hvidt, blåt og nu lilla kridt, der står og tørrer under halvtaget, er allerede afsat. Og afkastet kommer hele landsbyen til gode. Man står sammen om at skabe vækst lokalt.
Byens mange børn nyder godt af hans undervisning, og de voksne får gode råd til, hvordan de skal drive deres forretning. Nirdes kunne aldrig drømme om at forlade stedet. Det er også her han har sin kone og deres førstefødte på et år.
Fælles retningslinjer
Der skal mange penge til at reformere et uddannelsessystem på størrelse med Indiens. Men har man, som Indien, haft stor økonomisk vækst i mange år, og når man fortsat kalkulerer med den i de kommende år, burde der være noget at spendere.
Landet bruger omkring fire procent - i Danmark er tallet nærmere ni procent - af det samlede bruttonationalprodukt på uddannelsesområdet.
Men i Indiens tilfælde gælder det ikke kun om at poste nogle af de mange penge ind i uddannelsessystemet. Det handler også om at få styr på retningslinjerne for uddannelse.
Hvad skal børnene lære? Hvad er dækket af obligatorisk skolegang? Det er først nu, regeringen har stillet krav om, at der skal stilles krav til det faglige niveau.
Kvaliteten af uddannelse bør være en garanti og ikke afhænge af, om det nu lige er noget, man interesserer sig for lokalt. Det er det, der er skrevet ind i forfatningen. Det er det, der skal sigtes efter.
Hvis Nazir tilfældigvis boede i samme by som Nirdes Kumar, så var der da én, der kunne hjælpe med lektierne eller agere lærer, når denne ikke dukkede op. Desværre er der kun få af Nirdes Kumars slags.
