Læsetid: 4 min.

Skæbnedøgn i Kenya

I dag vil oppositionskandidat Odinga samle en million til demonstration i Nairobi mod den påståede valgsvindel. Præsident Kibaki har forbudt demonstrationen. Parallelt med konfrontationen søger internationale mæglere at skabe dialog
Tilhængere af oppositionskandidaten Raila Odinga raser i Nairobis gader over den formodede valgsvindel ved valget i sidste uge. Internationale mæglere søger at få en dialog i gang mellem Odinga og den genindsatte præsident Mwai Kibaki. Dagen i dag kan blive afgørende for, om Kenya står over for forsoning eller kastes ud i etniske uroligheder.

Tilhængere af oppositionskandidaten Raila Odinga raser i Nairobis gader over den formodede valgsvindel ved valget i sidste uge. Internationale mæglere søger at få en dialog i gang mellem Odinga og den genindsatte præsident Mwai Kibaki. Dagen i dag kan blive afgørende for, om Kenya står over for forsoning eller kastes ud i etniske uroligheder.

Karel Prinsloo

Udland
3. januar 2008

Dagen i dag kan blive en skæbnedag i det urohærgede Kenya, hvor mere end 300 mennesker har mistet livet og 75.000 er drevet på flugt af etniske stridigheder, udløst af påstandene om valgsvindel ved parlaments- og præsidentvalget i sidste uge.

Raila Odinga, der som præsidentkandidat for partiet Orange Democratic Movement (ODM) mener sig snydt for valgsejren af den hidtidige og nu genindsatte præsident Mwai Kibaki fra Party of National Unity (PNU), har i dag bebudet en en storstilet protestdemonstration i hovedstaden Nairobis Uhuru-park med et krav om Kibakis tilbagetræden. Præsidenten har på sin side forbudt demonstrationen.

"Efter passende overvejelser af den herskende sikkerhedssituation erklæres mødet ulovligt. Enhver person, der forsøger at deltage i mødet, vil blive mødt af lovens fulde kraft," sagde Nairobis politikommissær Hussein Ali tirsdag. Hvortil Odinga har svaret, at "mødet vil blive gennemført som planlagt. Vi vil samle en million kenyanere til arrangementet. Politiets opgave er at stå for sikkerheden."

Parallelt med optrapningen og i kamp med tiden udfoldes ihærdige bestræbelser på at bringe konfliktens to hovedpersoner i dialog. Men det holder hårdt.

"Den første betingelse er, at præsident Kibaki må træde tilbage og offentligt erkende, at han ikke blev valgt til præsidentembedet. Den anden betingelse er, at forhandlingerne gennemføres via mæglere, eftersom jeg ikke er villig til at tale med ham direkte," sagde Odinga i går til avisen East Africa Standard.

Mæglingsbestræbelserne omfatter ankomsten i går til Nairobi af formanden for Den Afrikanske Union, Ghanas præsident John Kufuor, som sammen med Sierra Leones præsident Ahmad Tejan Kabbah vil forsøge at bringe parterne på talefod. Præsident Kabbah havde allerede mandag og tirsdag samtaler med henholdsvis Odinga og Kibaki og advarede begge om, at Kenya risikerer at blive drevet ud i samme blodige anarki, som Sierra Leone har oplevet, hvis etniske voldeligheder får lov at eskalere. Det kenyanske dagblad The Daily Nation skrev i går, at "hvis ikke der tages hurtige skridt til at stoppe drabene, er Kenya dømt til at synke ned i afgrunden og følge efter krigshærgede lande som Elfenbenskysten, Somalia, Rwanda, Sierra Leone og andre, som har oplevet folkedrab i ubegribelig skala."

Ikke blot Raila Odinga beskylder Kibaki for valgsvindel. EU's valgobservatører har påpeget uregelmæssigheder og appelleret om en uvildig undersøgelse af valgresultatet, og i går sagde selveste formanden for Kenyas valgkommission, Samuel Kivuitu, at "jeg ved ikke, om Kibaki vandt valget." I søndags erklærede valgformanden Kibaki for vinder, men nu siger han, at han blev sat under pres for en hurtig godkendelse, trods forlydender om uregelmæssigheder.

Har ikke leveret

Mwai Kibaki tilhører kikuyu-folket, den største stamme i Kenya, og blev mødt med en nærmest euforisk bølge af håb, da han i alliance med bl.a. Raila Odinga fra luo-stammen slog den brutale enehersker gennem 24 år Daniel arap Moi ved valget i 2002. Kibakis regering overtog et misrøgtet land og lovede bl.a. at bringe Kenyas økonomi på fode, give landet en ny forfatning og gøre op med den dybt rodfæstede korruption.

I dag er Kenya et af de afrikanske lande med højest økonomisk vækstrate, men Kibaki har ikke kunnet levere på de øvrige områder. Han anses ikke selv for stærkt korrumperet, men er afhængig af ministre, rådgivere og andre fra kikuyu-stammen, som beskyldes for at tilrane sig penge og privilegier på bekostning af andre etniske grupper og landets millioner af fattige. Vaklende tillid til Kibaki og egne magtambitioner var grunden til, at Odinga ragede uklar med præsidenten og vendte sig mod ham, da Kenya i 2005 gik til folkeafstemning om den ny forfatning. Kibakis forfatningsforslag, der bl.a. ville have udvidet præsidentens magt, faldt, og Odinga har siden da gået efter magten via sit ny parti ODM.

Ved det kombinerede præsident- og parlamentsvalg den 27. december stod Odinga under det meste af optællingsfasen til at vinde, men blev altså til slut erklæret som taber. At resultatet kan være manipuleret indikeres bl.a. af, at Kibakis parti gik tilbage ved parlamentsvalget, hvorfor den siddende præsident har mistet en række af sine hidtidige PNU-ministre. PNU har nu kun 35 pladser i parlamentet mod oppositionens 100, og hvis Kibaki ikke frivilligt opgiver præsidentposten, kan han risikere at blive mødt af et mistillidsvotum eller et parlament, der blokerer 2008-budgettet.

75.000 på flugt

Mens nervekrigen udspiller sig i de politiske magtcentre i hovedstaden, frygtes det, at konflikten andre steder i landet er ved at få sin egen ukontrollable, etniske dynamik.

"Dette er en national katastrofe," sagde i går chefen for Kenyas Røde Kors, Abbas Gullet, fra det vestlige Kenya, hvorfra omkring 70.000 mennesker indtil nu er fordrevet efter voldelige overgreb, mordbrande m.m. 5.400 personer angives flygtet til Uganda, mens hundreder har søgt tilflugt i Tanzania mod syd.

Volden rammer ifølge nyhedsbureauerne primært mennesker fra Mwai Kibakis etniske gruppe, kikuyuerne, og udøves i høj grad af medlemmer af Raila Odingas luo-stamme.

"Der er et langt historisk modsætningsforhold mellem de to folk. Det hander om jord, rettigheder og ressourcer, men det handler også om selve magten i demokratiet," siger Kenya-forskeren lektor Bodil Folke Frederiksen, Institut for Samfund og Globalisering, RUC.

Demokratisk magtkamp på østafrikanske præmisser indebærer således, at også selve valgoptakten kan være voldspræget, som det har været tilfældet denne gang.

"En præsidentkandidat skal have et vist antal stemmer i de enkelte valgkredse for at blive valgt, og derfor har man også tidligere oplevet, at folk fra forskellige etniske grupper forsøger at fordrive hinanden fra valgkredse op til et valg."

Bodil Folke Frederiksen siger, at den aktuelle konflikt allerede har haft voldsomme konsekvenser for hundredetusinder af kenyanere

"Det er et alvorligt tilbageslag, og det vil blive ved at være konfliktskabende og økonomisk, menneskeligt og socialt omkostningsfuldt i lang tid. Men hvis det lykkes at gennemføre en mægling mellem Kibaki og Odinga, så tror jeg ikke, det bliver en krise, der eskalerer."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her