Læsetid: 1 min.

Storbritannien og Frankrig bad Portugal droppe folkeafstemning

Det vakte ængstelse i Paris og London, at Portugal overvejede en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Portugal skulle ligesom Danmark have stemt om EU's forfatning
Udland
11. januar 2008

Både Storbritanniens og Frankrigs ledere, Gordon Brown og Nicolas Sarkozy, ringede ængsteligt til deres portugisiske kollega Jose Socrates for at få ham til at droppe en folkeafstemning om Lissabontraktaten.

Det rapporterede den britiske avis The Times i går.

Portugal havde i lighed med Danmark udskrevet folkeafstemning om forfatningstraktaten i 2005. Men Jose Socrates sagde onsdag i parlamentet i Lissabon, at der ikke er grund til en folkeafstemning, fordi "der er bred enighed i det portugisiske samfund om det europæiske projekt".

Forinden havde Socrates selv ringet til den tyske forbundskansler, Angela Merkel, for at høre hendes mening, hvorefter han indhentede støtte i sit portugisiske Socialistparti.

"Nu taler vi om Lissabontraktaten, som ikke eksisterede på det tidspunkt," sagde Socrates ifølge nyhedsbureauet Lusa.

Forfatningstraktaten blev nedstemt i Frankrig og Holland i 2005.

"Omstændighederne har ændret sig fuldstændigt. Det er en anden traktat," sagde han.

Ifølge The Times ringede Sarkozy og Brown, fordi de frygter øget hjemligt pres for selv at holde folkeafstemninger, hvis Portugal sender traktaten til afstemning.

"Afsløringen af opkald på højt niveau vil øge mistanken om, at den europæiske politiske elite har koordineret bestræbelserne på at undgå en gentagelse af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland, skrev The Times.

Ratifikation, dvs. godkendelse, sker nu i det portugisiske parlament. Af de 27 EU-lande holder kun Irland folkeafstemning om forfatningens afløser, formentlig i maj.

Det er uklart, om Socrates har fået en slags politisk kompensation for ikke at holde folkeafstemning. ritzau

idag@informatioin.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her