Læsetid: 9 min.

Værten og gæsten sidder på en tikkende bombe

Hvert år flokkes de unge israelere i Indien for at udleve drømmen om fred, shalom og shanti. Men krigstraumer og stofeksperimenter er en hård cocktail for psyken, og konflikterne med de lokale vokser
Hvert år flokkes de unge israelere i Indien for at udleve drømmen om fred, shalom og shanti. Men krigstraumer og stofeksperimenter er en hård cocktail for psyken, og konflikterne med de lokale vokser
Udland
4. januar 2008

Bomberne springer. Kuglerne flyver. Kig dig over skulderen, broder. Vogt min ryg, søster. Men så tager vi til Goa. Ryger en fed i solen. Knepper en amerikansk blondine på stranden. Så tager vi til Goa.

Omtrent sådan lyder omkvædet til en populær sang blandt de værnepligtige i Israel. Ingen ved, hvem der skrev den, eller hvornår den første gang blev sunget i en barak eller ved et checkpoint, men alle kender den. Og alle kender savnet.

"Det er pissehårdt at være ung i Israel i dag. Folk er bange og presset fra militæret, forældrene og de religiøse er stort," fortæller Sarah, mens hun laver mønstre i sandet med sine brune tæer. Hun er 22 år og fra Tel Aviv, men vi møder hende på en strandcafé i Arambol i den indiske delstat Goa, hvor hun plejer tømmermænd sammen med en gruppe landsmænd. En joint går på omgang, og hovederne rykker let til den monotome elektroniske musik, der går under navnet 'Goa-to-Tel Aviv-trance'.

En lettelse

De er altid i flok, israelerne; guderne og gudinderne af backpacker-samfundet. Flere års militærtræning har skabt slanke kroppe med markerede muskler, og månederne i Indien har farvet huden bronze. Som de sidder på strandrestauranten med selvbevidste blikke bag truckersolbrillerne, er der ingen tvivl: Arambol i det nordlige Goa er deres. Menukortet er på hebraisk. Falafel. Kebab. Pita. De ligeledes hebraiske løbesedler på den palme, som cafén er bygget op omkring, inviterer med heftigt psykedeliske formsprog til technofester.

Der var fest i går, i en skov ikke langt fra Arambol. Den fortsatte, til solen stod op, og det er efterhånden sjældent, da det lokale politi stadig oftere ignorerer tilbud om bestikkelse og i stedet stopper festerne. Tømmermænd i solen gør flokken ekstra shanti. Det er et begreb fra de hinduistiske tekster, der betyder indre fred, og som er blevet et integreret del af de unge israeleres sprog.

"Det er lidt blevet vores generations shalom," siger en ung fyr med meget nye dreadlocks. Han har kun været i Indien i en uge, men han har allerede tillagt sig den lette rokken med hovedet, der betyder alt vel. No worries.

Balancebyen

Og det er det, de søger, fortæller Sarah. Ro, fred og frihed.

"Det var en stor lettelse at komme til Indien. Her er der ingen, der fortæller os, hvad vi må og ikke må. Men vi er så mange, at det næsten føles, som om vi har lavet vores eget, bedre Israel," fortæller hun og lægger afstand til sin drøm med et lille fnis.

"Jeg har ikke spor lyst til at tage hjem. Jeg vil bare blive her. Sådan har vi det alle sammen."

Men hjem skal de. Og for mange bliver det et hårdt gensyn med hjemlandet.

Omkring 4.500 km væk spiller en flok unge mænd volleyball i den lave vintersol. De siger ikke meget, men koncentrerer sig om spillet. De har nemlig hver for sig meget at tænke over og meget at bearbejde.

Vi er i Kfar Izun, et lille psykiatrisk behandlingscenter ved siden af kibbutz Sdot Yam på den israelske middelhavskyst. Alle på stedet er vendt hjem med svære psykiske problemer efter overforbrug af hallucinerende stoffer, som typisk har fundet sted i Indien. Meget af det har at gøre med de unges militærtjeneste, fortæller Omri Frish, leder og stifter af Kfar Izun

"Disse mennesker er hverken narkomaner eller klassiske psykiatriske tilfælde. De er almindelige, sædvanligvis velfungerende mennesker, der bare er faldet i, og derfor er de her. De fungerer også godt under rejsen, men når de kommer hjem igen, melder de psykiske problemer sig, og det rammer hårdt," siger Omri Frish.

Kfar Izun betyder 'Balancelandsbyen', og at genfinde balancen er, hvad det hele drejer sig om her på stedet. Samtlige 24 klienter, som Frish foretrækker at kalde dem, er efter den militære værnepligt taget på den store udlandsrejse. Militærtiden - som for mænd er tre år og for kvinder to - er en meget intens periode, hvor de unge typisk lægger alt i opgaven, mens oplevelsen af personlig frihed er minimal.

"Israel er jo ikke et land med åbne grænser som i Europa, så man kan ikke bare smutte til udlandet. Mange af de unge har derfor aldrig været uden for landet før," forklarer Frish.

"Når unge europæere og amerikanere er 18 år og kommer ud af skolen, er de nysgerrige efter at opleve verden, mens vore unge må vente yderligere to eller tre år. Når de så når dertil, er frihedstrangen eksplosiv. De rejser ud, langt væk og i lang tid, og en del af formålet er at gøre det stik modsatte af, hvad deres mødre og officerer har fortalt dem. Friheden skal være ultimativ. For nogle går det galt."

Centret har til huse i en nedlagt ferielandsby, som kibbutz Sdot Yam forsøgte at etablere. Omgivelserne er ideelle og succesraten næsten maksimal, men Omri Frish siger flere gange under vores besøg, at behovet er mange gange større, end hvad han kan overkomme. Kfar Izun har 24 pladser, og der er lige nu godt 1.000 på venteliste. Han anslår, at op mod 10 procent af de unge israelere vender hjem fra Goa med middelsvære til svære psykiske problemer.

Hver krig nye ofre

Umiddelbart er det overraskende, at den overvejende del af de unge betragtes som stabile og psykisk særdeles robuste, og at de fleste kommer harmoniske hjem med en god opvækst som bagage. Men dette er netop den profil, som passer til hærens udvælgelse af sine eliteenheder, som også er dem, der i konfliktsituationer ser og oplever de værste ting.

"De er toptrænede til at få det til at lykkes. Nederlag er en ukendt størrelse i den militære virkelighed, de kommer fra," fortsætter Omri Frish, der ved siden af en lang karriere i den sociale sektor, selv er officer af reserven.

Det typiske mønster er, at de isolerer sig fra verden og mister initiativet. Ubehandlet forstærkes denne tilstand, og nogle forsøger selvmord. Fænomenet er lige så gammelt som de unge israeleres udlandsrejser, der blev almindelige i løbet af 1980'erne. I årevis blev de tilskadekomne eks-soldater blot anbragt i det traditionelle psykiatriske behandlingssystem. Typisk blev og bliver de indlagt på det store Geha Hospital udenfor Tel Aviv, så denne type udlandsrejser hedder i folkemunde 'Fra Goa til Geha'.

Der er to klassiske destinationer for de unge israelere. En stor gruppe rejser til Sydamerika for at opleve den fysiske frihed ved at bestige Andesbjergene og rejse i Amazonas. Den anden gruppe begiver sig mod Asien, hvor de søger den mentale frihed. De kommer ofte i berøring med meditation, Yoga, og andre af buddhismens og hinduismens metoder til selvfordybelse - og så er der stofferne.

"Jeg har rejst meget i Indien og har set, hvordan de unge israelere går til yderligheder. Lige nu er det meget slemt," fortæller Frish. -For hver krig eller hver dramatisk optrapning af konflikten i Mellemøsten ved jeg, at der et år til halvandet efter kommer en ny bølge af psykiatriske tilfælde. Det er den tid, det typisk tager en tjenestegørende soldat at gøre værnepligten færdig, rejse til Goa og komme hjem med problemerne. Nu er det halvandet år siden, soldaterne var i krig i Libanon," fortæller Omri Frish, der understreger, at det anspændte klima i Israel generelt får de unge til at bryde sammen.

"Lige nu er alle de 24 tidligere soldater, men navnlig under intifadaen havde vi også tilfælde, hvor årsagen ikke kunne ledes direkte til en militær fortid. Hverdagen i Israel er hård, og frygten for bombeeksplosioner i busser og på gaden er nok til at bringe selv meget velfungerende mennesker ud af psykisk balance " siger Omri Frish.

Ikke så meget pis

Også Sarah kender krigens pris. Rejsen til Indien er nemlig finansieret af en erstatning fra hæren, hvor den spinkle piges ryg blev ødelagt af den hårde træning. Hun tror, at det netop er de israelske unges baggrund, der bringer dem til Indien. Det betyder, at de 'forstår' et land, der lige som Israel har en relativ kort historie, men mere end rigeligt af religiøse og etniske konflikter.

"Vi bliver ikke skræmt af noget, og der er ikke så meget pis. Israelere og indere siger til hinanden, hvad de mener. Inderne kan altid løbe om hjørner med europæerne. I er alt for bløde. Men hvis de prøver at snyde mig, siger jeg 'drop det, bror'. Selv politiet vil jeg skide på. De spiller smarte, men vi har været i krig. Det ved de godt," siger hun.

En lokal spørger en israelsk backpacker: "Hvor mange israelere er der?"

"Omkring syv millioner," svarer israeleren, og inderen spørger: "Og hvor mange så i Israel?"

Et overvældende tal

Sådan lyder en gammel vittighed blandt de rygsækrejsende i Indien og til trods for, at ambassadens tal for de årlige israelske besøgende 'kun' lyder på 50.00-60.000, virker deres antal overvældende og har givet mange avisartikler med overskrifter som: 'Den israelske invasion.' De er nemlig koncentreret i relativt få byer: Manali og Dharamsale i bjergene, De hellige byer Puskhar og Varanassi i Nordindien og tre-fire strande i Goa. Det er 'israeler-ruten'. Alle tager den, og i stadig stigende grad undgår alle andre rejsende den. "Er israelerne kommet," hører man en europæisk turist spørge en anden.

I flere andre asiatiske lande har opfattelsen af israelerne som højrøstede og respektløse gjort dem til persona non grata. I Thailand, Vietnam og Cambodia er det blevet stadig mere almindeligt, at hoteller og restauranter afviser dem eller direkte annoncerer på skilte, der på hebraisk fortæller, at israelere ikke er ønskede. Men Indien er et fristed - endnu. For konflikter med lokale øges.

Neokolonial

I Goa forsøgte en gruppe israelere sidste år at lave deres eget loppemarked, og det førte til slagsmål med de lokale. I den hellige by Puskhar beseglede to unge deres ægteskab med et tungekys. Det passede bestemt ikke den lokale hindupræst, der havde viet dem. De blev idømt en bøde, og den israelske ambassade måtte undskylde offentligt.

De forskellige sager betød, at spørgsmålet om de unges opførsel i Indien kom op i det israelske parlament Knesset. Her blev det vedtaget at iværksætte en kampagne for at forbedre israelernes image i Indien. De unge blev blandt andet opfordret til at lægge mindst en måned frivilligt arbejde i Indien, før de rejste videre. Det ville ikke alene forbedre deres ry, men også give dem en større 'kulturel følsomhed'.

Daria Maoz, lektor ved Ben-Gurion Universitet i Israel, er dog ikke optimistisk. Hun skrev på bagrund af en række ture til Indien i 2002 en doktorafhandling med navnet Indien vil elske mig. Hun mener, at de unge israelere i Indien søger en type bekræftelse på, at de besidder spiritualitet som et udtryk for deres egne konflikter med de ældre generationers definitioner på jødedom. Men forholdet mellem israelerne og inderne kalder hun hierakisk, ensidigt og deprimerende - en slags 'det udvalgte folk møder koloni-subjektet.'

"Det er en klar neo-kolonial relation, og jeg tror ikke, at inderne vil blive ved med at tolerere det. Værten og gæsten sidder på en bombe, der kan eksplodere når som helst," advarede hun under en forelæsning på Ben-Gurion Universitet.

Sarah og hendes venner vil helst ikke snakke om problemerne, og stemningen ændrer sig.

"Alle, jeg kender, har det fint med inderne. Europæerne vil altid snakke om politik. Det gider vi ikke. Det er derfor, at vi er taget væk," siger hun. Solen er ved at gå ned over Arambol, og de unge smukke forbereder sig på endnu en aften i Indiens favntag - sammen med hinanden på Tel Aviv Beach.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her