Analyse
Læsetid: 4 min.

Afrika - den nye finansielle frontløber

Den globale finanskapital har rettet sit søgelys mod landene syd for Sahara. Betyder det, at Bono skal holde op med at minde os om, at afrikanerne er fattige?
Udland
28. februar 2008

Skal man dømme efter avisoverskrifterne i den senere tid, er Afrika syd for Sahara på vej til at blive finansmarkedernes nye frontløber.

Således proklamerede Financial Times i november 2007, at "Afrika er den væsentligste faktor bag den bølge af ny entusiasme, der har ramt de nye finansmarkeder."

Der er her tale om en entusiasmebølge, der står i en bemærkelsesværdig kontrast til den bølge af mismod, der fortsat gennemskyller de højt udviklede markeder i Europa og Nordamerika.

Hvordan skal vi med tanke på den populære opfattelse af Afrikas økonomiske situation få mening i denne profeti? Verdens Blair- og Bono-typer fortæller os, at Afrika har hårdt brug for mere udenlandsk bistand under henvisning til, at udenlandske privatinvestorer ikke ligefrem overrender kontinentet. Den seneste vold i Kenya, der historisk set er et af regionens mere udviklede og stabile lande, har heller ikke just fremmanet lysere udsigter for udenlandske investorer.

Så hvad i al verden foregår der?

Vægelsindede

Finansmarkeder er vægelsindede skabninger. Set i det globale perspektiv har et gennemgående udviklingstræk i de senere år været en betydelig tilvækst i kanaliseringen af finanskapital til udviklingslande. Faktisk begyndte denne trend allerede først i 1990'erne, men gik så i nogen grad i sig selv igen i tiden efter den asiatiske finanskrise i 1997, for så igen at forstærkes dramatisk i de sidste fem års løb. I 2005 f.eks. tilflød der nettokapital til udviklingslandene for en samlet sum af 300 milliarder dollar (1.500 milliarder kr.) - i 1999 var det tilsvarende tal blot 150 milliarder dollar. Denne tilvækst har intet at gøre med den udenlandske bistand, som har været stagnerende siden 1980'erne og ligger i omegnen af 50 milliarder dollar (250 milliarder kr.) om året.

De voksende private finansstrømme til udviklingslandene afspejler den tiltagende finansielle globalisering. Men det er en ujævn proces.

Lavindkomstlande, frem for alt dem i Afrika syd for Sahara, har kun set en forsvindende lille tilførsel i global porteføljekapital - lån fra udenlandske banker, aktier, obligationer etc. Derimod har den direkte udenlandske investering i regionen været mere robust. Selvfølgelig er de investeringer primært sket i den sektor, der har at gøre med naturressourcer, hvor Kina og flere højtudviklede lande har været tiltagende aktive. Andre sektorer såsom bankvæsen og telekommunikation har dog også høstet store fordele. Dog turde det vel være overflødigt at nævne, at bistand fra udlandet stadig er en meget vigtig finansiel kilde for disse lande.

'Hot money'

At forstå den ujævne globale spredning af forskellige former for finanskapital er vigtigt. Ikke kun fordi virksomheder i den private sektor og offentlige instanser i fattige lande ofte lider under knappe finansielle ressourcer.

Vi ved alle, at den udenlandske u-landsbistand er blevet kritiseret for at være ineffektiv, hvorimod de private investorer ser ud til at have bedre blik for at investere i profitable projekter og til hurtigere at bakke ud fra de fejlslagne projekter - noget, der selvfølgelig spiller en afgørende rolle for den økonomiske vækst.

Porteføljekapitalen har fået tilnavnet 'hot money', fordi den bevæger sig derhen, hvor renten er lav og hurtigt bevæger sig videre, hvis der sker forandringer. Men den kan spille en værdifuld rolle. Forskning har påvist, at adgang til udenlandske kapitalmarkeder kan understøtte udviklingen ved at sænke finansieringsomkostninger i økonomien. Den kan stimulere de lokale kapitalmarkeder, som igen kan hjælpe med at opretholde en vedvarende vækst. Men der er også risici. Porteføljetilvækst har en kortsigtet natur og spekulative angreb, finansbobler og likviditetskriser følger ofte med. Men hvor deres tilstrømning er beskeden og velreguleret, kan de udgøre et værdifuldt bidrag til den økonomiske udvikling.

Alt dette kan forekomme irrelevant i betragtning af at de fattige lande generelt modtager lave porteføljetilstrømninger. Ja, undersøgelser påviser da også, at lande med ringe udviklede nationale finanssystemer, betydelig gældsætning til udlandet og dårlige præstationer i økonomisk styring bliver undgået af porteføljeinvestorer. Det lyder jo fuldstændig som Afrika, i al fald som Afrika før i tiden.

Men i al fald siden 1990'erne har pænt mange afrikanske lande kunnet fremvise robust vækst og kompetent økonomisk styring. Den Internationale Valutafond har glædeligt konstateret, at regionen er inde i sin bedste periode af vedvarende vækst, siden de afrikanske nationer fik deres uafhængighed. Udlandsgælden er blevet reduceret til et mere medgørligt niveau, som oftest ved gældseftergivelse. Det globale prishop på eksportvarer har også været til fordel for Afrika ved bl. a. at sætte mineralproducenter i stand til at opbygge store reserver i udenlandsk valuta - et sikkert tegn på en modstandsdygtig økonomi.

Kun lige begyndt

Kombinationen af disse gunstige globale trends og forbedrede økonomiske grundvilkår kan et langt stykke af vejen forklare de globale investorers seneste indtog på de afrikanske markeder.

De nationale aktiemarkeder i Kenya, Zambia, Nigeria og Ghana er atter vakt til live efter at have henligget i mange års dvale. I september 2007 blev Ghana det første afrikanske land syd for Sahara (ud over Sydafrika) til at udstede statsobligationer på de globale markeder.

Også de internationale banker strømmer til Afrika i disse år. Dette sættes i relief af, at Kinas Industri- og Handelsbank for nylig opkøbte en 20 procents andel af sydafrikanske Standard Bank, en af regionens største, til en pris af 5,6 mia. dollar (28 mia. kr.).

Hvorvidt disse udviklingstræk indvarsler et permanent gearskifte for de afrikanske finansmarkeder, står tilbage at se. Der ligger en stor udfordring i at forholde sig til denne frembrydende agenda og få styr på fordele og risici ved den øgede finanstilstrømning. Dette vil være altafgørende, hvis denne tilvækst skal kunne bidrage til den økonomiske vækst. På godt og på ondt er den finansielle globalisering ved at føre Afrika ind i sin fold.

Historien er kun lige begyndt -

Sam Jones er projektforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her