Læsetid: 5 min.

'De er alle anholdt - vi skal ud af Iran nu'

To danske specialestuderendes besøg hos systemkritiske iranske unge endte brat med en masseanholdelse. Læs deres første beretning om mødet med de studerende i protestbevægelsen 'Frihed og Lighed' her
Udland
16. februar 2008

"Der holdt en bordeaux minibus med en helt almindelig hvid nummerplade uden for hans dør," fortæller kvinden.

"Der var to civilklædte ved minibussen, den ene stod i døren ind til gården, imens den anden var ude på gaden, og der var lys i hans vinduer."

Hun vil ikke afsløre sit navn. Det er den 14. januar, klokken er cirka halvni om aftenen, og for en time siden er seks af vores kontakter sammen med tre andre studerende blevet anholdt i den iranske hovedstad Teheran.

"Da de kørte væk, havde de meget fart på, og jeg kunne ikke se ind i bussen. Det var mørkt. Men da jeg så kiggede op på hans vinduer, var lyset blevet slukket," forklarer kvinden. Hun taler om lyset i Mammads lejlighed, hvorfra de studerende nu var blevet bortført af civilklædte agenter. Mammad læser til kemiingeniør, og er ligesom de andre studerende i tyverne.

Vi er taget til Iran for at møde aktivister, der udfordrer regimet. Det er gået hurtigt med at komme i kontakt med de venstreorienterede studerende fra bevægelsen 'For frihed og lighed', som for tiden er sat under lup af præstestyret.

Inden denne bortførelse er 42 studerende tilhørende denne bevægelse allerede blevet anholdt i december måned. Ti af dem er siden blevet løsladt, og ti har fået lov til at mødes med deres familier.

Aflyttede telefoner

Nu ved vi ikke, hvad vi skal stille op med os selv, og vi føler os udsatte og forfulgte. Nogen har sandsynligvis aflyttet de studerendes telefoner, og nu er de anholdt. Vi har også snakket i telefon med dem og mødtes med dem flere gange. Nu kan vi ikke engang bruge vores egne telefoner, da de højst sandsynligt også bliver aflyttet. Måske var der en stikker blandt de studerende? Tankerne flyver forvirret rundt i vores hoveder, og vi begynder gensidigt at beskylde hinanden for at være uforsigtige i vores kontakt med gruppen.

Ensomme i Teheran

Vi vil ikke overnatte det sted, hvor vi har boet indtil nu, så vi tager hjem til Jalehs familie. Men da de hører historien, beder de os pænt om at forlade deres hjem, og ikke engang have telefonisk kontakt med dem. De tør ikke risikere noget.

Vi er nu afskåret fra enhver kontakt og helt isolerede overladt til os selv på en isglat vej. Vi går frem og tilbage og lader en gang imellem som om, vi taler i telefon, for ikke at se mistænkelige ud.

Der er mørkt og koldt, og Teheran føles pludselig som en fremmed og fjendtlig by. Det har vi aldrig prøvet før. Til sidst beslutter vi at tage hjem til Danmark. Det er over midnat, og adrenalinen strømmer. Vi er skuffede og fyldt med en følelse af afmagt og usikkerhed. Det føles mere forståeligt nu, at så mange iranske flygtninge hader Iran.

Frihed og Lighed

Første gang, vi mødes med de anholdte studerende, er på universitetet. Vi bliver stoppet af vagterne på vej ind og får en klump i halsen. Men vi snakker for vores syge moster og får til sidst lov til at komme ind. Det viser sig senere, at vi blev stoppet, fordi vi gik for tæt sammen som dreng og pige. Det vækker åbenbart opmærksomhed ved indtrædelse på et universitet i et land, hvor kæresteri er forbudt ved lov. Vi mødes med de studerende uden for kantinen. På vej ind i kantinen hænger der skilte med påskriften "Brødre" og "Søstre". Kantinen er kønsopdelt, men vi bliver alligevel ført ind i "Brødre". Den anden afdeling er helt tom. Der sidder de så, en masse unge mennesker, de fleste politisk aktive fra forskellige grupper, og snakker og ryger, selvom det faktisk er forbudt at ryge i offentlige bygninger.

Kvinder og mænd er blandet. Selv kvinder med det lange religiøse slør chador sidder sammen med mændene. Ingen andre end vi virker til at være nervøse, diskrete eller tilbageholdende. De fortæller os højt og gladeligt, hvad de hedder, hvad de studerer, og hvordan de er aktive. De studerende er meget ungdommelige og smarte i deres påklædning, men ikke popsmarte med glimmer og glans, som størstedelen af den iranske ungdom i Teheran. De er mere slidte i tøjet ligesom deres helt, Che Guevara. Da kantinen så lukker kl. 18.00, tager de os med op i et klasseværelse.

Samlet protestbevægelse

De venstreorienterede grupper startede deres politiske aktiviteter for ca. fem år siden på universiteterne rundt om i landet. Efterhånden har de næsten alle tilsluttet sig bevægelsen 'Frihed og Lighed'.

"Det, vi kæmper for, er demokratiske rettigheder, lighed i samfundet og frihed for både kvinder og mænd. Efter Iran-Irak krigen er klasseforskellene blevet meget tydeligere. Vi kæmper både ved at ytre os og protestere, men også som frivillige i forskellige ngo'er, hvor vi for eksempel lærer afghanske flygtningebørn at læse og skrive," siger en ung fyr, som sidder på kateteret i det tilrøgede klasseværelse. Det er en mørk, kold og våd vinterdag, og trods mænds frihed til at tage overtøjet af har alle fyrene pga. af kulden valgt at beholde det på.

"Situationen siden december er virkelig presset og vanskelig. Der har ikke været en lignende situation tidligere, hvor så mange studerende på en gang er blevet arresteret, og i så lang tid. Endda uden nogen som helst mediedækning i selve Iran," siger en anden studerende. Vedkommende arbejder især for kvinderettigheder. En tredje studerende, der stadig har sne i håret fra at have været udenfor, afbryder næsten for at fortælle: "Men vi er stadig forundret over, at der har eksisteret så mange uafhængige grupper rundt omkring i hele landet. Bare i den seneste måned, efter så mange anholdelser, har studerende på 6 universiteter i forskellige byer tilsluttet sig os."

Klar til arrestation

Ventetiden i lufthavnen ind til flyafgangen klokken 04.35 den 16. januar, og øjeblikket, hvor vi går igennem den iranske paskontrol, er ubeskrivelig lang og hård. Da vi endelig når ind i flyet, hvor vi kan slappe af, er det skæbnens ironi, at Jaleh nu i mere end tre timer skal sidde ved siden af en mullah med skæg, lang frakke og turban. Han protesterer dog ikke, selv om hun som det første tager sit tørklæde af - ligesom mange andre kvinder i flyet.

Kort efter, at vi har sat os, erstattes glæden af en stærk følelse af dårlig samvittighed. Vi kan komme ud af landet, rejse til et trygt hjem og stikke af fra alle problemerne i Iran, men det kan de studerende ikke. De sidder lige nu på ubestemt tid i Teherans politiske fængsel, Evin, uden nogen kontakt til omverdenen. Siden vi er kommet hjem, er yderligere ni blevet anholdt i forskellige byer, mens syv er blevet løsladt mod meget høje kautionsbeløb - op til ca. 550.000 danske kroner. Nogle sidder stadig inde, flere uger efter at kautionsbeløbet er stillet, fordi familierne ikke kan betale de høje beløb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her