Læsetid: 7 min.

Berlusconi på vej tilbage

Han er kendt som en tvivlsom politisk populist med tætte forbindelser til mafiaen og frimurerlogen P2, som en magtsyg rigmand, der har indskrænket pressefriheden i Italien og kørt økonomien i sænk. Alligevel er italienerne fristet af igen at vælge Silvio Berlusconi som ny leder ved et kommende valg
Hvem sagde en gammel mand på 72? Silvio Berlusconi har nærmest pralet med sine kosmetiske ansigtsoperationer og sit farvede hår. Han er kun motiveret til at gå ind i politik af to målsætninger: personlig straffrihed og fortsat kapitalakkumulation.

Hvem sagde en gammel mand på 72? Silvio Berlusconi har nærmest pralet med sine kosmetiske ansigtsoperationer og sit farvede hår. Han er kun motiveret til at gå ind i politik af to målsætninger: personlig straffrihed og fortsat kapitalakkumulation.

Gregoria Borgia

Udland
26. februar 2008

Han burde egentlig være en færdig mand. Ved valget i april 2006 fremstod Silvio Berlusconi mest af alt som en falleret brugtvognsforhandler, da han i sidste øjeblik smed en ny skattelettelse på bordet og pegede ud på seerne: "I hørte rigtigt!"

For at forklare hvorfor han stadig er i politik, er det nødvendigt at repetere en simpel kendsgerning: 60 pct. af italienerne læser ikke aviser. De modtager stort set alle informationer om samfundet gennem tv. Og da Berlusconi ejer tre ud af de fire landsdækkende, private tv-kanaler og desuden gennem fem år som ministerpræsident indtil valget i 2006 formåede at sætte sit tydelige præg på det statslige tv RAI's (Radiotelevisione Italiana) tre kanaler, kan han forme forestillingerne om samfundet hos en stor del af befolkningen.

Det har han i øvrigt gjort, siden han i slutningen af 70'erne begyndte at forsyne italienerne med kommercielt tv, dvs. længe inden han officielt gik ind i politik.

Berlusconi har formået at gøre politik til en integreret del af den forbrugskultur, som han selv udbreder via sine tv-kanaler, og har mere end nogen anden politiker forstået, at billeder virker mere virkelige end alle andre typer informationer. Fjernsynet har desuden spillet en afgørende rolle for udbredelsen af en fælles kultur og et fælles sprog i Italien, siden det italienske modsvar til DR, RAI, begyndte at sende i 1954.

Tv-magnaten Berlusconis indtræden i politik i 1994 er således blevet beskrevet som en overgang fra deltagelsens demokrati til mediernes demokrati. "Et telekrati", som politologen Giovanni Sartori har kaldt det.

Den evige valgkamp

Siden Berlusconis tidligere konservative parti Forza Italia blev stiftet, har partiet ført permanent valgkamp. Metoden har ofte været forsøg på at miskreditere Berlusconis politiske modstandere gennem en såkaldt præventiv dominansstrategi.

Venstrefløjens knebne sejr ved valget for to år siden er således konsekvent blevet udlagt som et uafgjort resultat i et vedvarende forsøg på at underminere og tilsmudse Romano Prodis regering.

Prodi, som ikke genopstiller ved det kommende valg, har desuden i årevis været travlt beskæftiget med at forsvare sig offentligt mod en række aldeles grundløse beskyldninger (fremsat af Berlusconis tv-stationer) - bl.a. at han skulle have været spion for KGB. Men i billedmediernes virkelighed forsvinder de simple kendsgerninger, at anklagerne i sidste ende har vist sig at være falske, og at Berlusconi i sin tid som ministerpræsident brugte statens efterretningstjeneste til at udspionere sine politiske modstandere.

Berlusconi og mafiaen

Enhver kan skaffe sig oplysninger om, hvordan Berlusconi midt i 70'erne kom i kontakt med den sicilianske mafia. Det fremgår af akterne fra en lang række retssager, som er blevet ført ved italienske domstole.

Men i modsætning til medstifteren af Forza Italia, Marcello dell'Utri, som er blevet idømt ni års fængsel for ekstern medvirken til mafiakriminalitet, har Berlusconi aldrig fået en dom for direkte eller indirekte at have fremmet mafiaens virke.

Det kan dog skyldes, at det ofte er lykkedes Berlusconis advokater at forhale retssagerne, indtil forældelsesfristerne blev overskredet samt de lovændringer, han har formået at få gennemført til egen fordel.

Som ministerpræsident påberåbte han sig embedets immunitet for at undgå at skulle redegøre for den kapitaltilførsel, der sidst i 70'erne gjorde ham i stand til at foretage omfattende investeringer i mediebranchen. Investeringer som kom til at danne grundlag for hans økonomiske og politiske magt. Endvidere er det en kendt sag, at Berlusconi sidst i 70'erne blev medlem af den hemmelige frimurerloge P2 (Propaganda Due). En parlamentarisk undersøgelseskommission betegnede i 1984 logen som forfatningsstridig og undergravende for det italienske demokrati.

En af målsætningerne for P2 var "at kontrollere den offentlige gennemsnitsmening ude omkring i landet" - bl.a. gennem strategiske opkøb af medievirksomheder.

Medlemmerne omfattede journalister samt repræsentanter for den politiske verden, efterretningstjenesten, hæren og den organiserede kriminalitet.

I 1990 blev Berlusconi ved appeldomstolen i Venedig dømt skyldig i at have løjet om tidspunktet for sin indmeldelse i P2.

Dette kunne skyldes et ønske om at nedtone den betydning, som disse indflydelsesrige bekendtskaber måtte have haft i forhold til hans komet-agtige opstigning i det italienske samfund.

Disse kendsgerninger er frit tilgængelige. Men fordi skellet mellem underholdning og information er forsvundet i Italien, er simple kendsgerninger blevet skrøbelige.

Der er skrevet tusindvis af bøger og avisartikler om Berlusconis farlige forbindelser, men i et 'telekrati' som det italienske kan et ubehageligt faktum hurtigt forvandles til en holdning, som efter forgodtbefindende kan nedgøres og banaliseres.

Venstrefløjens skyld

I et interview på en af sine egne tv-kanaler betegnede Berlusconi forleden kækt sig selv som "verdensrekordholder i retssager" og hævdede, at 53 ud af Milanos 55 offentlige anklagere havde konspireret mod ham, da han i 2001 blev ministerpræsident. I disse endeløse talkshows bliver han aldrig udspurgt om årsagerne til de mange retssager.

Samtidig forsømmer hans egne medier ingen lejlighed til at forklare italienerne, at anklagerne i virkeligheden bunder i venstreorienterede dommere og journalisters sociale misundelse eller politiske ambitioner. På denne måde afvikles virkelighedsprincippet i det offentlige rum.

I løbet af de to år i opposition er Berlusconi blevet mindst fire år yngre at se på og kan således for femte gang at gå til valg som den nye mand i italiensk politik. Denne gang hedder partiet Popolo della Libertà (Frihedens Folk eller Frihedsfolket, red.) og inkluderer også det postfascistiske Alleanza Nazionale. Men lederen er altså stadig den samme.

Berlusconi har altid sagt, at han faktisk helst var fri for at beskæftige sig med politik: "Min livskvalitet er faldet radikalt," understregede han forleden.

Han vil gerne fremstå som erhvervslederen, der blot aftjener national værnepligt som politisk leder - i modsætning til levebrødspolitikerne på venstrefløjen.

At dømme efter konkrete tiltag og forslag synes Berlusconis politiske virke dog især at være motiveret af to målsætninger: personlig straffrihed og fortsat kapitalakkumulation.

Pressefriheden

Den italienske forfatningsdomstol har flere gange udtalt, at Berlusconis dominans på det italienske mediemarked indskrænker ytrings- og pressefriheden. Ifølge en nylig dom fra EF-Domstolen skal Berlusconis konglomerat Mediaset overdrage sendetilladelsen til en af sine kanaler til selskabet Europa 7. Det er dog næppe forventeligt, at dette påbud vil blive efterlevet, hvis Italiens nye ministerpræsident efter valget den 13.-14. april igen kommer til at hedde Berlusconi. Men den regerende centrum-venstre-alliance haler kraftigt ind på Berlusconis centrum-højre-blok. I en måling i går i det italienske dagblad La Repubblica skaffer Det Demokratiske Parti, som er gået sammen med to mindre partier, 39 procent af stemmerne til centrum-venstre. Det er kun seks procentpoint efter Berlusconis blok. Tidligere var afstanden dobbelt så stor.

Da han sidst var ved magten, vurderede den amerikanske organisation Freedom House, at der kun var "delvis pressefrihed" i Italien. I organisationens seneste rapport om presse- og ytringsfrihed i hele verden rangerer Italien under lande som Mali og Ghana.

Berlusconis kunststykke består i, at han har formået at få denne anomali til at virke helt normal. Ethvert forslag til en normalisering på området bliver udlagt som et forsøg på at skade Mediaset og indskrænke Berlusconis personlige ytringsfrihed. Ifølge denne logik er friheden en absolut værdi, og reglerne i samfundet reduceres til undertrykkende begrænsninger af den enkeltes frihed.

Således betegner Berlusconi også Prodi-regeringens effektive indsats mod den udbredte skatteunddragelse som "undertrykkende".

Mentalitetsspørgsmål

Prodis regering har ført en upopulær økonomisk politik med nedskæringer og privatiseringer i den store offentlige sektor, men har til gengæld formåetat reducere statsgælden, budgetunderskuddet, arbejdsløsheden og ikke mindst den omfattende skattesvindel, som udgør et fundamentalt problem. En mentalitetsændring på dette område må betragtes som forudsætningen for en bydende nødvendig moderniseringsproces i landet.

Men med sin anarkistiske foragt for reglerne i samfundet afspejler Berlusconi mange italieneres tvetydige forhold til den sociale pagt og indgår dermed i en meget direkte kommunikation med store dele af vælgerbefolkningen.

Han betragtes som modellen for personlig succes i et land, hvor mange skaber sig en tilværelse på trods og ikke i kraft af samfundet. Derfor opfatter mange stadig landets rigeste mand som den bedst egnede til at modernisere det stagnerede italienske samfund. For at få succes i Italien skal man have gode forbindelser eller være meget udspekuleret - og ingen har bedre forbindelser og er mere udspekuleret end Berlusconi.

I disse dage er han på tv morgen, middag og aften. Forleden afslørede han i et talkshow på RAI sit valgslogan: "Venstrefløjen har tvunget landet i knæ. Rejs dig, Italien!"

Den 72-årige Berlusconi betegner sig selv som "den nødvendige leder" og for ikke at virke gammel i forhold til sin 20 år yngre konkurrent, Walter Veltroni fra Partito Democratico, understregede han i det samme talkshow, at han politisk set "kun er 14 år gammel" og i øvrigt "i enhver henseende" føler sig ung: "Mine børnebørn betragter mig som Superman".

Det er de ikke alene om. Ifølge meningsmålingerne kan ærkeitalieneren Silvio nemlig se frem til endnu en periode som ministerpræsident.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg græmmes...

Det eneste positive der er at sige om sagen, er at der er materiale til seriøse politologiske studier af hvordan privat-økonomisk dominans af medierne kan skade samfundet. Dette er måske den mest alvorlige trussel mod de liberale demokratier i det 21. århundrede, og eksemplificeres ingen steder (ikke engang i Rupert Murdochs USA) bedre end med Berlusconi.

Hvis vi er heldige når vi at lære lektien og finde konstruktive løsninger inden det går så galt andre steder.

Hvis nogen har hørt om en italiensk politiker, fremstående embedsmand eller forretningsmand, som ikke er gennemkorrupt, vil vi gerne høre herom?

Aage Ølle:

"Hvis nogen har hørt om en italiensk politiker, fremstående embedsmand eller forretningsmand, som ikke er gennemkorrupt, vil vi gerne høre herom?"

Som Shubidua synger: "De varme lande er noget lort", ikke sandt Aage?

I modsætning til dig var de imidlertid ironiske, hvorimod dine stupide og provinsielle nationalistiske statements desværre for dig, tilsyneladende er noget du mener ganske bogstaveligt.

Den danske venstrefløj fatter ikke, hvad der sker i Italien. Hvorfor stemmer så mange på en spradebasse og charlatan? Den danske venstrefløj fatter ikke, hvor upopulær venstrefløjen er i store dele af den italienske befolkning. En stemme på Berlusconi er på en måde en stemme på "enhver anden"!

Det er uhyggeligt at se en mand som Berlusconi nœrmer sig en genvœlgelse. Et billede på mediernes magt i forhold til samfundet.

Det er nok ikke tilfœldigt at regeringen i DK er igang med at stœkke DR så meget som muligt. Men AFR er jo også kendt for tvivlsom omgang med fakta, så det kan jo ikke komme som en overraskelse, hvis det er Forza Italia (eller Popolo della Libertà) han lader sig inspirere af

Jeg har ikke selv fjenrsyn og kan kun opfordre alle andre til at droppe deres og få nyhederne via andre kanaler, det er en lidt tom fornemmelse i den første uge, hvor man ikke helt kan få tiden til at gå. Men så opdager man langsomt at der er mange andre ting der faktisk er sjovere og mere livsbekrœftende end passivt kiggeri.

Jeg har også valgt tv-nyhedsformidlingen fra, men nyder da stadig af og til en god film - fx. i går "Lost in Translation", der på absurd måde (Bill Murrays forgæves kommunikationsforsøg med japanerne og vice versa) af og til mindede om problemerne med at råbe visse skribenter her i forummet op ;-)

Jep, "Lost in Translation" var virkelig god. Jeg troede den handlede om en oversætters vanskelige arbejde, men heldigvis ikke. Det har jeg nok af til hverdag.

Sammenligningen Fogh-Berlusconi er intetsigende. Brixtofte er bedre.

Jeg kunne i øvrigt ikke drømme om at afskaffe mit tv. Så ville jeg bare bruge endnu mere tid sammen alle de skrigende venstre-loonier herinde :-)

Kœre Lars

Det kan jo vœre de (vi) kan lœrer dig noget, så måske det ikke er så dårlig en ide alligevel... ^_^

@AAge Øhle
-Cato