Læsetid: 4 min.

Demokrati er gledet nedad på EU's dagsorden

EU kan i mange tilfælde dårligt nok yde retorisk opbakning til egne principper om demokrati i udenrigspolitikken. Handling har der sjældent været nogen af, siger amerikansk professor
Til trods for, at -valg- er et ord, man på ingen måde kan bruge om det, der foregik i Usbekistan i december 2007, modtog præsident Islam Karimov et lykønskningstelegram fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, da han var blevet valgt til en tredje periode som præsident - i øvrigt i strid med landets forfatning.

Til trods for, at -valg- er et ord, man på ingen måde kan bruge om det, der foregik i Usbekistan i december 2007, modtog præsident Islam Karimov et lykønskningstelegram fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, da han var blevet valgt til en tredje periode som præsident - i øvrigt i strid med landets forfatning.

13. februar 2008

ISTANBUL - Der var en gang, hvor EU slog hårdt ned på diktatorer. Zimbabwes Robert Mugabe blev dengang underkastet sanktioner og frosset ude af alt samkvem med EU, fordi han på brutal vis undertrykker sin befolkning.

Det gør han stadig, og situationen i landet er værre end nogensinde, men EU har droppet sin kompromisløse kurs og inviterede i december despoten til topmøde i Lissabon.

Det højere formål var en styrket EU-Afrika-dialog, men netop den slags undskyldninger er blevet en glidebane, der har sendt demokrati og menneskerettigheder nedad på EU's dagsorden i forhold til omverdenen, siger Dr. Karen E. Smith fra London School of Economics and Political Science (LSE).

"Etiopien fængsler aktivister, uden at EU gør noget. I Kenya sker der ikke noget, og da Nigeria afholdt det mest åbenlyst manipulerede valg, gjorde EU ingenting. Det samme gælder EU's forhold til Centralasien, hvor de sidste år lavede en stor strategi, der dybest set handler om at skaffe energi. De nævner menneskerettigheder, men det er kun ord. Menneskerettigheder er noget, man kun taler om," siger Dr. Karen E. Smith.

Hun peger på, at EU ikke alene afholder sig fra at gribe ind, landene i unionen afholder sig stort set også fra at diskutere det faktum, at der ikke gribes ind. Forklaringen er, at Europa spiller et magtspil i Afrika for at sikre, at Kina ikke undergraver EU's interesser på kontinentet. Når EU var så optaget af at få et succesrigt Afrika-topmøde i Lissabon, var det fordi, EU ikke længere er den eneste store spiller i Afrika.

"På den ene side er der store strategiske overvejelser bag at lade være med at tale om menneskerettigheder, på den anden side er der ingen, der bekymrer sig om emnet. Hverken politikere, diplomater eller EU-Kommissionen presser på for den dagsorden. De skandinaviske lande og Tjekkiet bliver måske sure over det, men de er små og kan ikke sætte skub i spørgsmålet," siger professoren og tilføjer, at den amerikanske fiasko i Irak heller har ikke har gjort det nemmere at tale demokrati med diktatorer.

I sin årsrapport for 2007 giver Humans Rights Watch udtryk for nøjagtig samme kritik. I det forgangne år blev der blandt andet afholdt valg i Bahrain, Jordan, Nigeria, Rusland og Thailand, og selv om ingen af dem levede op til almindelige demokratiske standarder, lod både EU-landene og USA som om, at valg i sig selv er godt nok.

"Det er blevet for let for autokrater at slippe af sted med at opbygge et skindemokrati," siger direktør Kenneth Roth for Human Rights Watch i en udtalelse i forbindelse med årsrapporten.

"Det skyldes, at for mange vestlige regeringer insisterer på valg og nøjes med det. De presser ikke regeringer på de centrale menneskerettighedsspørgsmål, der får et demokrati til at fungere - en fri presse, fredelige forsamlinger og et fungerende civilsamfund, der for alvor kan udfordre magten."

OSCE ønsker involvering

Organisationen for Fred og Samarbejde i Europa (OSCE) er blevet skældt ud for at have lykønsket Usbekistans præsident Islam Karimov med sin valgsejr i december på trods af valgsnyd og på trods af, at sejren klart var i strid med den usbekiske forfatning.

Det var ikke OSCE's finske rapportør for valg i Centralasien, Kimmo Kiljunen, der sendte lykønskningstelegrammet, men han forsvarer, at Europa involverer sig med lande som Usbekistan i stedet for at isolere dem.

"Menneskerettigheder skal altid være øverst på dagsordenen og særligt i OSCE. Men det er ikke effektivt at isolere lande. Det er bedre at samarbejde med dem, for ad den vej kan man påvirke dem. Et eksempel er Cuba. Hvis det ikke havde været for de amerikanske sanktioner er jeg 100 procent sikker på, at det ville have forandret sig for længe siden. Den bedste tilgang er at bevare samarbejdet og på den måde lære fra hinanden," siger Kimmo Kiljunen, der også er medlem af det finske parlament.

Demokrati gradbøjes

Flere eksperter peger imidlertid på, at den form for relativisering af menneskerettigheder og demokrati er skadeligt for det projekt, man gerne vil fremme. Både i forhold til befolkningerne i de involverede lande, men også i forhold til de signaler, de vestlige demokratikompromisser sender alverdens autoritære regimer.

"De stormagter, som ser sig selv som modpoler til USA og EU - det vil sige Rusland og Kina - bekræftes i, at demokrati handler om geopolitik, hegemoni og intet andet," siger Centralasien-specialist Jonas Kjærgaard Jepsen.

"I det tidligere Sovjetunionen ser Rusland for eksempel, at så længe en autoritær leder er føjelig, og så længe han har en provestlig eller antirussisk udenrigspolitisk linje, kan han blive siddende på magten. Det giver regimerne den ide, at demokrati kan gradbøjes."

Karen E. Smith fra LSE er enig i den analyse: Hvis man siger til landene, at demokrati ikke er vigtigt nu, men først ud i fremtiden, eller hvis man siger, at demokrati er vigtigt i det ene land, men ikke i det andet, så er det ikke svært for landene at få øje på det usammenhængende i EU's udenrigspolitik, siger hun.

"EU's menneskerettighedsindsats er ikke helhjertet, og de kommer ingen vegne. I tilfældet med Usbekistan skal man enten presse præsident Karimov og sige, at enten gør han sådan og sådan, eller også får han ikke noget handel. Hvis han ikke giver sig, må man stå fast, droppe handlen og så forklare det til sine befolkninger," Karen E. Smith.

Hun nævner eksemplet Rusland, hvor EU og Vesten i 15 år gik og sagde, at landet var på rette spor, selv om det trynede pressen og aldrig var i stand til at afholde et retfærdigt valg. Nu klager EU-landene over præsident Vladimir Putin, men det er for sent.

"EU skulle have gjort et spørgsmål ud af det for længe siden," siger professoren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu