Læsetid: 4 min.

'EU forstår ikke, hvad der sker i Serbien'

Vesten kritiseres for at simplificere resultatet af søndagens serbiske præsidentvalg. Det bliver udlagt som en sejr for EU og demokratiet, men var blot en uhyre spinkel stemme mod ultranationalismen, lyder det fra Beograd
Iagttagere i Beograd ser ikke sejren som et udtryk for opbakning til Boris Tadic, men mere som et udtryk for afsky for hans modkandidat, den ultranationalistiske Tomislav Nikolic, der talte om at gøre en af Serbiens værste krigsforbrydere til ny ministerpræsident, hvis han var blevet valgt.

Iagttagere i Beograd ser ikke sejren som et udtryk for opbakning til Boris Tadic, men mere som et udtryk for afsky for hans modkandidat, den ultranationalistiske Tomislav Nikolic, der talte om at gøre en af Serbiens værste krigsforbrydere til ny ministerpræsident, hvis han var blevet valgt.

Srdjan Ilic

5. februar 2008

ISTANBUL - Der er ikke meget at råbe hurra for efter det serbiske præsidentvalg, heller ikke selv om lykønskninger og lovord i går strømmede fra top-politikere over hele Europa.

"Dagen i går (søndag, red.) var en sejr for demokrati i Serbien og for de europæiske værdier, vi deler," sagde for eksempel EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, til nyheden om, at den pro-europæiske præsidentkandidat Boris Tadic vandt valget.

Og fra Danmarks udenrigsminister Per Stig Møller lød det, at "de serbiske vælgere må lykønskes med dette valgresultat, som er en rigtig god nyhed for Serbiens europæiske perspektiv. Men det er sandelig også en god nyhed for EU og hele Europa".

De glade og lettede kommentarer dækker over, at Boris Tadic vandt med den absolut mindste margin. Blot nogle få hundredetusinde vælgere blandt de 6,7 millioner stemmeberettigede sikrede den siddende præsident en sejr på minimale 50,5 procent af stemmerne. Dertil kommer, at iagttagere i Beograd ikke ser sejren som et udtryk for opbakning til Boris Tadic, men mere som et udtryk for afsky for hans modkandidat, den ultranationalistiske Tomislav Nikolic, der har talt om at gøre en af Serbiens værste krigsforbrydere til ny ministerpræsident, hvis han var blevet valgt. Han fik 47,8 procent.

"Det er rigtig nok en sejr for den pro-europæiske fløj, men den er kun sikret på grund af folks frygt for, at de radikale skulle vinde. Boris Tadic har vundet på serbernes frygt for højrefløjen," siger Edo Celebic, der er politisk journalist på tv-stationen Studio B.

Serbien er splittet

Senioranalytiker for International Crisis Group James Lyon er helt enig og kritiserer i skarpe vendinger EU-lederne for deres (manglende) forståelse af serbisk politik.

"Europæiske ledere forstår ikke, hvad der foregår i Serbien, og det må du gerne citere mig for. Hr. Tadic vandt med ikke en gang 51 procent af stemmerne. Det viser, at Serbien er dybt splittet, og at Boris Tadic ikke har et klart mandat til ret meget andet end at blive siddende på sin post. Valget har vist, at de radikale og deres støtter udgør næsten halvdelen af vælgerne, og dermed på ingen måde er en marginaliseret gruppe, der bare kan afskrives, som EU og Vesten gør. De er nødt til at blive taget alvorligt som en politisk magt her i landet," siger James Lyon.

Han kritiserer EU for at oversimplificere valgresultatet ved at gøre det til en afstemning til fordel for EU. Valget handlede ikke om EU, siger han, men om, at befolkningen er frustrerede over den økonomiske situation, hvor priserne stiger, det er småt med arbejde, og levestandarden derfor daler. Begge iagttagere fremhæver, at den pro-demokratiske regering i sine otte år ved magten ikke har evnet at forbedre økonomien, tværtimod er bruttonationalproduktet lavere i dag end under Slobodan Milosevic.

"Den gennemsnitlige løn er på 400 euro om måneden, og leveomkostningerne i Beograd er højere, end de er i Berlin. De såkaldte demokrater opleves som ekstremt korrupte og som nogle, der har forbindelser til organiserede kriminelle og landets nyrige, men ikke som nogen, der gør noget for almindelige mennesker. Når de stemte for Boris Tadic gjorde de det, fordi de er bange for, hvad der vil ske, hvis de radikale kommer til magten," siger senioranalytikeren.

Han kritiserer også EU-landene for ustandseligt at gentage sloganet om, at meningsmålinger siger, at 75 procent af serberne er for EU, uden samtidig at nævne de målinger der viser, at det store flertal hellere vil ofre et fremtidigt EU-medlemskab, end de vil ofre Kosovo.

Regeringskrise

Bag sejren til Boris Tadic lurer også det problem, at den pro-demokratiske regering, hans parti tilhører, er en yderst skrøbelig koalition. Regeringen blev samlet af nød mere end af lyst for et år siden, og spliden partierne i mellem var tydelig i sidste uge, da ministerpræsident Vojislav Kostunica undlod at anbefale vælgerne at stemme på koalitionspartneren Boris Tadic til valget.

Ministerpræsidenten er også langt mere kompromisløs og højreorienteret på Kosovo-spørgsmålet end præsidenten, selv om begge politikere er imod en løsrivelse. Så når Kosovo som ventet erklærer sig selvstændigt i løbet af den næste måneds tid, vil det yderligere ryste koalitionen og skubbe Vojislav Kostunica tættere på den radikale højrefløj, der efter et nyvalg kunne blive hans fremtidige koalitionspartner.

"Jeg forudser, at vi går en meget anspændt måned i møde. Vojislav Kostunica var i dag (mandag, red.) den eneste, der ikke ønskede Boris Tadic tillykke med sejren. Det er meget bemærkelsesværdigt, og der er ingen tvivl om, at regeringen er i krise. Jeg tror nu alligevel ikke, det er realistisk med et nyvalg lige nu, men efter Kosovos løsrivelse og lokalvalget i maj, kan det meget vel være, det kommer," siger Edo Celebic fra Studio B.

Han peger også på, at det bedste, EU kan gøre, er at bruge sin indflydelse til dels at fremme optagelsesprocessen så meget som muligt, så den demokratiske fløj har noget at vise vælgerne. Dels at presse den siddende regering til at sætte fart på de politiske og økonomiske reformer og til at tage et opgør med korruptionen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu