Den friske ældre herre med det hvide hår blev løsladt fra det berygtede Evin fængsel i Teherans udkant for bare otte måneder siden. Men det virker, som om de fem års indespærring blot har givet ham endnu mere energi.
Nasser Zarafshan er 62 år, advokat og forfatter af profession og en kendt personlighed i Iran.Vi møder ham hjemme i hans lejlighed i Teheran ved et spisebord, der er dækket af mapper og papirer.
"Jeg er fortrøstningsfuld og positiv - selvom jeg erkender, at de sidste to-tre år er blevet hårdere for de kritiske røster," siger Zarafshan, som lige nu har travlt med at forsvare de over 60 venstreorienterede studerende fra bevægelsen Frihed og Lighed, som er blevet fængslet siden december.
Dermed har Zarafshan endnu engang kastet sig ud i en sag, der tydeligvis opfattes som meget politisk følsom for regimet.
"Det at der snart er valg i Iran, kan betyde noget for de fængslede studerendes situation. Måske er valget en formildende omstændighed. Regimet ønsker ro og fred internt i landet, men er også interesseret i en så stor opbakning i udlandet som muligt, der kan give en positiv mediedækning af valget internationalt," siger Zarafshan.
Han udtrykker dog alligevel bekymring:
"Kun relativt få studerende er blevet løsladt, resten er i afhøringsfasen og dernæst bliver de løsladt imod betaling af kaution og derefter retsforfulgt. Sådan er det her i landet. Lovgivningen bliver ikke overholdt, for så skulle jeg have haft lov til at mødes med mine klienter," siger Zarafshan og bliver afbrudt af telefonen, der ringer.
Det er en forælder til en af de fængslede studerende, der spørger efter nyt om sin søn, som hun ikke har hørt fra siden fængslingen. Hun håber, at Zarafshan ved noget. Det gør han ikke, men forsøger alligevel at berolige hende.
Sidste gang Zarafshan var involveret i en sag, blev han bortført, senere udsat for falske anklager om besiddelse af våben og alkohol og til sidst idømt fem års fængsel og 70 piskeslag. Regimet ønskede ikke at få opklaret, hvorfor, hvordan og af hvem to journalister blev myrdet i slutningen af 1990'erne. Zarafshan repræsenterede den gang de to journalisters familier og fortsatte med at efterforske mordsagerne på trods af trusler fra den iranske efterretningstjeneste.
De to mord var to af fem, der i dag er kendt som 'Seriemordene', hvor fem mennesker forsvandt på mystisk vis eller blev myrdet brutalt.
Tre illusioner
- Betyder de studerendes aktiviteter på universiteterne, at venstrefløjen i Iran er genopstået?
"Venstrefløjen led et kæmpe nederlag efter revolutionen, men den har altid eksisteret. De unge studerende er de modige, de som tør. De er trætte af fattigdom og ulighed, og de er kritiske over for den verden, de lever i, men dét er desværre en forbrydelse. Den iranske befolkning har fra og med revolutionen i 1979 troet på tre illusioner om frihed, demokrati og social retfærdighed. Først troede de, at revolutionen ville befri iranerne fra imperialisme, diktatur og social elendighed, det skete ikke," siger Zarafshan og tæller med på fingrene.
"Den næste illusion er reformismen og den tidligere præsident Khatami, der kom til magten, fordi befolkningen var og er utilfreds med den politiske scene. Khatami fik flere millioners stemmer, han foregav at være de studerendes stemme og lovede ændringer inden for systemet. Illusionen om reformer blev aldrig til mere end nogle få plastre på et stort åbent sår. Erfaringen viser, at det eksisterende system ikke kan ændre sig selv. Illusion nummer tre omhandler en USA-ledet krig eller omvæltning, som vil befri iranerne. Det irakiske eksempel har på tragisk vis bevist, hvad en krig betyder, og hvad USA vil i Mellemøsten."
- Hvad tror du, befolkningen ønsker - hvad er næste illusion eller håb?
"Befolkningen er utilfreds. Utilfreds med korruption, undertrykkelse og social elendighed. Den ønsker et demokratisk samfund, hvor menneskerettighederne overholdes. Men det er efterhånden gået op for befolkningen, at den selv skal skabe et nyt Iran fra neden. Det er også gået op for dem, at reformerne under Khatami ikke kom af sig selv, men fordi folket krævede det og fremtvang dem."
- Det lyder flot, men hvordan tror du konkret det kan ske?
"Det er ikke noget forkromet teoretisk indfaldsvinkel jeg præsenterer. Man skal bare tage udgangspunkt i den virkelighed, som befolkningen møder. Inflationen er høj, og det samme er priserne. Den offentlige transport er for dårlig, der er ikke nok gas til den her vinterkulde, og der er stor arbejdsløshed. Arbejderklassen har meget ringe kår og må nøjes med midlertidige kontrakter eller såkaldt 'hvide kontrakter', hvor arbejderen skal underskrive et blankt stykke papir som sin arbejdskontrakt. Med andre ord har han ingen rettigheder. Alt det reagerer folk selvfølgelig imod. Arbejderbevægelsen og de studerendes bevægelse vokser af den grund for at protestere og for at skabe et alternativ. Kvindebevægelsen vokser også, kvinder kræver frihed og rettigheder. Af den grund har vi også for hvert år været vidne til en stadigt voksende 8. marts-demonstration, der snart er på vej igen," siger Zarafshan.
