Læsetid: 4 min.

Den franske drøm om Afrika

Den franske hær og EU er tæt på at intervenere i Tchad, hvor en oprørshær truer regeringen. Frankrig har en lang tradition for militær indgriben i sine gamle kolonier. Det handler om menneskeliv, der skal reddes, men også om at bevare en fransk kulturel og sproglig zone og at sætte sig på naturressourcerne, før inderne og kineserne
Den franske forsvarsminister Hervé Morin mødtes i går med Tchads præsident Iddriss Deby i hovedstaden N-Djamena. Her forsikrede Marin om Frankrigs fortsatte opbakning til den siddende regering.

Den franske forsvarsminister Hervé Morin mødtes i går med Tchads præsident Iddriss Deby i hovedstaden N-Djamena. Her forsikrede Marin om Frankrigs fortsatte opbakning til den siddende regering.

Pascal Guyot

7. februar 2008

PARIS - EU's militære mission i Tchad, den såkaldte EUfor Tchad/CAR mission, er 'udsat, indtil sikkerhedssituationen er forbedret.' Det sagde talspersonen for missionen, kommandant Dan Harvey, mandag, men det udsagn blev modereret af det slovenske EU-formandskab, som i Bruxelles i går udtrykte "stærke forhåbninger om, at operationen vil fortsætte meget snart... det går langsomt fremad," hed det. Missionen blev godkendt af EU's udenrigsministre i sidste uge og består af indsættelsen af 3.700 EU-soldater i Tchad og den Centralafrikanske Republik. Frankrig sender 2.100 soldater, Polen og Irland hver 400 soldater, mens resten kommer fra 11 andre EU-lande.

Forvirringen om EU's signaler har ikke afholdt den gamle kolonimagt Frankrig fra at fortsætte en højprofileret kurs og åbenlyst bakke Tchads siddende regering op. Præsident Nicolas Sarkozy sendte i går sin forsvarsminister, Hervé Morin, til hovedstaden N'Djamena for at mødes med præsident Idriss Deby og de 1.900 franske soldater, der allerede befinder sig i det olierige land.

Slaget om ressourcerne

Den franske massive tilstedeværelse i regionen dækker over "en utrolig kompleks situation," siger udviklingsekspert og professor Henrik Secher Marcussen fra Roskilde Universitetscenter, der ikke mener, at valget af Nicolas Sarkozy som præsident har medført de store ændringer i den franske Afrika-politik, om end han kalder Sarkozys optræden i regionen for "temmelig amatøragtig."

"Hans tale i Dakar var pinlig". (præsidenten holdt en tale på det anerkendte Cheick Anta Diop-universitet i juli 2007, hvor han bl.a. sagde, at 'Afrikas tragedie er, at den afrikanske mand ikke fuldt er trådt ind i historie og aldrig rigtigt har taget skridtet ind i fremtiden.'" AG).

"Først og fremmest drejer det sig for Frankrig nu som før at sikre sig adgangen til de vigtige naturressourcer, der findes i regionen og bevare la Francophonie (den fransksprogede verden, som bl.a. inkluderer de tidligere franske kolonier, AG). I Tchad drejer det sig også om at undgå en spill-over effekt fra Darfur og om en række alvorlige politiske konflikter i det nordlige Niger, hvor Frankrig er dybt involveret i en konkurrence om ressourceudnyttelsen," siger han.

Kineserne kommer

Monique Alexis, som er tilknyttet det danske Center for Menneskerettigheders internationale afdeling som projektleder, er enig med Secher Marcussen i, at Sarkozy viderefører linjen fra Chirac. Hun uddyber, hvordan konflikten om naturressourcerne spidser til lige nu:

"I Niger har det franske firma Arriva haft monopol på udvindingen af uran lige indtil sidste år, hvor et kinesisk firma kom ind på markedet med et langt bedre tilbud, meget bedre end franskmændenes. Efter de seneste uroligheder i Niger, som netop udsprang i den region, hvorfra uranen bliver udvundet, hyrede Arriva så de nationale sikkerhedsstyrker til at bevogte uranen."

"Der skete så det, at nogle tidligere oprørere, som var blevet optaget i sikkerhedsstyrkerne, som en del af fredsslutningen i midten af 1990'erne, gik tilbage til oprørsstyrkerne og kidnappede en ansat i det kinesiske firma. Dette fik så Nigers regering til at beskylde franskmændene for at stå bag kidnapningen - grundet konkurrencen med kineserne."

"Det tror jeg personligt er urealistisk, men det viser noget om, hvor højspændt og anspændt hele situationen i området er. Niger har om noget været et land, der altid har bakket op om Frankrig som det ledende vestlige land i regionen, men nu er den rolle sat til kritisk diskussion."

Lokummet brænder

Alexis nævner, at det samme gælder for lande som Elfenbenskysten, Mali, Sudan og Senegal.

"Alle steder, hvor det brænder på for Frankrig, som dertil er blevet ret upopulær grundet de mange hjemsendelser af illegale afrikanske indvandrere fra Frankrig - en politik som Sarkozy også har ført kampagne på."

Henrik Nielsen, der også er forsker ved Center for Menneskerettigheder, vurderer modsat, at Frankrig rent faktisk er ved at omdefinere sin Afrika-politik - til det værre: "Dakar-talen var retorisk tilbage til Tintin i Congo, og det stunt, hvor Sarkozy tog til Tchad og reddede de franske såkaldte adoptionsarbejdere fra organisationen Zoés Ark, som var blevet fængslet for reelt at kidnappe afrikanske børn, der ikke var forældreløse, var bizar. Jeg vurderer, at han er under pres fra det yderste højre i fransk politik."

Han påpeger, at Verdensbanken er ved at investere i en stor pipeline netop i Tchad lige nu, som viser vigtigheden af landets olie, og siger slutteligt, at der også er sket et skifte i den overord-nede Afrika-diskurs i Europa:

"Det siges jo hele tiden mere eller mindre direkte, at Afrika er et kontinent ude af kontrol. Et kontinent, der har brug for hjælp, hvor det er helt legitimt at intervenere for at skabe ordnede forhold. Det diskursskifte falder sammen med den øgede interesse for de afrikanske naturressourcer, hvor europæerne forsøger at sætte sig på deres tidligere kolonier, før inderne og kineserne kommer til fadet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu