Læsetid: 3 min.

Håb om Annans succes i Kenya

Rygtet vil, at Kenyas regering og oppositionen nærmer sig en aftale. Kofi Annan har større held med sine fredsforhandlinger i Kenya end sine forgængere – men han har også haft en trumf i ærmet
Udland
22. februar 2008
Rygtet vil, at Kenyas regering og oppositionen nærmer sig en aftale. Kofi Annan har større held med sine fredsforhandlinger i Kenya end sine forgængere

Det er nok for tidligt at lade propperne springe, men ifølge de seneste meldinger er Kenyas regering og oppositionsledere tæt på at nå til enighed om at dele magten så oppositionen får premierministerposten. Parterne er »i princippet« enige om en aftale. Dog er der fortsat nogle detaljer om beføjelser, der er uafklarede, fortæller en kilde tæt på regeringen torsdag.

Derved kan kenyanerne håbe på, at der for denne gang er sat et punktum for de uroligheder, som i kølevandet på decembers omstridte præsidentvalg har kostet mindst 1.000 mennesker livet.

»Jeg begynder at se lys for enden af tunnelen,« sagde FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan, der leder forhandlingerne i går. Det så ellers fra starten ud til at blive en endda meget vanskelig opgave for Annan, for før hans ankomst til Nairobi, gjorde en af præsident Mwai Kibakis mere uforsonlige ministre regeringens standpunkt krystalklart:

»Hvis Kofi Annan kommer, er det ikke, fordi vi har inviteret ham. Set fra vores synspunkt har vi vundet et valg,« sagde John Michuki, medlem af Kibakis inderkreds.

»Men mere end fire uger senere befinder den kenyanske regerings uinviterede gæst sig her stadig – og viser ingen tegn på at rejse igen. Han bor i en suite på luksushotellet Serena og har arbejdet 14 timer om dagen, lokket, vredet armen om på og ved flere lejligheder truet forhandlerne fra både regeringen og oppositionen.

Til trods for diverse udbrud og trusler om at forlade forhandlingerne, er det lykkedes Annan at opnå indrømmelser fra begge parter, og skubbe dem stadig tættere mod et politisk kompromis, der kunne løse Kenyas krise.

For Kofi Annans stil har imponeret kenyanere: »Han er en venlig og stille mand, men han er også stædig,« siger Gladwell Otieno, leder af Nairobi-organisationen African Centre for Open Governance.

»På sin egen måde viser han kenyanere en anden model for lederskab.«
Tidligere internationale fredsmæglere er kommet og gået – ignoreret og ydmyget af regeringen. Ghanas præsident, John Kufuor, der leder Den Afrikanske Union, blev oprindelig nægtet indrejse. Da han flere dage senere fik en officiel invitation, latterliggjorde regeringens talsmand, Alfred Mutua, Kufuors mission ved at sige, at denne blot var kommet »for at drikke en kop te.«

Kofi Annan var tilsyneladende på vej mod en lignende ydmygelse. Kibaki nægtede at modtage ham i lufthavnen og ignorerede ham hele den første dag, men indvilligede endelig i at mødes med ham, først 48 timer efter hans ankomst.
Men regeringen opdagede hurtigt, at de fleste kenyanere anser Annan for at være nummer to i rækken af betydelige afrikanske ledere, kun overgået af Nelson Mandela.

»Kofi besidder en position der gør det vanskeligt at angribe ham personligt,« siger Otieno.

Truende kort
Efter at have overtalt oppositionslederen Raila Odinga og Kibaki til at mødes til et offentligt håndtryk, fløj Annan til Rift Valley for selv at danne sig et indtryk af flygtningelejrene. Ved hans tilbagekomst mødtes han med Kibaki og fortalte ham direkte, at Kenya var i krise.

I løbet af få dage havde regeringen indvilliget i at forhandle. I de seneste tre uger har forhandlere brugt det meste af tiden isoleret i et mødeværelse på Hotel Serena. Forhandlingerne har ikke været uden problemer. Annans deadline er kommet og gået. Højt besungne »endelige gennembrud« har vist sig ikke at være meget andet end enighed om at fortsætte forhandlingerne.

Ud over at appellere til regeringens »bedre kræfter«, har Annan nogle mere truende kort at spille ud: Offentliggørelsen af EU’s valgobservationsrapport er blevet udskudt på grund af de fortsatte forhandlinger.

Det formodes, at rapporten vil vise, at præsident Kibakis sejrsmargin var mindre end det utrolige antal stemmer, han tilsyneladende fik. Det menes, at Annan har en kopi af rapporten, som kunne tages i brug, hvis han føler, regeringen forhindrer fremskridt.

udland@information.dk

© The Independent & Information. Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her