Læsetid: 3 min.

Håb i et af Europas mest korrupte lande

Kosovo ligger rigtig højt på listen over de mest korrupte lande i verden. Nu knytter der sig store håb til EU-forvaltningen, som ventes at rykke ind snarest. En af korruptionsjægerne har et godt råd med på vejen: Gå ikke for tæt på de kosovariske ledere
19. februar 2008

BRUXELLES - Korruptionen gennemsyrer samfundet i Kosovo - fra almindelige menneskers lægebesøg til de store kanoner i forvaltning og politik. Kun Cameroun, Cambodia og Albanien scorer højere, når det gælder behovet for at betale lidt ekstra for at få en offentlig ydelse - i Kosovo er det hele 67 procent, der har måttet gøre det. Men ikke kun i den enkelte borgers hverdag er korruption et problem. Organiseret kriminalitet i den helt store stil og korruption i forbindelse privatisering og offentlige opgaver er blandt andre kendte problemer.

Kosovo har været under FN-administration siden krigen i 1999, samtidig med at den kosovariske forvaltning langsomt skulle opbygges. Og netop det har været et af de tungeste problemer, mener Avni Zogiani, leder for Cohu, en forening, der bekæmper korruption.

"Kosovo er nok det mest ekstreme tilfælde af korruption i Balkan," siger han, "og korruptionen har to forældre: Kosovo-forvaltningen og FN-missionen UNMIK," siger han. Hver gang, der er en korruptionssag eller en mistanke, så går man til FN-forvaltningen UNMIK, som siger, at ansvaret ligger hos den kosovariske forvaltning.

"Jeg tror, at korruptionen er en trussel både i Kosovo, Makedonien og Albanien. Men i Kosovo er det mest ekstremt, fordi magtens deling betyder, at det var muligt at spille ping-pong med ansvaret," siger han.

"UNMIK tolererede korruption, dels fordi de bedre kunne kontrollere politikerne, hvis de havde noget på dem. Og dels fordi de var meget bekymret for sikkerheden på kort sigt. Hvis man vil bekæmpe korruptionen, skal man fjerne nogle politikere på højt niveau," siger Zogiani.

Den slags trusler foregik ikke engang i det skjulte - det er næsten det, Zogiani er mest fortørnet over. På et tidspunkt var der en korruptionsmistanke mod en højtstående politisk rådgiver i den kosovariske forvaltning. "Så holdt de en pressekonference, hvor de offentligt truede UNMIK med sikkerheden," siger Zogiani.

Ikke engang skjult

Men korruptionen berører ikke kun de kosovariske myndigheder, også UNMIK selv har været ramt. Så sent som i december fyrede UNMIK sin stedfortrædende chef, Steven Schook. Schook var ifølge flere Balkan-medier mistænkt for at have været lidt for tæt på den kosovariske energiminister i sagen om nybyggeri af et kulkraftværk samt den tidligere premierminister Ramush Haradinaj, der er sigtet for krigsforbrydelser ved domstolen i Haag. Politiken talte også om korruptionsmistanker i forbindelse med privatiseringer i energisektoren.

Men det er ikke den eneste gang, at der er akutte korruptionsmistanker omkring FN-forvaltningen. En anden stor sag i de senere år var systematisk korruption i lufthavnen i Pristina. Job-for-penge -sagen blev den kaldt, fordi det blandt andet havde været muligt at købe sig til nogle af de eftertragtede job i lufthavnen.

Men også i det små er korruptionen en tung byrde, blandt andet på hospitalerne. "Portvagten sagde 10 euro (75 kroner), og lægen krævede 5 (37 kroner)," berettede Petrit Selimi, en ung mand til nyhedswebsiden BIRN. Og en 60-årig kvinde fortalte, hvordan hun fra tandlægen blev sendt til en privat klinik, hvor prisen for behandling ville være 10 euro. "Jeg er pensionist, jeg vil ikke betale," sagde kvinden til BIRN.

"Situationen kan ikke blive værre," siger Avni Zogiani og remser op, hvordan politikere er involveret i smugling af cigaretter, mennesker og narkotika. Uafhængigheden ændrer sådan set intet på det. Heller ikke strukturen med en international og en kosovarisk forvaltning vil ændre sig stort, når EU ventes at tage over i den kommende tid.

Sætter lid til EU

"Men jeg er optimistisk," siger han alligevel. "Kosovo er tæt på EU, så EU er forhåbentligt mere interesseret i retsstaten. Hvis EU tolererer organiseret kriminalitet i Kosovo, vil et af resultaterne være menneskesmugling til nogle EU-lande," siger han.

EU har en mere direkte interesse i, at det går godt i Kosovo, og EU kommer med klare fælles værdier for forvaltningen, tror han. Desuden har EU allerede meldt ud, at kommende regeringer skal være 'rene' - hvilket ifølge Zogiani er en vigtig støtte til de kosovariske ledere, når der skal dannes regering.

Og så har korruptions-bekæmperen et godt råd til EU's medarbejdere, når de overtager forvaltningen efter UNMIK. De skal lære af tidligere fejl, da UNMIK-folk blev tæt knyttet eller endda venner med politikere, der senere viste sig at være involveret i korruption.

"Kom ikke for tæt på de kosovariske ledere," lyder rådet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu