Læsetid: 5 min.

Hillary Clinton håber på et mirakel

Nu er både valgkalenderen, nyhedsstrømmen og pengestrømmen imod Hillary Clinton, og den proportionale fordeling af delegerede, som det demokratiske parti sværger til, betyder, at Obamas kampagne nærmest skal kollapse før Hillary kan få almindelige delegerede nok til vinde
Udland
25. februar 2008
Formår Hillary Clinton ikke at stille spørgsmål ved Barack Obamas evne til at vinde blandt kernevælgerne i de store statere, vil den herskende opfattelse være, at det er hende, der med risiko for at skade partiet forsøger at stikke en kæp i hans hjul, snarere end omvendt.

Formår Hillary Clinton ikke at stille spørgsmål ved Barack Obamas evne til at vinde blandt kernevælgerne i de store statere, vil den herskende opfattelse være, at det er hende, der med risiko for at skade partiet forsøger at stikke en kæp i hans hjul, snarere end omvendt.

Carolyn Kaster

Tiden er ved at rinde ud for Hillary Clinton. Hendes nederlag er ikke uafvendeligt, men efter 11 sejre i træk til Barack Obama har hun desperat brug for, hvad amerikanerne kalder en gamechanger - et eller andet, der kan ændre dynamikken i deres indbyrdes kamp. For mange vælgere er Obama i en sådan grad blevet personificeringen af håbet om forandring, at det vil kræve mere end gode argumenter, detaljerede forslag og større erfaring at bremse hans march mod nomineringen i august.

Clinton-lejren havde tydeligvis regnet med at det hele var afgjort ved super-duper Tuesday den 5. februar, så en 'Plan B' ikke var nødvendig. Nu er både valgkalenderen, nyhedsstrømmen og pengestrømmen imod dem, og den proportionale fordeling af delegerede, som det demokratiske parti sværger til, betyder, at Obamas kampagne nærmest skal kollapse før Hillary Clinton kan få almindelige delegerede nok til vinde. Derfor er kampen om de såkaldte 'superdelegerede' for alvor sat ind.

De superdelegerede

Denne kamp får mange i partiet til at frygte et kaotisk konvent, som tilbage i 1968 i Chicago - en begivenhed, som det tog partiet slikkede sårene efter i årtier. De amerikanske medier svømmer over af forslag til, hvilke principper de superdelegerede bør stemme efter for at ruste partiet bedst muligt til efterårets valgkamp. Begge kandidaters lejre bidrager flittigt til spekulationerne.

De superdelegerede udgøres af små 800 partifunktionærer, kredsformænd, ledende partiaktivister, medlemmer af Kongressen, guvernører og en række politiske veteraner. De fik deres mandater efter valget i 1980 for at give partiet lidt mere hånd i hanke med udvælgelsen af kandidater. Formelt set er deres eneste forpligtelse af stemme på den kandidat, de personligt mener, vil være bedst for partiet, og de har ret til at skifte mening adskillige gange undervejs. Reelt føler mange af dem sig imidlertid bundet af, hvordan vælgerne i deres hjemlige valgdistrikter har stemt.

For Obama-lejren ligger det lige for at insistere på, at de superdelegerede bør stemme i overensstemmelse med de almindelige delegerede - i hvert fald hvis han som forventet stadigvæk har et flertal efter valgene i Texas og Ohio den 4. marts. Han kan yderligere henvise til, at mange af de nye vælgere, som hans kampagne har trukket til muligvis vil blive hjemme ved valget i november, hvis de føler, at afgørelsen bliver fravristet dem af partiets establishment.

Et tveægget sværd

Det er andre typer af argumenter, som Clinton-lejren må forsøge sig med. De kan slå på, at Hillary har vundet i de største stater - New York, Californien, Massachusetts, New Jersey (mens Florida er en tilsnigelse, fordi staten formelt var boycottet af partiet). Det er ikke noget stærkt demokratisk argument, og det holder under alle omstændigheder kun, hvis hun også vinder i både Texas, Ohio og Pennsylvania. Hun skal tilmed vinde med mindst 10 procent for at komme i nærheden af Obamas antal af almindelige delegerede. Ellers undergraver det de øvrige argumenter, hun kan anføre overfor de superdelegerede.

Hillary Clinton kan påpege, at mange af Obamas sejre er i stater, hvor man bruger caucus-systemet, og at denne procedure er mindre demokratisk end et primærvalg. Argumentet holder heller ikke rigtigt. Man kan med god ret fremhæve, at Obama netop har forøget partiets chancer for at vinde i disse stater til november ved at bruge mange ressourcer på at organisere græsrødder og mobilisere vælgerne her.

Endnu et Hillary Clinton- argument kunne være, at hun har klaret sig bedst i stater, hvor kun registrerede demokrater og ikke uafhængige vælgere kan stemme i primærvalgene - underforstået, at hun har størst støtte fra de 'rigtige' demokrater, som bør vælge partiets kandidat. Det argument er om noget et tveægget sværd, for med John McCain som den sandsynlige modkandidat, kan netop evnen til at tiltrække uafhængige vælgere blive udslagsgivende til november.

Endelig kan Clinton-lejren helt droppe de demokratiske argumenter, og i stedet slå på, at superdelegerede bør følge deres egen opfattelse af, hvem af kandidaterne der har størst erfaring og de bedste kvalifikationer. I givet fald må man sondre mellem om disse kvalifikationer gælder evnen til at blive valgt eller evnen til at regere.

Skal håbe på et mirakel

Det sidste er det i sagens natur svært at sige noget om, eftersom præsidentembedet kræver mange forskellige typer kvalifikationer. En række af nationens bedst uddannede og mest erfarne politikere er at finde på listen over de dårligste præsidenter, mens den største, Abraham Lincoln, blot havde siddet en enkelt embedsperiode i Repræsentanternes Hus, da han blev præsident. Desuden hjælper det ikke Hillary Clinton meget, at hun har mere politisk erfaring end Obama når den alligevel ikke kan matche John McCains. Obama kan derimod fastholde 'forandring' og generationsskifte som sit valgtema, og dermed måske gøre McCains årtier i Washington - og alder i det hele taget - til et politisk handicap.

Hvad angår evnen til at blive valgt, så taler flere ting imod Hillary Clinton. En af dem er meningsmålingerne. Ifølge dem ville John McCain, hvis valget blev holdt i dag, kunne slå hende, mens han ville tabe markant til Obama. Man skal ikke lægge for meget i sådanne målinger, men alt tyder dog på, at hun vil mobilisere større republikansk modstand. Det er ikke nogen rationel forklaring på, hvorfor hun er blevet højrefløjens yndlingsaversion, men det er hun. På den anden side kan hun med god ret fremhæve sin evne til at kunne klare mosten under voldsomme personlige angreb. Man kan med god ret frygte, at Obama er lettere at ryste, hvis det bliver rigtig beskidt.

Ingen usikkerhed om Obamas kvalifikationer eller erfaring har dog endnu kunnet bremse hans politiske himmelflugt, og hvis der er nogen bevægelse blandt de superdelegerede er det i Obamas retning. Formår Hillary Clinton ikke at stille spørgsmål ved hans evne til at vinde blandt kernevælgere i de store stater, så vil det fortsat være den herskende opfattelse, at det er hende, der med risiko for at skade partiet forsøger at stikke en kæp i hans hjul, snarere end omvendt. Og taber hun blot én af staterne er det sandsynligvis ikke de superdelegerede, men et mirakel eller en skandale hun må sætte sin lid til.

idag@information

Niels Bjerre-Poulsen er leder af Center for Amerikanske Studieer på CBS Handelshøjskoolen. Frem til præsidentvalget i november giver han sit bud på, hvad der rører sig rundt om præsidentembedet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her