Læsetid: 10 min.

Kan Mona noget, Helle ikke kan?

De svenske socialdemokrater har nu omtrent hver anden svenskers opbakning. For selv om svenskerne i 2006 valgte en borgerlig regering, formår borgerligheden stadig ikke at overbevise svenskerne om, at de er lige så gode til at forvalte velfærd. Derfor er Sverige verdens mest socialdemokratiske land
Nej til ham - ja til hende. Det var ikke socialdemokraterne som sådan, men en magtarrogant Göran Persson, svenskerne sagde nej til, da de i september 2006 valgte en borgerlig regering. Nu er Persson erstattet af Mona Sahlin, og nu står hun med den største tilslutning til socialdemokraterne i 30 år.

Nej til ham - ja til hende. Det var ikke socialdemokraterne som sådan, men en magtarrogant Göran Persson, svenskerne sagde nej til, da de i september 2006 valgte en borgerlig regering. Nu er Persson erstattet af Mona Sahlin, og nu står hun med den største tilslutning til socialdemokraterne i 30 år.

Claudio Bresciani

9. februar 2008

Hvis Helle Thorning-Schmidt sidder og kigger misundeligt over Øresund mod Sverige, er det god grund til det. Med 25,5 procent af stemmerne ved valget november kan hun sammenligne sig med sin svenske kollega Mona Sahlin - og blive forstemt: Hvis der var valg i dag, ville Sahlins svenske socialdemokrater få 46,8 procent af stemmerne - eller så godt som absolut flertal. Hvorfor?

"Retfærdighed," hvæsede socialdemokraten Thomas Östros, da han i Sveriges Radios 'nyheds-eko' blev spurgt om, hvad forskellen på Socialdemokraterna og det borgerlige regeringsparti Moderaterna egentlig var. "Retfærdighed," lød det igen, da svensk tv ugen efter på ny spurgte den økonomiske og politiske talsmand.

Og det svar var langt fra tilfældigt, mener politisk kommentator Anders Isaksson, der har skrevet flere bøger om Socialdemokraterna. For retfærdighed er nøglen og koden til svenskerne, en garant for velfærd og tryghed til alle. Og grunden til, at næsten 50 procent af svenskerne nu hælder mod socialdemokraterne, mener Isaksson. Retfærdighed flytter stemmer, for det går svenskerne op i. Problemet for den nuværende regering er bare, at det har den ikke opdaget.

"Borgerligheden har aldrig nogensinde formået at overbevise potentielt borgerlige vælgere om, at man kan forvalte tryghedssystemerne. Og jeg tror, det skyldes, at man aldrig har udfordret den retfærdighedsretorik, socialdemokraterne bedriver og har bedrevet gennem det meste af 1900-tallet. Den har ikke mødt modstand fra 'borgerligheden', og derfor flygter vælgerne nu tilbage til socialdemokraterne," siger Anders Isaksson.

Hvad kan Mona?

Noget tyder på, at han har ret. Hvem man end spørger, får man samme svar: Socialdemokraterne er garant for velfærd og retfærdighed, og derfor står de så stærkt i Sverige. Hvis der var valg i morgen, ville Moderaterna da også kun få 21,7 procent af stemmerne, mens 46,8 procent af svenskerne ville stemme på Socialdemokraterne ifølge de nyeste meningsmålinger fra analyseinstituttet Synovate. Ikke siden 1994 har Socialdemokraterna ligget på det niveau. Og ikke siden 1979 har der været så stor afstand mellem højrealliancens 37,9 procent og venstreblokkens 58,5 procent.

Alligevel er forskerne ikke forbavsede. For svenskerne er efterhånden vant til et stærkt socialdemokrati ved magten. Det har de været i 80 procent af efterkrigstiden. Imens har de borgerligt-liberale Moderaternas regeringsperioder mere set ud som parenteser. Som nu. Moderaterna er faldet i meningsmålinger, lige siden partiet kom til magten i september 2006. Og at de overhovedet kom til, skyldtes også først og fremmest, at den tidligere statsminister Göran Persson og hans regering efter tre perioder og 11 år ved magte var blevet lige så magtarrogant og oppustet, som Perssons fysiske fremtoning, lyder forklaringen fra blandt andet Henrik Brors, politisk redaktør ved det liberale dagblad Dagens Nyheter.

Men nu er Göran Persson væk, Mona Sahlin er blevet sossarnas nye leder. Nu synes svenskerne åbenbart, at det igen er tid for socialdemokraterne. For det er dem, svenskerne stoler på, når man siger plejehjem, arbejdsløshedsforsikring, daginstitution og sygehus.

"Det er meget mærkeligt, men det er der, den ligger. Der er noget meget særligt svensk i at stemme socialdemokratisk. Der er jo ikke et land i verden, hvor socialdemokraterne står så stærkt som i Sverige," siger Anders Isaksson.

Men hvad skyldes det? Hvad kan Mona Sahlin, som Helle Thorning-Schmidt har så svært ved? Ikke så meget, mener Henrik Brors. For Mona Sahlin siger ikke, hvad hun vil. I stedet kommer hun med en vag snak om retfærdighed og om at skrue tingene tilbage til tiden før regeringsskiftet i 2006. Som forleden, da hun selvsikkert proklamerede i et debatindlæg i Dagens Nyheter, at "den borgerlige regering har forspildt enhver chance for at modernisere Sverige. Den repræsenterer en bagstræberisk politik, der fører til en dårligere produktivitet og en større ulighed". Nej, tilbage tiden til før valget, skrev Mona Sahlin og førte sig frem. Som så mange gange før dog uden at sige, hvad hun ville tilbage til. Men det behøver hun heller ikke, mener Henrik Brors. For når en majoritet af vælgere i Sverige siger, at de ville stemme socialdemokratisk, hvis der var valg i morgen, skyldes det ikke, at Mona Sahlin er lederen. Nej, tilslutningen til socialdemokraterne er mere et udtryk for protest mod regeringen end en støtte til socialdemokratiet.

Borgerlige reformer

Folk i Sverige er nemlig utilfredse. De er utilfredse med regeringens nye tiltag og reformer, de er skeptiske over for privatisering, lavere dagpengesats og dårligere sygeforsikring. Derfor begyndte støtten til regeringen allerede at dale kort tid efter valget, og det gør den fortsat. At statsminister Fredrik Reinfeldt kort efter valget blev nødt til at udskifte en del af ministerholdet på grund af skandaler om sort arbejde og licenssnyd, spillede kun en mindre rolle for de utilfredse svenskere. Lige som grunden til en øget støtte til socialdemokraterne ikke skal findes hos Mona Sahlin, der har bestræbt sig på at markere afstand til Göran Persson ved at fyre alle de, der engang stod Persson nærmest. Socialdemokraternes optur begyndte allerede, før hun kom til. Nej, den reelle grund til de nye opsigtsvækkende meningsmålinger skal man finde i regeringens reformer, mener Bo Rothstein, professor i statskundskab ved Göteborgs Universitet, der blandt andet har forsket i den socialdemokratiske stat.

"Denne regering har gjort alt det, den før valget sagde, den ville. Og lige nu går det godt for Sverige økonomisk set. Folk har fået flere penge, de har fået lavere skat, folk er i arbejde. Men åbenbart skal landet styres af socialdemokrater."

Men måske lavere skat og et par hundredekronesedler ekstra om måneden ikke er det vigtigste for svenskerne, spørger Anders Isaksson.

"Folk har oplevet, at regeringen har slået på de svageste. Jeg tror, der er en solidaritetsfølelse dybt forankret i det svenske samfund, for man vil ikke acceptere, at man skaber dårligere vilkår for de svage og presser de arbejdsløse. Og det har regeringen gjort både økonomisk, men også i forhold til, at man skal flytte derhen, hvor der er arbejde," siger Anders Isaksson om regeringens tiltag. Og Henrik Brors fra Dagens Nyheter bakker op. Måske synes man ikke, at det er det vigtigste, at man selv har fået det en lille smule bedre.

"Måske siger man, at vi havde det da ok tidligere, hvorfor skal man slå på dem, der har det dårligst?" siger Henrik Brors om reformerne. For godt nok er lav- og mellemindkomstskatten sænket, og formueskatten fjernet. Men det er også blevet dyrere at være medlem af en a-kasse, og bliver man arbejdsløs, får man færre penge end før. Med det resultat, at flere 100.000 svenskere har meldt sig ud af a-kassen det seneste år.

En borgerlig fortælling

Men Bo Rothstein tror mere på, at det handler om kommunikation. Regeringen har været for dårlig til at få sine budskaber frem. Langt de fleste svenskere, cirka 80 procent af befolkningen, har nemlig fået det bedre siden valget i 2006.

"Man skal helt tilbage til 90'erne for at se sådanne forbedringer i folks privatøkonomi. Det kan godt være, at a-kassen er blevet dyrere, men det er blevet kompenseret af en lavere skat. Det ser den enkelte lønmodtager bare ikke, han ser kun, at han betaler lidt mere til a-kassen," siger han.

Det er Henrik Brors enig i. Før valget var Moderaterna dygtige til at bygge en fortælling op om, at de virkelig ville forbedre vilkårene for den svenske befolkning. Men den fortælling har de ikke kunnet overbevise folk om efter valget.

"Regeringen troede, at fordi den sænkede skatten mere end den hævede udgifterne til feks. a-kassen, så har man troet, at folk oplevede, at de fik det bedre. Men der er blevet skrevet så meget om, at tingene er blevet dårligere, at folk nærmest ikke har haft den oplevelse, også selv om cirka 80 procent af befolkningen har fået økonomiske forbedringer i kraft af skattelettelser og indkomstforbedringer."

Det begyndte ellers så godt for Moderaterna, da partiet sammen med sin bogerlige alliance, Allians för Sverige, vandt valget i 2006. Ikke siden 1994, da Carl Bildt var statsminister, havde Moderaterna siddet i regering. Valget i 2006 var da også det første i nyere tid, hvor det lykkedes de borgerlige at vinde et valg, selv om der var højkonjunktur og dalende arbejdsløshed, siger Henrik Brors. Godt nok talte Moderaternas leder, Fredrik Reinfeldt, om at sænke skatter og dagpenge, men han talte sig også ind et sted, hvor partiet ikke havde været før, mener Brors.

Fredrik Reinfeldt talte nemlig om at løse Sveriges problemer ved hjælp af arbejdsmarkedet. Han talte om 'udenforskab', at de, der stod udenfor - de langtidsledige, de syge, de mange arbejdsløse unge - skulle ind. Ind i samfundet. Og at arbejdsmarkedet skulle være måden at gøre det på. Moderaterna - Sveriges nye arbejderparti, stod der pludselig på valgplakaterne. Det var et smart træk at gå ind i arbejdsmarkedet, der indtil nu havde været en typisk socialdemokratisk mærkesag, mener Henrik Brors.

"Alle syntes det var tosset, at vi ikke holdt os til at tale om skat, til de traditionelt borgerlige kerneområder. De sagde, 'er I tossede, det er en socialdemokratisk kerne'," siger Per Schlingmann, der er Moderaternas partisekretær. Men det lykkedes. For vælgerne kunne lide det, de hørte, mens den socialdemokratiske Göran Persson ikke havde noget svar på, hvad han ville gøre med den arbejdsløshed, der trods alt var.

"Den borgerlige alliance søgte ind mod midten, noget den aldrig havde gjort før i samme udstrækning. Formentlig var det med til at give dem valgsejren," mener Anders Sannerstedt, der som lektor ved Lunds Universitet forsker i politiske partier.

Begyndelsen

Men det er også her, vi begynder at nærme os kernen til socialdemokraternes succes og Moderaternes problemer. For egentlig vil svenskerne jo have sossarna. Det svenske folkhem er socialdemokratisk. Det viser både historien og de nyeste meningsmålinger. Og det har Moderaterna på sin vis også opdaget. Men selv om det ser skidt ud i meningsmålingerne lige nu, kommer partiet til at overraske ved valget i 2010, tror Per Schlingmann.

"Det med meningsmålingerne tager vi helt roligt. Sådan er det, særligt, når man sidder i regering. Men bare se på historien, tidligere var arbejdsmarkedsspørgsmålet socialdemokraternes stærkeste spørgsmål. I 2006 vandt vi valget på det. Det samme kan vi gøre med velfærd i 2010."

- Men vil i bare være et nyt socialdemokrati?

"Vi er Nya Moderaterna, socialdemokraterne er socialdemokraterne. Men det betyder ikke, at man skal holde sig inden for sin egen partibog. Globaliseringen har bragt nye problemstillinger, og man må være åben og søgende i det nye samfund. Vælgerne stemmer på den, der kan løse de problemer, som man oplever i sin hverdag. Og den, der kan det, vinder valget."

Det lyder som den strategi, den borgerlige fløj har brugt i Danmark. For det er sådan, man i Danmark har vundet magten over venstrefløjen, mener Bo Rothstein, der også er adjungeret professor ved Syddansk Universitet og derfor kender de danske forhold.

"I Danmark har de borgerlige partier overtaget meget af socialdemokraternes politik og dermed trukket tæppet væk under Socialdemokraterne. Det har de ikke gjort i Sverige. Endnu."

Men Per Schlingmann ved godt, det bliver svært. Han ved nemlig også godt, at Socialdemokraterna, når det gælder velfærd, har et langt bedre historisk udgangspunkt. Sverige er socialdemokratisk, fordi det var socialdemokraterne, der byggede velfærdsstaten. Og derfor står de som garant for velfærd og retfærdighed i folks bevidsthed, siger Anders Isaksson. Hvis den borgerlige blok vil indhente det på to år, skal der arbejdes.

Et midterparti

Da Sverige slap ud af sin økonomiske krise i 30'erne og 40'erne, var det socialdemokrater, der gjorde det. Da velfærdsstaten blev bygget op efter krigen, var det også dem. Da pensionssystemet blev skabt i 1950'erne, var det socialdemokraternes værk, lige som da folketandplejen, børnebidraget og arbejdsløshedsforsikringer kom til. "Det viser lidt om, at det samfundsprojekt, man betegner som socialdemokratisk, aldrig nogensinde er blevet rykket en tomme," siger Anders Isaksson og peger også på det foreningsliv, der stadig er en grundsten i det svenske samfund. Alt sammen med et socialdemokratisk udgangspunkt.

Men Socialdemokraternas lange succes handler også om en bevidst strategi for at blive et midterparti, dengang i 30'erne, da det forvandlede sig fra et arbejderparti til et lønmodtagerparti, mener Bo Rothstein.

"Man udformede bevidst sin politik, så den skulle gavne ikke bare industriarbejderklassen, de lavtlønnede, men også de meget brede lag."

Det var sådan, man skabte velfærd op igennem 1900-tallet. Og hver gang de borgerlige kom til, var det i lavkonjunkturer, hvor der skulle skæres ned, siger Henrik Brors. Senest under den økonomiske krise fra 91 til 94 under Carl Bildt, hvor det kun blev til en enkelt regeringsperiode. Og det billede af moderater og lavkonjunktur sidder stadig fast på vælgernes nethinder, mener Henrik Brors. Også selv om Moderaterna nu øver sig på socialdemokraternes gamle strategi for at blive et midterparti. Og det var da også et billede, Moderaterna formåede at vende ved valget i 2006. Om det vil lykkes endnu en gang i 2010?

"Det kan godt være, meningsmålingerne ser vilde ud lige nu. Men det kan også sagtens være, at vælgerne bare signalerer deres utilfredshed med regeringen. At de agerer strategisk. Det er slet ikke sikkert, at utilfredsheden kan veksles til stemmer. Lad os nu se. It ain't over till the fat lady sings, som man jo siger," siger Bo Rothstein.

"Men hvis arbejdsløsheden ikke er blevet meget mindre, så ryger regeringen," spår Anders Sannarstedt. For det er det spørgsmål, de har solgt sig på.

"De her meningsmålinger kommer ikke til at gælde i forhold til næste valg, svenske vælgere kan ikke lide regeringer, sådan er det nu en gang. Men den nuværende regerings reformer, har ikke gjort det nemmere, og hvis alle de tiltag, som de siger skal hjælpe på beskæftigelsen, ikke har virket inden valget i 2010, så ryger den. Det er helt sikkert."

Og så er vi tilbage i sosse-land.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvom der kan gives mange forklaringer på hvorfor Göran Persson og Socialdemokraterna tabte rigsdagsvalget, så er der alligevel to afgørende elementer i den forgangne valgkamp som skilte de to blokke:

A: De borgerlige med deres Allians för Sverige havde et samlet program at gå til valg på - Socialdemokraterna, De Grønne og Vänsterpartiet havde det ikke.

B: De borgerlige med deres Allians för Sverige havde et bud på (husholdnære tjenester: privat hjemmehjælp med skattefradrag og uden arbejdsgiverafgift, etc..) og en erkendelse af at arbejdsløsheden var stigende specielt for ungdommen - Socialdemokraterna nægtede ganske enkelt at erkende at ledigheden var langt højere end den officielle statstik, samtidigt med at de konsekvent påstod at 2007 ville blive året hor økonomien ville vende og mage flere jobs ville komme (bare vent).

De Grønne har i 2008 taget initiativ til at Socialdemokraterna og Vänsterpartiet i god tid forbereder deres fælles oplæg til hvordan Sverige igen kan blive et solidarisk og fremtidssikret samfund som tager Globaliseringens positive og negative indvirkning på arbejdsmarkedet alvorligt - og ikke bare lægger sig i slipstrømmen som Allians för Sverige hidtil har gjort.

Desværre ser det ud til at Lars Ohly fra Vänsterpartiet hellere vil køre sololøb en gang til - og først efter valget i septembe 2010 gå i forhandlinger om et fælles oplæg med Socialdemokraterna og De Grønne. Dette kan let betyde at Reinfeldt og hans Allians för Sverige snupper endnu en reeringsperiode - uanset hvor sød og populær Mona Sahlin formår at fremstille sig selv (har man mødt hende som jeg gjorde et år før sidste valg, vil man opleve at hun ligner Ritt meget mere end Thorning-Schmidt).