Læsetid: 3 min.

Kina anklager systemkritiker for at undergrave staten

Dissidenten Hu Jia er nu blevet anklaget for statsundergravende virksomhed. Rettighedsgrupper anklager Beijing for ikke at leve op til OL-løfter og for at være døv over for kritik
Mens Beijing gør sig klar til det prestigefyldte OL, løsnes grebet tilsyneladende ikke om de politiske kritikere. Styret har rejst anklage mod en dissident for statsundergravende virksomhed.

Mens Beijing gør sig klar til det prestigefyldte OL, løsnes grebet tilsyneladende ikke om de politiske kritikere. Styret har rejst anklage mod en dissident for statsundergravende virksomhed.

Udland
4. februar 2008

TOKYO - Positive stemmer har fremhævet, at Kinas styre i hvert fald til en hvis grad vil forbedre landets menneskerettigheder frem mod De Olympiske Lege. Argumentet er, at Kinas image og internationale status er så vigtig for regeringen, at den vil løsne op i et forsøg på at fratage udenlandske kritikere deres ammunition. Og så håbe på, det er nok til at forhindre de anklagende stemmer i at overdøve OL-festen.

Men med færre end 200 dage til åbningsceremonien viser landets ledere, at de tilsyneladende er beredt på at trodse verdensopinionen og gamble med deres image. Denne uge blev borgerretsaktivisten Hu Jia formelt anklaget for "at opildne til statsundergravende virksomhed".

Det er en helt igennem politisk anklage mod den 34-årige, der de seneste år har trådt frem med kritik af styret. Og den kommer på trods af, at både EU, USA og adskillige organisationer har appelleret til Beijing om at løslade Hu.

Journalister uden Grænser er oprevet over anklagen mod Hu, som blev taget fra sit hjem af politiet for lidt over en måned siden.

"Er myndighederne i Beijing så døve, at de ikke har hørt appellerne for at skåne Hu Jia fra Kina og resten af verden?" spørger organisationen i en erklæring.

"Denne anklage er en fornærmelse mod de diplomatiske tiltag fra flere lande, som har udtrykt deres syn på arrestationen af denne forkæmper for ytringsfrihed seks måneder før De Olympiske Lege".

En af Hu Jias advokater, Li Jinsong, fortalte sidste måned Information, at Hu Jia risikerer fem års fængsel. Sidste uge afviste politiet at løslade Hu mod kaution med den begrundelse, at han er til fare for samfundet.

Strammere kurs

For Kinas aktivister er Hu Jias arrestation det mest åbenlyse eksempel på det, de beskriver som en stramning af kursen forud for OL. Med udsigten til 20.000 journalisters ankomst i forbindelse med Legene forsøger Beijing at få bedre kontrol med landets systemkritikere.

Hu blev først kendt som aids-aktivist og siden som kritiker af manglen på rettigheder i Kina. For nylig gav han udtryk for, at Kina ikke har levet op til sine løfter om at forbedre situationen frem mod OL.

Rebecca Mackinnon, der underviser i journalistik i Hongkong, og som har oprettet bloggerforummet Global Voices Online, siger til New York Times, at sikkerhedspolitiets forsøg på at tilbageholde dissidenter har det resultat, at kommunistpartiet fremstår nervøst, og at handlingerne blot vil føre til et mere negativt syn på Kina.

"Det viser, at Kina endnu engang skyder sig selv i foden," siger hun.

Hu Jia er blevet tilbageholdt adskillige gange, men er aldrig før blevet formelt sigtet. Myndighederne har forbudt hans advokater at møde ham, med den undskyldning at sagen involverer statshemmeligheder. De ved derfor ikke, om anklagen er grundet en specifik sag eller hans generelle kritik af rettighedssituationen.

Dui Hua Foundation, en menneskeretsgruppe, der fokuserer på Kinas politiske fanger, siger, at lige meget hvad der ligger til grund for anklagen, "så er det klart, at det ikke kan undgå at blive forbundet med OL."

"Myndighedernes synspunkt er formentlig, at det er for fristende at gå glip af en chance for at tage denne højprofilerede rettighedsaktivist ud af spillet i de sidste måneder før OL," hedder det i en erklæring fra Dui Hua.

Mens Hu Jia sidder i fængsel, er hans kone, Zeng Jinyan, sat i husarrest sammen med parrets to måneder gamle baby.

I de seneste måneder er flere dissidenter blevet fængslet. Deriblandt Yang Chunlin, en tidligere fabriksarbejder fra Nordøstkina, som indsamlede 10.000 underskrifter på internettet i forbindelse med en kampagne under overskriften "Vi vil have menneskerettigheder, ikke olympiske lege."

Nye overtrædelser

Anklagen mod Hu Jia faldt sammen med offentliggørelsen af den seneste i en lang række af fordømmende rapporter fra menneskerettighedsorganisationer. Human Rights Watch siger, at OL-værtskabet har bragt helt nye overtrædelser med sig, i stedet for at være med til at forbedre rettighedssituationen, som Beijing ellers havde lovet.

HRW peger bl.a. på udsættelse af beboere til fordel for de olympiske anlæg, kritisable forhold for de arbejdere, der har været med til at opføre dem, og desuden strammere kontrol af regeringens kritikere.

HRW siger, at "vedholdende internationalt pres" forud for Legene kan være med til at tvinge Kinas ledere til at bevæge sig i den rigtige retning.

I Hu Jias tilfælde har presset åbenlyst ikke haft nogen effekt på Beijing.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvordan kan et land, der indespærrer kritikere og praktiserer dødsstraf få De Olympiske Lege? Nå, det er vel ligesom USSR og USA. Men så må ordentlige mennesker - og de findes vel også blandt sportsfolk - jo bare blive hjemme.

Per Vadmand:

"Men så må ordentlige mennesker - og de findes vel også blandt sportsfolk - jo bare blive hjemme."

Så er spørgsmålet bare om ordentlige mennesker overhovedet kan tillade sig at blive hjemme, hvis de bor i et land som Danmark, der ledes af en notorisk krigsforbryder?

Siden 2001 har vi måttet vænne os til, at vores gamle superdanske selvgode vane med at pege fingre af andre nationer ligesom ikke har den samme troværdighed og autoritet som tidligere. Vi har ligesom ikke så meget at have det i længere.

Snak for dig selv, Per Thomsen. Jeg finder ikke, at en småkorrupt og krigsliderlig regering, jeg ikke har stemt på, skal forhindre mig i at tage afstand fra enhver uretfærdighed, hvor jeg støder på den.

Per vadmand:

"Snak for dig selv, Per Thomsen. Jeg finder ikke, at en småkorrupt og krigsliderlig regering, jeg ikke har stemt på, skal forhindre mig i at tage afstand fra enhver uretfærdighed, hvor jeg støder på den."

Næ, men kan du virkelig ikke se, at de vestlige regeringers og de vestlige mediers tilkendegivelser af at de føler sig moralsk overlegne i forhold til Kina i den grad er topmålet af hykleri og dobbeltmoral.

Det er rent faktisk de vestlige demokratier og ikke Kina der er i øjeblikket har gang i en række morderiske plyndringstogter rundt omkring i den fattige del af verden. Danskerne har langt mere blod på hænderne end kineserne.

Der ville være langt mere tungtvejende moralske grunde til at boykotte et OL afholdt i Danmark, England eller USA, end det OL, dersnart skal afholdes i Kina.

Jeg har selv været i Kina i forbindelse med afholdelsen af Special Olympics i oktober 2007.

Denne begivenhed havde desværre alt for lidt pressebevågenhed, men Information havde en enkelt artikel om at Special Olympics faktisk havde forbedret forholdene for mennesker med udviklingshandicap i Kina.

Der er ingen tvivl om at alle de gæster, der kommer til Kina i forbindelse med Special Olympics, Olympiske Lege og Paralympics vil gøre kineserne meget bevidste om hvordan de ser ud i omverdenens øjne. Det var helt tydeligt for os der var gæster ved Special Olympics. Bl.a. kunne man se at politiet i Shanghai havde været igennem et kursus.

Man skal ikke lade kineserne tabe ansigt - det er det værste kinesere kan blive udsat for, og det vil man ikke få noget ud af.

Dialog er vejen frem. Som følge af min deltagelse i Special Olympics har jeg nu kontakt med mange af de frivillige kinesiske hjælpere, som assisterede atleterne. Det har været en lige så fantastisk oplevelse for dem som det var for os. Mange af dem er studerende, i fysik, jura, miljø etc. At opretholde dialogen med dem giver et håb om en bedre fremtid for Kina.

Vi kan ikke forlange en revolution, men at forholdene vil forbedres skridt for skridt er jeg overbevist om, bl.a. på grund af dialog i forbindelse med store arrangementer, hvor verdens øjne er rettet mod Kina.