Læsetid: 2 min.

Korruption tvinger Tanzanias regering til at gå af

Netop som udviklingsminister Ulla Tørnæs er vendt hjem fra sit besøg hos den danske bistandskæledægge Tanzania, får svindel for millioner landets premierminister til at gå af
9. februar 2008

ARUSHA - Min nabo spørger med stolthed i stemmen, om jeg har set tv. For nu er det sket. Efter mange måneders hvislen i græsset og rygter om korruption på højeste plan er de ansvarlige ministre endelig blevet tvunget til at gå af. En stormombrust skandale om energiforsyning, der kostede kassen, men aldrig blev leveret til forbrugerne, er blevet optrevlet af et særligt nedsat udvalg. Sagen går under navnet Richmond-gate og har fået Tanzanias premierminister, Edward Lowassa, til at trække sig. Med ham ryger det juridiske grundlag for de øvrige ministres virke. Resultatet er, at præsident Kikwete står uden regering, få dage før USA's præsident Bush kommer på besøg.

"Det var aldrig sket for 10 år siden. Det lover godt for Tanzania," siger min nabo begejstret.

Rapporten om Richmond-gate, der blev læst op for rullende tv-kameraer, var yderst pinlig for Edward Lowassa. Han har tidligere haft ansvar for en række udviklingsområder i landet. Blandt andet vandforsyning og fordeling af jord. Anklagerne rammer også en tidligere og en nuværende energiminister samt flere højtstående embedsmænd. Derudover er direktøren for det såkaldte anti-korruptionsbureau nedsat af regeringen under anklage.

Sagen drejer sig om en aftale med det amerikansk baserede Richmond Development Company, som efter et år med katastrofal mangel på elektricitet i 2005/2006 'vandt' et udbud om at levere strøm til en værdi af 800 millioner danske kroner.

Flere skandaler på vej

Energisagen er blot én i rækken af korruptionsskandaler, der har rystet tanzanianernes tiltro til politikerne og systemet den seneste tid. Oppositionen har for eksempel skrevet en hel List of Shame, der navngiver højt placerede embedsmænd og politikere, som formodes at være involveret i korruptionssager. Bl.a. ved helt bevidst at flå nationalbanken for millioner via en særlig konto til 'eksterne betalinger'. Og i efteråret dokumenterede en rapport fra den internationale organisation Traffic, hvordan statskassen årligt mister over 50 millioner i indtægter, fordi der svindles med afgifter fra både legal og illegal fældning af Tanzanias værdifulde skove.

Men mens kampen mod korruption er godt nyt for Tanzania, giver selve sagernes omfang landets status som lydig donordarling endnu et skud for boven.

Godt nok skriver lederskribenten i avisen The Citizen, at de dage er ovre, hvor misbrugere af offentlig midler kunne vralte rundt som fede kalkuner, mens millioner af udmavrede kvinder måtte vandre kilometer efter kilometer for at komme til lægen. Men i et land, hvor der optræder korruption på alle niveauer, selv mellem folkeskolelærer og elever i de yngste klasser, er det en kamp, som kun lige er begyndt, og som afspejler problemer på mange niveauer i samfundet.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs, som hvert år udskriver en check på omkring 500 millioner kroner til Tanzania, udtaler: "Der er grund til at være tilfreds med processen, der har ført til afsløringerne. Denne er i høj grad vidne om en stærkere kontrol med regeringen fra medier, civilsamfund og parlamentet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu