Læsetid: 5 min.

Manden, der gjorde gidseltagning til et krigsvåben

Imad Mughniyeh, der forleden blev dræbt af en bilbombe i Damaskus, stod som efterretningsofficer bag talrige gidseltagninger, men han var en fortidens mand, der var sendt på pension i Syrien
Udland
15. februar 2008
Imad Mughniyeh stod bag kidnapningen af en lang række vestlige gidsler i Beirut og var også med til flere flykapringer.

Imad Mughniyeh stod bag kidnapningen af en lang række vestlige gidsler i Beirut og var også med til flere flykapringer.

Hizbollah Media Office

Det var ikke de stirrende øjne eller den måde, han tog et æble op og skar det i stykker med omhyggelig sindighed lige foran mig. Det var det jernhårde håndtryk, det stålagtige greb, som fik mine fingre til at gøre ondt. "Imad Mughniyeh", sagde han, som for at fortælle at han ikke var på flugt, ikke var bange for at sige sit rigtige navn.

Ja, sagde han, han var "medlem af Islamisk Jihad" - jeg vidste udmærket, at han var leder af organisationen, at han havde stået bag kidnapningen af en lang række vestlige gidsler i Beirut - men han var i Teheran, på øverste etage på et luksushotel. I sikkerhed for sine fjender - men på den anden side, det var vel også, hvad han troede, da han steg ind i sin bil i Damaskus tirsdag nat.

Mughniyeh var en af USA's fjender, en af Israels fjender. Sidstnævntes benægtelse af ansvar for den bilbombe, der dræbte ham, vil af hans tilhængere blive set som blot et sprogligt kunstgreb, og han kendte risikoen. Hans bror blev myrdet i Beirut af en bombe beregnet for ham, og hans eget had til CIA's chefi Beirut, dræbt af Islamisk Jihad efter hans bortførelse i 1984, var bevis nok på Mughniyehs krig mod USA.

Mughniyeh fortalte mig, at William Buckley fra CIA blev kidnappet, fordi han kontrollerede præsident Amin Gemayels dengang pro-amerikanske regering, hvis hær havde taget tusindvis af muslimer, civile og militsfolk til fange og torteret flere af dem til døde.

Holdt fanget i syv år

Jeg mødtes med Mughniyeh for at bede ham løslade min nære ven og kollega, Terry Anderson, chef for Associated Press' kontor i Beirut, kidnappet i 1985 og derefter holdt fanget i næsten syv åri bevogtede rum og underjordiske fangekældre. Mughni-yeh forsøgte at berolige mig:

"Tro mig, mister Robert, vi behandler ham bedre, end du behandler dig selv."

Jeg troede ikke på det. Jeg havde hørt den slags tale før. Hvordan de respekterede de uskyldige, de så grusomt havde berøvet friheden, den samme frihed, som de krævede for deres egne venner og tilhængere.

Måske kunne Mughniyeh mærke det. Da jeg spurgte om Terry - det her var i oktober 1991, en måned før han blev frigivet - rettede Mughniyeh dette stirrende blik imod mig. Det flyttede sig aldrig, medmindre han ønskede at diskutere en formulering eller sætning med sine venner i det samme værelse. Han indledte sine sætninger med åbningsordene i Koranen - ligesom Islamisk Jihads gidselbeskeder og videooptagelser gjorde. Dette var manden, der havde taget Terry, og som ville have taget mig, hvis passagererne i de biler, der huserede på Beiruts havnepromenade, havde fået fat i mig. Han var totalt kompromisløs.

"At tage uskyldige mennesker som gidsel er forkert," indrømmede han til min forbløffelse.

"Det er en ond ting. Men det er et valg, og der er ingen anden mulighed. Det er en reaktion på en situation, vi er blevet sat i af andre - hvis du vil spørge, om der findes uskyldige mennesker blandt gidslerne, skal du ikke kun spørge os, når Israel kidnappede og fængslede 5.000 civile libanesere i det sydlige Libanen i Ansar-lejren."

Israel havde faktisk fængslet disse mænd i Ansar efter invasionen i 1982. Amnesty International havde fordømt de forhold, de levede under.

"De fleste i Ansar var uskyldige," tilføjede Mughniyeh - han definerede ikke uskyldig - "og så har jeg ikke engang nævnt selve invasionen og de mange menneskers død."

Skræmmende selvtillid

Den libanesisk-fødte Mugh-niyeh var en mand med en skræmmende selvtillid, med en total tro på egne evner, noget han havde til fælles med Osama bin Laden og - lad os tale lige ud - med præsident George W. Bush. Det blev sagt, at Islamisk Jihad torterede deres fanger. Det gør al-Qaeda også. Og, som vi nu alle ved, det gør hr. Bushs hær også.

Mughniyeh var en værdsat, respekteret og højtstående figur i Irans sikkerhedsapparat. Islamisk Jihad var en satellit af den libanesiske Hizbollah-bevægelse, det gamle, ikke-reformerede Hizbollah, hvis lederskab nu gerne ville glemme - ja, endda benægte - dets tilknytning til bortførelser. På den måde var Mughniyeh en fortidens mand, sendt på pension i Damaskus, sikrere for iranerne der end forkælet i et hotel-værelse i Teheran.

Men tilbage i sin tid som efterretningsofficer var han en magtfuld person. På grund af de lidelser, han havde påført Terry, burde jeg have hadet ham. Men jeg hadede ham ikke. I løbet af vores samtale blev han vred og truede med sin knytnæve, mens han fordømte USA for dets støtte til Israel og for at skyde en civil iransk Airbus ned over Golfen i 1988. Jeg havde set den slags vrede før, ved kirkegårde og ved massegrave. Hvis han havde allieret sig med Iran, var hans passion ægte.

Jeg bad igen for Terry. Kunne han ikke have medfølelse for min ven. Igen fastholdt han mit blik.

"Det ville selvfølgelig være let at finde svaret på det spørgsmål, hvis du havde været mor eller hustru til et af gidslerne i Khiam (Israels torturfængsel i det sydlige Libanon) eller mor eller hustru til Terry Anderson. Mine følelser i forbindelse med Terry Andersons psykiske smerter er de samme som mine følelser for de libanesiske gidsler i Khiam - eller Terry Andersons mor eller hustru."

Amnesty havde også fordømt torturen i Khiam.

USA's fjende nummer ét

Men allerede nu spillede Mughniyeh den mest berømte rolle i alle amerikanske sæbeoperaer: USA's 'fjende nummer ét'. USA ønskede Mughniyeh død eller levende - og af alle de sædvanlige grunde. Ikke mindst for hans medvirken ved flykapringen af TWA 847 fra Athen til Rom i juni 1985. Mughniyeh var en af de bevæbnede mænd om bord og krævede løsladelse af 17 medlemmer af Islamisk Jihad, der sad fængslet i Kuwait, og 753 libanesiske shia-fanger, der var fængslet i Israel.

Efter at have fløjet rundt over Middelhavet landede flyet - der næsten udelukkende havde amerikanske passagerer om bord - i Beirut, hvor en amerikaner, Robert Stetham, først blev slået med køller i ansigtet og på kroppen, inden han blev skudt i hovedet og smidt ud af flyet foran verdenspressens kameraer. Jeg så hans lig på det amerikanske universitetshospital, gråt i ansigtet, med uglet hår, liggende ved siden af en trivelig palæstinensisk kvinde, som lige var blevet dræbt under en skudveksling mellem shiamilitser og PLO.

Shiamuslimske Amal-soldater, loyale over for Nabih Berri - i dag Libanons pro-syriske parlamentsformand - stormede flyet, fik flykaprerne og de fleste passagerer skubbet ind i nogle køretøjer og fragtet til Beiruts sydlige forstæder. Alle passagerne fik lov at gå, men Mughniyeh og hans kammerater blev ført til Damaskus- blot for at dukke op som kaprere af et kuwaitisk fly med lignende krav og med en tilsvarende brutal likvidering, denne gang i Nicosias lufthavn. Ofret var en embedsmand fra det kuwaitiske brandvæsen.

Lev ved sværdet, som de siger, og du skal dø ved sværdet.

Således videre til bombeangrebet i Damaskus, ikke langt fra en iransk skole, tæt ved et lokalt syrisk efterretningskontor, sprængstoffer under Mughniyehs egen bil og et lig slæbt bort fra køre-tøjet af politifolk.

© The Independent & Information. Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her