Læsetid: 3 min.

Når ordene tænder håbet

Kennedy'erne magtede i deres glanstid en stil, der vakte ung idealisme og banede vej for en ny ledertype. Obama har samme evne
John Kenndy skabte 1960-ernes nye ledertype: Den unge, blændende taler med den smukke hustru ved sin side. Barack Obama er en opdatering.

John Kenndy skabte 1960-ernes nye ledertype: Den unge, blændende taler med den smukke hustru ved sin side. Barack Obama er en opdatering.

Lars Hansen

Udland
7. februar 2008

Da John F. Kennedy i november 1960 blev valgt til USA's præsident, sagde min mor ærgerligt til mig:

"Det smitter af herhjemme. Nu bliver det hele mere venstreorienteret."

Hvis min mors profeti holdt stik, var det på en indirekte måde.

For John Kennedy var ikke venstreorienteret. Slet ikke efter dansk målestok. Og knapt nok efter amerikansk. Indenrigs var han forsigtigt afsøgende og måtte døje med en vrangvillig kongres. Hans styrke lå i retorikken, hvor en del af ordene blev leveret af hans taleskriver, Ted Sorensen. Når Kennedy talte, lød det, som afgørende principper var på spil. Derfor klædte han den koldkrigstid, der omgav ham. Alting var sort og hvidt. Og ingen kunne være i tvivl om, hvilken side Kennedy talte for. Når han stod dér, ung og fotogen - med sin smukke hustru ved sin side - vakte han begejstring hos unge og hos de, der ønskede at være unge: 'Nu skal vi føre verden mod det lys, der er inden for vor rækkevidde.'

Kennedy levede ikke længe nok til, at man kan vurdere, om han indfriede løfterne. Efter hans død i 1963 overtog hans yngre bror Robert rollen. I Roberts primærvalgkamp i 1968 opflammede han forhåbninger med en stærk social-liberal retorik. Robert blev hyldet som en rockstjerne, og medierne talte om 'bobby-mania'.

Edward forulykker

Så faldt også Robert for morderkugler, og i en kort periode var det yngste bror, Edward, der overtog rolle og appel - med en retorik, der i livfuldhed og amerikansk 'venstreorientering' overgik brødrenes. Så - i sommeren 1969 - førte en formentlig beruset Edward en bil, der forulykkede. En ung pige druknede, mens han flygtede fra åstedet. Præsident kunne han ikke længere blive. Men fra et senatorsæde og som gæsteoptrædende i præsidentkampagner kunne han vække mindelser om en tid, hvor der var håb.

De amerikanere der var tændt af Kennedy'erne, gik over til at betragte det politiske liv med kynisme og ligegyldighed.

Den varige arv, som Kennedy'erne efterlod i verden, har været rollen: Den unge politiker. Vælgere blev vænnet til acceptere, at unge politikere skubbede de gamle til side. Det banede vej for Jens Otto Krag som statsminister i Danmark 1962; for Willy Brandt som Tysklands udenrigsminister i 1966 og siden kansler; for Pierre Trudeau i 1968 som Canadas premierminister (Medierne talte om 'Trudeau-mania'), og for, at Olof Palme allerede i 1963 kunne indlede den ministerkarriere, der seks år senere førte ham til Sveriges lederpost. Med i gruppen hører Harold Wilson, der i 1964 blev premierminister i Storbritannien.

Fornyere med reformer

Alle de nævnte var fornyere, og dér kommer det 'venstreorienterede' ind. 1960'ernes ny type af regeringsledere tonede frem med reformretorik - og som regel en nydelig hustru bag sig. Den vestlige verden rykkede til venstre.

I USA så det i 1992 ud til, at rollen var vendt tilbage med Bill Clintons valg. Han gjorde et stort nummer ud af et foto, hvor han som håbefuld gymnasielev får et håndtryk af John Kennedy. Men Hillary Clinton kuldsejlede hans sundhedsreform, og Bills private ekskapader kostede ham et handlekraftigt flertal. De aldrende Kennedy-fans henfaldt i nyt mismod.

Nu er Obama dukket op - en perfekt opdatering af den gamle rolle. Begge ægtefæller er unge og smukke - og nu sorte. Tilhængernes hjerter svulmer, når Obama taler. Hvad enten de er unge eller bare ønsker, at de stadig var det. Ikke tilfældigt, at Kennedy-klanens ledere har rakt ham faklen. Bliver Obama valgt, sætter han en ny politisk standard: Ud med de gamle magtbamser!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her