NAIROBI - Røgen fra små bål og kulblus stiger op mod træerne i Jamhuri Park i udkanten af Nairobi, Kenyas hovedstad. Der ligger store bunker af papkasser og tasker overalt på jorden. Folk forsøger at indrette sig, så godt de kan i de gamle hestestalde eller under presenninger på den bare jord. De sidste par dage er busfulde af internt fordrevne ankommet hertil fra andre dele af landet. Kvinder og børn, unge og gamle hulter til bulter, på en ufrivillig rejse i den politiske tåge af had, vold og trusler, der sænker sig stadig tungere over det kenyanske samfund.
En af de nye i lejren er 22-årige Victor Okoth fra Thika. En morgen, da han kom hjem fra natarbejde, lå et brev og ventede på ham.
"Forsvind herfra, eller vi hugger hovedet af dig," stod der.
"Det var fra mine venner. Dem, jeg plejer at lave ting med, dem, jeg arbejder sammen med. De ville hævne sig for de overfald, der er sket på kikuyuer andre steder, og så skulle det gå ud over mig, fordi jeg er luo," fortæller han.
"Og hvad gør man så, når nogen truer med at tage ens hoved? Så løber man. Jeg løb hen på politistationen, men der kunne jeg ikke blive, så nu er jeg her," siger Victor og forsøger at smile kækt.
"Jeg prøvede selvfølgelig først at forsvare mit hus," tilføjer han. "Men jeg var sikker på, de ville slå mig ihjel, hvis jeg blev der. Mine venner ville slå mig ihjel."
Nation i opbrud
Siden præsidentvalget den 27. december er Kenya forandret. Befolkningen i et af Afrikas økonomisk mest velfungerende lande har vendt sig mod hinanden. Striden bunder i sociale og politiske uligheder, men antager stadig mere karakter af etnisk konflikt. Victor Okoth og de andre luoer i lejren er de seneste ofre. Første runde gik værst ud over kikuyuerne.
De officielle drabstal er på over 1.000 døde. En del faldt for politiets kugler i demonstrationer i dagene efter valget. Siden er det befolkningen selv, som har sendt pangaer, køller og ild mod hinanden. Senest er det gået hårdt for sig i Kisumu, Nakuru og Kisii. Omkring en halv million mennesker, både kiku-yuer og luoer, er nu på flugt fra volden og de mange trusler, dødslister og hadefulde sms-beskeder, der cirkulerer.
"Vores største udfordring lige nu er at undgå flere hævnmotiverede forbrydelser," siger politiets talsmand, Erik Kiraithe, og tilføjer:
"Det er en udfordring at få politikerne til at forklare befolkningen, at politiske problemer skal løses politisk i stedet for med vold."
Han nævner Mungiki-militsen, som hverver i øjeblikket. Fra at være en sammensat, mafiaagtig bande, der er mest kendt for at kræve beskyttelsespenge, er den nu ved at genopfinde sig selv som base for kikuyuerne i slummen og i de centrale provinser. I provinsen bliver arbejdsgivere jævnligt tvunget til at rense ud blandt de ansatte. Med katastrofale følger for produktion og omsætning i blandt andet blomsterindustrien. I Kibera-slummen og andre fattige beboelseskvarterer presser den frygtede Mungiki-milits folk til at betale beskyttelsespenge, mens luo-styrede grupper kendt som 'Taleban' og 'Siafu' spreder skræk og rædsel.
"Situationen er under kontrol, men i de næste dage og uger får vi brug for fred. For jeg forventer ikke, at de politiske diskussioner vil ende lige med det samme," siger Eric Kiraithe.
Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan arbejder ellers på højtryk for at fastholde de to parter, Odinga og Kibaki, på at løse problemerne hurtigst muligt ud fra en fælles fire-punkts handlingsplan. De to første punkter gik ud på at anerkende volden og den humanitære situation i landet. Det gik nogenlunde. Siden er det selve valgresultatet og på længere sigt reformer af Kenyas jordrettigheder, der skal tales igennem. Forhandlingerne bliver fulgt med spænding.
"Det er en tidsindstillet bombe, som bare venter på at eksplodere," siger Frank Ojiambo Wanyama, redaktionel chef i Nation Media Group, et af de største og mest betydningsfulde mediehuse i det sydlige Afrika.
Han advarer mod at tro, at tingene vil løse sig af sig selv.
"Der er en stigende følelse af, at folk tænker, at hvis civile personer ikke kan løse situationen, så må andre snart træde til og ordne det for os. Militæret altså. Det er et skræmmende perspektiv, og der er ingen, som siger det direkte. Men de udenlandske interesser i dette land er meget store, og den britiske og amerikanske indflydelse på militæret er meget stærk. De vil gøre alt for at sikre, at landet ikke falder fra hinanden. Det handler om mere end bare Kenya," siger han.
For forenklet
USA's diplomatiske top-udsending Jendayi Frazer har sammenlignet situationen med etnisk udrensning i stil med, hvad der skete på Balkan. Det er dog stærkt forenklet, hævder Binaifer Nowrojee. Hun er direktør for menneskerettighedsorganisationen Open Society Initiative, som står bag et fredsinitiativ med 30 organisationer, ngo'er og religiøse organisationer involveret.
"Det er ikke bare et simpelt spørgsmål om etnicitet eller om, hvem der ejer jorden. Det er manipulationen af etnicitet og politik, og hvis man stirrer sig blind på den etniske vold efter valget, bliver det umuligt at finde en løsning," siger Binaifer Nowrejoo.
Hun ser i bedste fald situationen som en chance for, at Kenya kan rydde op i fortiden og investere i reformer, som udligner de stammerelaterede skævheder, der har vokset sig større og større, siden kolonimagten slap taget Kenya i 1960'erne.
"Flere kenyanere end nogensinde afgav deres stemme ved valget, og de stemte for forandringer. Så det må ikke bare ende med, at de to præsidentkandidater bliver enige om at dele magten."
Maureen på 19 år er til gengæld fuldstændig ligeglad med, hvem der har magten. Bare det ikke går ud over hende. Siden valgresultatet blev offentliggjort den 30. december, har hun boet på en bænk i Jamhuri-parken sammen med sin mormor:
"Vores naboer kom løbende og sagde, at vi skulle forsvinde. Ellers ville de slå os ihjel. De tog vores ting og sagde, de ville sætte ild til vores hus. Så løb vi herover, så hurtigt vi kunne."
Der bor mennesker overalt på bænkene omkring det forladte station i Jamhuri- parken. Både kikuyuer og luoer. Nogle har madrasser. De fleste har ingenting og overlever på de daglige mad-uddelinger fra forskellige private og kirkelige organisationer. Til frokost var det Hare Krishna, der gav. Det kan man se på børnene, som for sjov går rundt og banker blikkrus mod hinanden, mens de synger.
Kenya Red Cross vurderer, at i alt 325.000 mennesker befinder sig i 192 midlertidige lejre. Som på en ufrivillig mellemstation undervejs mod et bedre Kenya.
