Læsetid: 4 min.

Pakistans islamiske partiers krig

Pakistans islamiske partier vil klare sig dårligt ved næste uges valg, klemt mellem sekulære partier på den ene side og Taliban på den anden
Pakistans islamiske partier vil klare sig dårligt ved næste uges valg, klemt mellem sekulære partier på den ene side og Taliban på den anden
Udland
16. februar 2008

MARDAN - Maulana Shujaul Mulk står på en proppet gårdsplads og peger på et sort og hvidt flag, som blafrer mod teltdugen: "Dette flag er profeten Muhammeds flag, priset være han". Folkemængden brøler tilbage: "Allahu Akbar! Gud er stor!"

Flaget tilhører Jamiat Ulema-e-Islami (JUI), Pakistans mest populære islamiske parti. Vi er til valgmøde i Mardan, den næststørste by i Pakistans nordvestlige grænseprovins (NWFP) efter Peshawar, hvor JUI har været provinsregering i de seneste fem år. Den brølende folkemængde består af stammefolk, bønder og teologistuderende i sorte turbaner: partiets tro folk.

Islamister i modvind

Det ligner selve sindbilledet på radikal islam på vej frem. Men dér tager man fejl. Det er parlamentarisk islam på vej tilbage.

I 2002 vandt JUI stort i Mardan og i næsten hele provinsen. Partiet lovede at indføre sharia - islamisk lov - som her forstås som kortform for et system baseret på social retfærdighed. Partiet lovede at modsætte sig Pakistans deltagelse i USA's "krig mod terror", som dengang var i færd med at åbne sin første front langs den pakistanske grænse mod Afghanistan. Ingen af delene har partiet formået, siger lokale.

"Vi forventede en masse af de religiøse partier," siger en mand på Mardans travle frugtmarked. "Men de viste sig at være ligesom alle de andre partier. Og hvis de er ligesådan, hvad er der så islamisk ved dem?"

En anden mand fremsætter en endnu mere alvorlig anklage: "JUI har forrådt islam," siger han. "De støttede præsident Pervez Musharraf, da han angreb den Røde Moske i Islamabad (som rabiate teologistuderende holdt besat, red.) Hvis ikke JUI havde gjort det, ville Musharraf ikke være her i dag."

Pashtuner kan få succes

To partier vil tjene på islamisternes tilbagegang, melder kloge hoveder. Det ene er Awami Nationalparti (ANP): et pashtunsk-nationalistisk parti, som taler for at få flere kompetencer lagt ud til provinsen. Det andet er Pakistans Folkeparti (PPP), som indtil for nylig blev ledet af den nyligt myrdede, tidligere premierminister Benazir Bhutto.

Mardan er et konservativt sted, hvor de færreste kvinder har for vane at stemme. Men det kan ændre sig denne gang, siger PPP-kandidat Khanzada Khan: "Benazir holdt tale i Mardan, tre uger før hun blev dræbt. Hun gjorde stort indtryk på kvinderne. Nu siger de, at de vil stemme for hende ved valget, om så de skal gå på tværs af deres familiers ønsker."

JUI står over for en anden udfordring i Mardan, og det samme gør de andre partier. Den 9. februar flænsede en bombe et ANP-valgmøde i nabobyen Charsadda og dræbte 30. Det var det tredje angreb på et politisk møde i Charsadda i de seneste ti måneder. I alt 112 mennesker har mistet livet.

Ingen gruppe har taget ansvaret for angrebene. De fleste mistænker imidlertid de såkaldte 'pakistanske Taliban' eller jihadi-grupper allieret med dem. I Mardan har de også sendt missiler mod politistationer, truet skoler, der har fælles skolegang for drenge og piger, og kastet brandbomber mod butikker, der sælger cd'er og videoer.

I 2002 ville dem, der nu er gået med i pakistansk Taliban, formentlig have stemt på JUI. Men partiets fejlslagne regering og krigen i Afghanistan har fået dem til at slå ind på en anden vej, siger analytiker Rahimullah Yusufzai, som selv kommer fra Mardan.

'Ekstremismen må ende'

"Pakistansk Taliban tror ikke på valg og demokrati. De tror på voldelig forandring i stil med den måde, hvorpå afghansk Taliban tog magten i Afghanistan i seks år. Det er i de fodspor, de ønsker at gå."

Og partierne - islamiske, nationalistiske og sekulære - aner ikke, hvordan de skal håndtere Taliban. Der er enighed om, at brugen af militærstyrke blot stiller Taliban stærkere, og at en demokratisk civilregering vil have større legitimitet til at forhandle end en militærregering.

Khwaja Khan Hoti er ANPs kandidat i Mardan og siger:

"Vi er nødt til at tale med Taliban. Ekstremismen må få en ende i provinsen. Vi har fået nok. Vi vil ikke være et nyt Irak. Vi kan godt tale sammen: Vi er det samme folk, vi taler samme sprog og har samme oprindelse. Vi siger simpelthen, at tingene ikke bliver bedre af, at også vi gør det forkerte. Men hvis de er fremmedgjorte, nytter det ikke noget at bombe dem. Vi er nødt til at tale med dem."

Yusufzai stiller sig skeptisk over for, om en sådan tilgang vil krones med succes:

"Alle partierne siger, at hvis de får magten, vil de forhandle med Taliban. Men general Musharraf forsøgte sig med den politik uden at komme nogen vegne. Så hvad enten vi har en civilregering eller en militærregering, tror jeg, at politikken vil være den samme: militæroperationer fulgt af fredsaftaler fulgt af våbenhviler fulgt af militæroperationer... "

Til trods for rivaliteten partierne imellem er valgkampen lavmælt i Mardan og andre steder i den nordvestlige grænseprovins. Der er et misforhold mellem den apati, folk føler, og de mange bannere, plakater og flag, som smykker deres byer. En af grundene er en udbredt oplevelse af, at politik bare bringer vold og derfor bør undgås. Men en anden er følelsen af, at Pakistans islamiske krig alligevel ikke vil blive afgjort ved valg i Mardan, men ved aftaler i Kabul, Islamabad, Bruxelles og Washington.

Oversat af Sara Høyrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her