Læsetid: 2 min.

Præsidentfrue på glatis

Den nybagte franske førstedame Carla Bruni Sarkozy er kommet for skade at sammenligne den respektable franske ugeavis Le Nouvel Observateur med nazisterne
Carla Bruni Sarkozy har haft en travl uge med at trække i land efter at have langet ud efter Le Nouvel Observateur

Carla Bruni Sarkozy har haft en travl uge med at trække i land efter at have langet ud efter Le Nouvel Observateur

Francesci Del Bo

22. februar 2008

PARIS - Er det italiensk temperament eller bare - med Le Nouvel Observateurs chefredaktør Michel Labros ord - "utroligt, patetisk og totalt idiotisk."

Det er ugens franske spørgsmål, efter at Carla Bruni Sarkozy i denne uge er blevet hængt til tørre i det franske på en noget anden måde end hun ellers må være begyndt at blive vant til. Med andre ord: Kritikken haglede ned over den smukke nye præsidentfrue, som ellers mest er vant til journalister, der enten henånder komplimenter om katteagtig skønhed og en hæs og sexet sangstemme (hendes nye album er på gaden) eller med iver gennemgår listen over hendes gamle kærester; eller genopliver det nu otte måneder gamle citat, hvor hun slår fast, at "monogami keder mig usigeligt."

Dagens ret i medierne skiftede imidlertid pronto, efter at fru Sarkozy i et interview med dagbladet L'Express den 14. februar sammenlignede den særdeles respekterede intellektuelle centrumvenstre-avis Le Nouvel Observateurs hjemmeside med den antisemitiske presse under nazismen.

I vrede over en artikel på hjemmesiden - hvor ugeavisen påstod, at Nicolas Sarkozy blot otte dage før sit bryllup med den skønne Carla havde sendt en tekstbesked til sin ekshustru Cécilia med et tilbud om at aflyse alt, hvis bare Cécilia ville komme tilbage - sagde den nybagte førstedame, at Le Nouvel Observateur var et "sladderblad."

Og at man måtte spørge sig selv "hvad der ville være sket med udhængningen af jøderne, hvis sådan en hjemmeside havde eksisteret under Anden Verdenskrig." En direkte henvisning til datidens antisemitiske, nazi-samarbejdsvillige franske presse.

Ekstremt ked af det

Medierne var slået med forfærdelse. Ugeavisens chefredaktør advarede præsidentfruen mod at lave ugennemtænkte paralleller til en "mørk side af fransk historie" - og sladderpressen jublede.

Fru Bruni Sarkozy kom på bedre tanker efter et par timer og lod på L'Express' hjemmeside forstå, at hun var "ekstremt ked af det, hvis jeg har såret nogen. Jeg ønskede bare at fortælle, hvor vred jeg er over disse personlige angreb, som ødelægger anseelsen for journalistikken."

Le Nouvel Observateurs direktør undskyldte efterfølgende for at have bragt historien om den påståede præsidentielle SMS.

"Det var en fejl," hed det, efter at Sarkozy i sidste uge meddelte, at han har lagt sag an mod ugeavisen for falskneri, bedrag og hæleri.

En anden kandidat til ugens bommert, for den overraskende beslutning - aldrig set før fra en fransk præsident - kommer fra et statsoverhoved, der er immun og ikke selv kan strafforfølges. "Staten skal ikke lægge sag an mod den frie presse," lød det unisont fra de samme medier, der aldrig har haft så meget stof at tage af som efter den nye præsident er startet i embedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu