Læsetid: 4 min.

Noget er råddent i Danmark og Rusland

Det russiske parlamentsmedlem Sergej Ivanov blæser til kamp mod 'islamisering', amerikansk overherredømme og fattigdom forud for præsidentvalget på søndag
29. februar 2008

MOSKVA - Det er forbudt at ryge og drikke alkohol i det russiske parlament, Dumaen. Ikke desto mindre sidder parlamentsmedlem Sergej Ivanov og hans sekretær med både smøger og åbnede øl på Ivanovs kontor. Det ligger i den kæmpemæssige Duma-bygning med myriader af vodka-, røg-, pis- og parfumestinkende gange og kontorer, som tidligere husede det almægtige sovjetiske GOSPLAN, statsplanlægningen. I dag er bygningen hjemsted for parlamentet, hvis betydning under Putin er reduceret til et gummistempel for Kremls beslutninger.

Sergej Ivanov fra byen Kursk er valgt for partiet LDPR, det populistiske og nationalistiske Liberaldemokratiske Parti, som ledes af den legendariske ordkløver og skallesmækker Vladimir Zjirinovskij, der i parantes bemærket også er præsidentkandidat ved valget på søndag og netop har gjort sig bemærket ved at være indblandet i et slagsmål med en kritisk vælger, som ikke ville give hånd. Zjirinovskij er også berygtet som leder af det mest korrumperede parti i Rusland og for - i lighed med kommunisterne - at være styret fra Putins Kreml.

Medvedjev løser intet

Ivanov er tro imod sin fører, og på væggen i kontoret hænger et kæmpemaleri af Zjirinovskij som den store rorgænger på krigsskibet Rusland. Og krigeriske, det er både Ivanov og Zjirinovskij, omend meningsmålinger viser, at kun 10-15 procent af befolkningen er så krigeriske, at de vil stemme på Zjirinovskij som præsident.

"Jeg er sikker på, at Vladimir Zjirinovskij bliver nummer to ved valget efter Putins arving Dmitrij Medvedjev, men før kommunisten Gennadij Zjuganov," siger Ivanov, som har svært ved at skjule sin aggressive indstilling til verdens tilstand, men som samtidig taler om lov og orden og overholdelse af reglerne. Ikke et ord om ryge- og drikkeforbud.

"Der er noget råddent i Rusland, ligesom der er i Danmark og i hele Europa," siger han og søger med held øjenkontakt og støtte fra hans nydelige sekretær.

"Medvedjev er Putins forlængede arm og vil fortsætte Putins politik både indenrigs og udenrigs. Det betyder, at han intet vil gøre ved de to altoverskyggende problemer i Rusland - det nationale etniske problem og problemet med erhvervslivet."

Ifølge Ivanov, der er en af de få politikere, der ikke er rejst hjem til regionerne i denne uge for at 'arbejde med vælgerne', dvs. sikre stemmer til deres præsidentkandidat, er det nationale og religiøse problem, det største, Rusland og Europa står over for.

"Jeg tager hatten af for, at I bragte karikaturerne af Muhammed. Det var flot, men I er for slatne, ydmyge og vage, når I ikke sender de folk, der protesterer og brænder huse og biler af, hjem til deres respektive lande. Hvis de vil være borgere i jeres land, så må de acceptere at leve efter jeres regler og love, hvis ikke, så er det farvel og tak. Det samme problem har vi i Rusland, fordi myndighederne er for bløde og eftergivne. Og det bliver de ved med at være, når det er Medvedjev, der vinder dette pseudovalg og ikke vores leder Zjirinovskij," siger Ivanov og borer et vredt blik, som tydeligvis ikke tåler modsigelser, ind i Informations udsendtes blå.

Truet af borgerkrig

Han mener, at Rusland - og Danmark og hele Vesteuropa - skal være langt mere barsk og kontant overfor det han kalder "islamiseringen af Verden". Nultolerance. Med vanlig russisk hang til ordsprog siger han lettere omskrevet: "Skik følge, eller land fly".

Den russiske stat er, fortsætter han, i fare, og selvom 82 procent af landets befolkning er russere, "så er vi truet af borgerkrig og etniske konflikter, som bliver styret fra udlandet. Tænk, hvis kineserne bliver sure over en eller anden tegning, eller tjetjenerne, tatarerne, basjkirerne, ingusjerne og alle de andre muslimer pludselig kræver, at de skal have sharia-lovgivning, og at deres religion skal bestemme, hvad vi må vise og ikke vise på tv, hvad der skal undervises i i skolerne. Så er helvede løs, og en borgerkrig står for døren. Det bør I også tænke på i Danmark, hvor I har problemer med grønlandsk og færøsk selvstændighedstrang, og hvor de muslimer, som I har inviteret til landet for at lave det arbejde, som I ikke selv gider lave, nu kræver sharia-lovgivning og tørklædepligt til deres piger."

Sergej Ivanov, som deler navn med Ruslands vicepremierminister, en af Putins nærmeste, er nu helt oppe i omdrejninger. Han siger videre, at EU og Rusland må søge sammen for dels at stoppe diktatet fra USA, dels for at blive enige om en konsekvent kamp imod islamiseringen og Kinas øgede indflydelse i Verden.

"Rusland er et multietnisk land, men det er samtidig et homogent land med godt 80 procent russere. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal lade os diktere af nogle få små befolkningsgrupper, som tjetjenerne, der med støtte fra fanatiske islamiske udlændinge vil lave en kaukasisk islamisk fanatisk republik. Der er på forhånd dømt borgerkrig i et land, som kæmpede hårdt imod den tyske fascisme, og hvor tjetjenerne hjalp fascisterne," siger dumamedlem Ivanov og tilføjer, at den vestlige anerkendelse af Kosovos selvstændighed ligeledes er et skridt i den forkerte retning, som Zjirinovskij og hans parti aldrig ville have accepteret i modsætning til Putin og hans bløde arving Medvedjev.

"Det andet store problem er," siger Ivanov, "at Rusland ikke har formået at bruge sine olie- og gasmilliarder på at sætte gang i industriproduktionen og landbrugsproduktionen. Vi må købe mad hos danskerne for at klare os, mens vi har enorme landbrugsområder, der er gået i stå. Heller ikke det vil blive bedre under Medvedjev. Også her ville Zjirinovskij være bedre, for han ville have gjort Rusland til et godt og produktivt land, hvor vi alle kunne leve godt uden at skulle købe mad fra Danmark. Hvis han kom til magten, ville der komme gang i økonomien, og vi ville alle få det bedre. Så ville vi heller ikke have behov for at være aggressive og have en stærk hær, for så ville folk gerne forblive russere, og så var der intet problem," siger Sergej Ivanov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu