Note
Læsetid: 1 min.

Samlingsregering på plads

Udland
29. februar 2008

Efter flere ugers politisk tovtrækkeri satte Kenyas præsident, Mwai Kibaki, og oppositionslederen, Raila Odinga, sig i går ved samme bord og underskrev en aftale om at danne en samlingsregering for at gøre en ende på den politiske krise i det østafrikanske land. ifølge FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan, som i flere uger har mæglet mellem de stridende parter, er kernen i aftalen, at Kenya for første gang får en premierminister, som efter al sandsynlighed bliver Odinga, og dermed imødekom Kibaki omsider et af oppositionens hovedkrav. Ministerposterne vil blive fordelt ud fra de to rivaliserende lejres styrke i parlamentet.

Det er endnu ikke helt klart, hvilke beføjelser den nye regeringschef får, da magten traditionelt har ligget hos præsidenten.

Striden om udfaldet af præsidentvalget den 27. december er baggrunden for den alvorlige krise i landet. Kibaki udråbte sig som vinder, men Odinga siger med opbakning fra internationale observatører, at der blev svindlet med resultatet. Siden har blodudgydelserne i det førhen relativt stabile land fordrevet over 300.000 fra deres hjem.

Senest mistede tre mennesker livet natten til torsdag, da 30 hytter blev sat i brand under et angreb i Molo-distriktet i Rift Valley.

Kibaki og Odinga sad under torsdagens afsluttende forhandlinger for første gang i en måned ved samme bord, og det satte skred i tingene.

- Vi havde en meget konstruktiv og frugtbar dag, sagde Annan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her