Israel blev i går rystet af et selvmordsangreb, som var det første i landet siden 29. januar sidste år. To selvmordsbombemænd og en israelsk kvinde blev dræbt ved terroranslaget, mens omkring ni personer blev såret.
Angrebet fandt sted i Dimona i det sydlige Israel i et indkøbscenter. De to attentatmænd kom fra Gazastriben, hvorfra de indtil søndag i 12 dage havde kunnet spadsere over grænsen til Egypten. Flere hundrede palæstinensere har benyttet lejligheden til at gå over grænsen, og det har fået frygten for angreb i Israel til at stige, da det tillod militante palæstinensere at komme ind i Israel igennem den egyptiske Sinai-ørken.
ritzau/AFP