Læsetid: 5 min.

De unge håber på generationsskifte i amerikansk politik

Normalt stemmer færre unge amerikanere i forhold til andre aldersgrupper. Men Barack Obamas nye ansigt og budskab har tiltrukket en ny generation vælgere, der kræver indflydelse på deres fremtid
Normalt stemmer færre unge amerikanere i forhold til andre aldersgrupper. Men Barack Obamas nye ansigt og budskab har tiltrukket en ny generation vælgere
2. februar 2008

LOS ANGELES - Tusinder af studerende marcherede og bakkede op om den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama på snesevis af universiteter i Californieni går.

"Vi unge støtter Barack Obama, fordi han vil være vores stemme i Washington. Hvis han bliver præsident, har vi fået gennemført et politisk generationsskifte i USA," siger den 19-årige antropologistuderende Karen Louth på University of California i Los Angeles.

"Det er på tide, at vores forældres generation giver faklen videre til os."

Karen og hendes veninde Sabiha Khan har siden september brugt al deres fritid på at organisere studerende på universitetet i Los Angeles. De sidder begge i den styrende komité for en Obama-klub, der har arrangeret fester og politiske debatter og opfordret studerende til at tilmelde sig valglisterne i byen. De er medarrangører af fredagens march i universitetsparken, hvor skuespillerne Kerry Washington og Tatyana Ali samt Robert F. Kennedys yngste søn, Max Kennedy, talte.

For amerikanere i alderen 18-22 år er det første gang, at de kan stemme på en præsidentkandidat, og der er ingen tvivl om, at for dem er Barack Obama bare cool - "et nyt og frisk ansigt", som Sabiha formulerer det. Denne generation af amerikanere er født mellem 1986 og 1990. Det betyder, at de kun har kendt en Bush eller en Clinton som USA's præsident.

Svært at være Clinton-fan

Der er naturligvis mange unge studerende, som agter at stemme på Hillary Clinton under det demokratiske primærvalg næste tirsdag i Califonien og 21 andre delstater. Én af dem er Karens og Sabihas studiekammerat Dorian Evers, som læser statskundskab.

"Det har været lidt svært at være Clinton-tilhænger på vores universitet. Man løber sjældent ind i et Hillary-skilt. Det virker, som om alle de studerende støtter Barack," siger Dorian.

"Obama tiltrækker enormt meget støtte fra unge, fordi han er yngre end Hillary, men jeg må indrømme, at hans begrænsede politiske erfaring bekymrer mig. Hun har virkelig været ude på slagmarken og skaffet konkrete resultater. Det tæller altså."

Dorian har allerede stemt på Clinton pr. brev. Men hun er lidt nervøs, fordi hun og tre veninder er taget til et valgmøde med Obama på Los Angeles Trade Technical College torsdag formiddag. Det er første gang, at hun skal se kandidaten.

"Jeg synes vældig godt om Barack, så jeg håber ikke, at jeg fortryder min stemme," siger Dorian Evers.

Meningsmålinger og exit polls bekræfter iagttageres generelle indtryk. Ingen af de andre præsidentkandidater i de to partier tiltrækker så stor opmærksomhed og entusiasme som Barack Obama. Det er kommet konkret til udtryk i partivalgene i Iowa, New Hampshire og South Carolina, hvor han erobrede flest stemmer fra vælgere under 30.

"Vi har ikke set noget lignende siden 1960'erne. Unge amerikanere er enormt motiverede i denne valgkamp, og det er i overvejende grad demokraterne og Barack Obama, som høster gevinsten," siger Jaime Regalado, professor på Pat Brown Institute på California State Universityi Los Angeles.

Farveblind generation

Der er mange forskellige grund til Obamas popularitet hos unge. Sabiha Khan anfører f.eks., at hun føler sig tiltrukket af hans budskab om national enhed og samarbejde på tværs af skel, der deler det amerikanske samfund.

"Han vil lytte til os frem for interessegrupper og lobbyister," forudsiger hun.

Karen Louth føler sig tiltrukket af Obamas multietniske og multikulturelle baggrund.

Ifølge professor Regalado er den nye generation farveblind.

"Da jeg voksede op i Los Angeles, var ens race og etniske baggrund meget vigtig. For disse unge mennesker er det uden betydning."

Unge føler sig også stærkt tiltrukket af Obamas oprigtighed. Under valgmødet torsdag svarede han f.eks. på spørgsmål fra mængden i en time, og næsten alle spørgerne var unge med mørk, hvid, brun eller gul hudfarve. Spørgsmålene var konkrete. En ville vide noget om hans planer om at hjælpe hjemløse på gaderne. En anden var nysgerrig efter at høre mere om, hvilken type samfundstjeneste en Obama-regering vil forvente fra studerendes side, hvis de modtager årlige kursustilskud på 4.000 dollar. En tredje ville have flere detaljer om Obamas tilbagetrækningsplan fra Irak.

Valgmødet kunne let være fortsat i timevis. Så mange unge spørgere rakte forgæves hånden i vejret.

Mange unge føler sig endvidere tiltrukket af Obamas personlige livsvalg.

"Jeg blev virkelig inspireret, da jeg hørte, at han med sin uddannelse og intelligens kunne have fået en stilling som sagfører eller finansmand og tjent en formue. I stedet valgte han arbejdet som social aktivist i et fattigt kvarter i Chicago," fortæller David Hill, der arbejder for Obamas kampagne i Los Angeles.

"Det er den slags personlige kvalitet og erfaring, jeg gerne ser hos vores næste præsident."

Vil forandre verden

Obamas succes skyldes også en anden vigtig faktor. Han har brugt sin erfaring som aktivist til at organisere unge på USA's universiteter, således at de nu føler, at de er med i en bevægelse, som går hinsides dem selv og præsidentkandidaten.

"Vi er godt trætte af den måde, hvorpå man fører politik i dette land," forklarer Karen Louth. "Vores ærinde er at forandre verden, hverken mere eller mindre."

Karen var kun 15, da hun hørte Obama give hoved-talen på demokraternes partikongres i 2004, hvor senator John Kerry blev kåret til partiets præsidentkandidat.

"Jeg fortalte min far og mor, at den mand en dag ville blive præsident, og at jeg vil gøre mit til få den drøm virkeliggjort."

Det er et budskab, som mange amerikanske forældre har hørt. Caroline Kennedy, datter af den tidligere præsident, fortalte f.eks. på et valgmøde i mandags, at det var hendes teenagebørn, der opfordrede hende til at støtte Obama.

Blandt det store heppekor for Obama uden for Kodak-teatret i Hollywood torsdag aften - hvor tv-debatten fandt sted - stod en 51-årig kvinde. Patrice Pineda var kørt i bil i to timer fra Orange Amt syd for Los Angeles for at stå med et Obama-skilt og se debatten på en tv-skærm.

"Jeg gør det for mine børn og for mig selv," sagde Pineda. "Mine børn har af egen fri vilje indskrevet sig på valglisten, og de har allerede stemt på Obama pr. brev. Selv min egen far, der i hele sit liv har stemt på konservative republikanere, siger, at han vil stemme på Obama til november."

Læs Martin Burcharths blog 'Amerikanske Perspektiver' på luftskibet.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Om ikke andet er der da grund til at glæde sig over, at der denne gang i begge partier er gode chancer for, at kompetente og respektable kandidater bliver opstillet (både Clinton, Obama og McCain virker som hæderlige og begavede politikere i modsætning til den grænseretarderede kristenfundamentalist, der sidder på posten i dag).

Vil give Per Vadmand ret, det virker som nogle gode kandidater.

"Vores ærinde er at forandre verden, hverken mere eller mindre."

Den sætning giver mig altid myrekryb, vejen til helvede er brolagt med gode intentioner...