Nyhed
Læsetid: 3 min.

Åndeløs venten på valgresultatet i Zimbabwe

Zimbabwes opposition har erklæret sig som vinder af lørdagens valg, men endnu en dag gik uden klare resultater
Under en afbrydelse af strømforsyningen i Bulawayo tyr disse to unge mænd til batteriradioen for at høre nyt om udfaldet af lørdagens valg. Man må håbe for dem, at der er godt med strøm på batterierne, for resultaterne kommer kun drypvis og uendeligt langsomt.

Under en afbrydelse af strømforsyningen i Bulawayo tyr disse to unge mænd til batteriradioen for at høre nyt om udfaldet af lørdagens valg. Man må håbe for dem, at der er godt med strøm på batterierne, for resultaterne kommer kun drypvis og uendeligt langsomt.

Udland
1. april 2008

Zimbabwere, tag venligst hjem og gør en forskel.

Sådan står der på en plakattavle på den sydafrikanske side af grænseovergangen Breitbridge, et led i den omfattende Tag hjem og stem-kampagne i Sydafrika, der huser over fem millioner eksilzimbabwere. 23-årige Paul er nået frem til sidste etape på en lang odyssé. Som millioner af landsmænd arbejder han i Sydafrika, men har ladet sig overtale til at tage hjem for at stemme.

"Min chef sagde, jeg kunne tage 10 fridage, hvis jeg lovede at stemme. Ved grænsen var der så mange, at de ikke engang gad se på vores ansigter. De stemplede bare passet," fortæller Paul.

Men her to dage efter valget venter han og de mange andre zimbabwere, der valgte at bruge deres kryds, stadig på at se, om deres bestræbelser har båret frugt. Blandt de fleste af de mange hjemvendte var formålet nemlig klart: At slippe af med manden, der i 28 år har holdt landet i et jerngreb og de seneste år har skabt en økonomisk katastrofe: Robert Mugabe.

Han stod over for to hovedudfordrere ved lørdagens valg, Morgan Tsvangarai og Mugabes egen tidligere finansminister, Simba Makoni. Oppositionen hævder, at den har en klar føring ved stemmeoptællingen, men den officielle valgkommission havde i går eftermiddag kun offentliggjort 38 ud af 210 af sæderne i parlamentet og de var splittet relativt lige mellem det regerende ZANU-PF parti og oppositionen Movement for Democratic Change (MDC). Sent i aftes forelå der stadig intet om status i præsidentkapløbet. To prominente ministre i præsident Mugabes regering, Patrick Chinamasa og Chen Chimutengwende mistede deres pladser til MDC. Dog vandt mugabes nevø, Patrick Zhuwao, en plads i sin onkels distrikt.

Frygt for nyt Kenya

Valgkommissionen forklarede, at det tager tid at indsamle resultater fra de omkring 9.000 valgkredse og den forsvarer sig med, at der lørdag blev stemt til hele fire valg: til præsidentposten, parlamentet, senatet og lokale ledelser. Andre er mere skeptiske.

"Jeg er slet ikke i tvivl om, at store dele - hvis ikke det hele - allerede er kendt," sagde Marwick Khumalo, leder af Pan-African Parliaments observatørteam, til det sydafrikanske SABC, mandag eftermiddag. Han advarede:

"De løber risikoen for at forstyrre en ellers meget fredelig valgproces."

Frygten er en gentagelse af de uroligheder, der fulgte efter mistanker om valgsvindel, da det i december tog tre dage for Kenyas valgkommission at offentliggøre valgresultaterne. Det kostede 1.500 mennesker livet.

Oppositionen beskylder myndighederne for urent trav.

"Regimet har tabt og bruger nu tiden på at drøfte, hvad det skal gøre," siger leder af oppositionskoalitionen MDC, general Tendai Biti.

I går eftermiddag begyndte også EU-Kommissionen at skubbe på for at få resultaterne offentliggjort. "Det ville være belejligt, hvis Zimbabwes valgkommission offentliggjorde det endelige resultat så hurtigt som muligt for at demonstrere uafhængighed og for at undgå unødige spekulationer," sagde John Clancy, talsmand for EU's Kommissær for udvikling og humanitær bistand, til Ritzau.

Også USA reagerede i går skarpt, da talsmand Tom Casey opfordrede Zimbabwes regering til at sikre "at folket blev hørt".

Så bliver der larm

Med en inflation på 100.000 procent, arbejdsløshed på 80 procent og en forventet levealder, der ligger midt i 30'erne, er det småt med støtten til Mugabe i de overbefolkede slumkvarterer, der danner rammen om den typiske tilværelse for de fleste i dagens Zimbabwe. Her ses udsultede kvinder faldbyde grøntsager til forbipasserende biler. Ved distriktets største valgsted, der er omgivet af pigtrådsafspærringer, vogtede en politimand med riffel på køen af vælgere i laser og pjalter, der kun langsomt blev lukket ind i valglokalet - en ad gangen.

"Den gamle mand har tabt," sagde 48-årige Dixon, som har en slagterbutik i det kvarter. "Selv hans gamle kumpaner ønsker, at der skal ske forandringer. Han kan stadig prøve at svindle sig til en sejr, men denne gang får han sværere ved det. Simba (Makoni, red.) ved alt om, hvordan den slags plejer at foregå."

Som alle andre er Dixon ikke meget for at give et bud på, hvad der vil ske, hvis 'kammerat Bob' (Mugabe, red.) skulle udråbe sig selv til vinder endnu engang.

"Hvis han gør det, bliver der ballade. Lige nu beder vi til, at det ikke sker, for vi ønsker ikke den ballade. Men hvis balladen kommer, åh lort, så føler jeg for mit folk. Hvis balladen bryder løs, bliver det voldsomt, for folket har sparet megen vrede op. Der vil helt sikkert ske forandringer nu. Vi kan lugte det."

ansp@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, spændingen er ulidelig; får Mugabe 110 eller 120 % af stemmerne?