Ændrer Europa kurs i Mellemøsten?

TEL AVIV - Forbundskansler Angela Merkels besøg i Israel i sidste uge markerer et skift, ikke bare i Tysklands holdning, men også mere generelt set i europæisk politik over for Israel og Mellemøsten. Således læses det i hvert tilfælde af mange israelske analytikere, som lægger vægt på, at hun valgte ikke at omfatte de palæstinensiske selvstyreområder af besøget, men udelukkende koncentrerede sig om den israelske side, med det tydelige budskab, at det fandt sted som en markering af 60-året for staten Israels oprettelse.

"60 år efter skabelsen af Israel bekræfter vi igen Tysklands særlige forpligtelse overfor Israel," sagde Merkel i Jerusalem, hvorpå værten, ministerpræsident Ehud Olmert kvitterede ved at sige, at "dette er et historisk øjeblik i forholdet mellem Israel og Tyskland".

Kun godt en uge før dette havde den israelske præsident, Shimon Peres, aflagt besøg i Paris, hvor modtagelsen hos præsident Nicolas Sarkozy blev beskrevet som overmåde varm. Fra israelsk side bliver det tilskrevet stor symbolsk betydning, at Sarkozy således lod Peres være den første udenlandske leder, der blev modtaget ved en officiel statsceremoni.

Ikke mere diplomati

"Der blæser nye vinde fra Europa," siger dr. Sharon Pardo, der står i spidsen for Institut for Europastudier ved Ben Gurion Universitetet i den israelske by Beersheva. "I mange år har der ikke været nogen virkelig dialog mellem Israel og Europa, men inden for de sidste par år har der været en udvikling på vej, som vi nu ser bryde frem i fuldt dagslys. Det ser ud som om, megafondiplomatiets tid er ovre, i hvert tilfælde lige nu."

Som et første tegn på en europæisk holdningsændring ser han beslutningen om at udstationere en europæisk politistyrke ved Rafah, grænseovergangen mellem Gazastriben og den egyptiske Sinaiørken. Det skete for to år siden, altså endnu inden den islamiske Hamas-bevægelse tog magten på Gazastriben. Siden hen er politistyrken blevet fjernet igen, men det europæiske engagement er kommet for at blive, og det er en del af dette billede, som viser sig ved en omformulering af forholdet til Israel.

Sarkozys nye ånd

"Det er vigtigt at forstå, at Sarkozy er stærkt pro-israelsk, og at han samtidig er stærkt pro-arabisk," forklarer dr. Pardo. "Dette kunne lyde som en selvmodsigelse, men er i virkeligheden en helt ny forståelse af middelhavsregionen, der tager udgangspunkt i et positivt syn på begge parter. Sarkozys forgænger, Jacques Chirac, forstod slet ikke regionen i samme omfang, og han engagerede sig heller ikke. Sarkozy har ført en helt ny ånd med sig ind i Elysée-palæet."

Angela Merkel er ikke den første tyske leder, der besøger Israel, men hun var den første nogensinde, der fik lov til at tale til det israelske parlament, Knesset, og på tysk. For en håndfuld parlamentarikere fra højrefløjen var dette for stor en kamel at sluge. De forlod salen, mens resten af de 120 medlemmer tog godt imod gæsten med stående ovationer. Og gæsten, der som et yderligere tegn på de varme forbindelser, havde taget hele syv af sine ministre med på rejsen, skuffede ikke. Hun fordømte de palæstinensiske Qassam-raketter og nævnte ikke med et ord Israels problematiske fremfærd overfor palæstinenserne, og ikke mindst lovede hun en mere offensiv tysk holdning i forhold til de iranske atomprogrammer.

"Det er også et andet Israel," fortsætter Pardo. "Ariel Sharon (Olmerts forgænger, der på tredje år ligger i koma, red.) plejede at sige, at han ikke havde respekt for nogen, med undtagelse af Gud, og han anså ikke europæerne for nogen partner. Men i forbindelse med Libanon-krigen for halvandet år siden indså Olmert, at han har brug for Europa, og efter krigen nærmest skreg han på en europæisk tilstedeværelse i Libanon."

Under alle omstændigheder er næsten halvdelen af de 15.000 mand, som FN's fredsbevarende styrke UNIFIL i dag har udstationeret i den israelsk-libanesiske grænseregion, europæere, hvilket synes at lægge op til Merkels udtalte interesse for en udvidet tysk indsats i en mellemøstlig fredsproces.

Her kommer en tilsvarende palæstinensisk skepsis ind i billedet.

Ord uden handling

"Det er meget kendetegnende, at den tyske kansler siger dette næsten i samme åndedrag som hun bidrager til Olmerts snak om fortsat byggeri i bosættelserne på Vestbredden," siger en tidligere palæstinensisk minister, Ghassan Khatib. "De fleste medlemslande i EU kritiserer også den israelske mur på Vestbredden, men reelt har meget få af dem gjort noget for at få den fjernet. Jeg ser ingen mellemøstlig fredsproces, bare fordi Merkel taler om det."

Han ser forholdet som et generelt problem i europæisk mellemøstpolitik, hvor han i høj grad efterlyser sammenhæng mellem ord og handling. Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, gjorde ved indledningen på Merkels besøg et lignende forsøg på at finde sammenhængen, da han udtalte sin forventning om, at den tyske kansler vil aflægge et lignende besøg i Ramallah på Vestbredden.

"Ledetråden for europæisk mellemøstpolitik burde være international lovgivning, men det er ikke tilfældet," siger Khatib. "Da Hamas-regeringen på Gazastriben bragte sig selv i konflikt med internationale konventioner, svarede EU med det samme med sanktioner. Når Israel overtræder de samme konventioner, kommer der protester, som det er sket for nylig, men det bliver sjældent til mere. Med den seneste udvikling i Europa, er jeg bange for, at de mundtlige protester mod Israel vil fortsætte, mens endnu mindre vil blive gjort for at implementere dem, og det vil den israelske regering kunne udnytte til sin fordel."

Nykonservatisme

Galia Golan, der er professor i international politik ved Det Interdisciplinære Center i den israelske by Herzliya, ser også et europæisk skred, men mener navnlig, det finder sted på ledelsesplan.

"Merkel og Sarkozy står for en ny europæisk konservatisme, som den britiske leder, Gordon Brown, også er en del af, men hvad angår Mellemøsten, kan jeg ikke umiddelbart set nogen afgørende holdningsændring i de europæiske befolkninger," siger hun. "Sarkozy har udtalt pro-amerikanske synspunkter, og når Tyskland lancerer en mere aktiv mellemøstpolitik, vil den altid få det tilsnit, som vi ser hos Merkel, fordi Tyskland har et historisk betinget følsomt forhold til Israel. Fra tysk side vil kun De Grønne kunne levere kvalificeret kritik af Israel, og derfor er de israelske ledere yderst tilfredse med at have haft kansleren på besøg."

Tomrum i Washington

Sharon Pardo fastholder imidlertid, at der er tale om et europæisk skift, der også vil blive omsat i konkrete politiske tiltag.

"Den Europæiske Union har fået en hel stribe nye medlemmer, der nu er ved at sætte deres præg på virkeligheden." siger han. "De gamle østeuropæiske stater ser forholdene i et langt mere transatlantisk prisme, og de er langt mindre eurocentriske, og de har givet deres bidrag til at udforme, hvad mange her i Mellemøsten betragter som et nyt Europa."

Indtil videre er det dog mere en ændring af atmosfæren end af indhold, som dagbladet Le Monde også skrev i sin leder i forbindelse med Peres' besøg i Paris, men der kan også peges på flere konkrete udviklinger. Sharon Pardo nævner den østrigske europakommissær Benita Ferrero-Waldner. Hun har ansvaret for unionens eksterne relationer, og Pardo ser hende som havende langt større forståelse for israelske synspunkter end sine forgængere i embedet. Han ser hende også som en hovedperson i tilnærmelsen mellem Israel og Østrig, som fandt sted, mens hun var udenrigsminister mellem 2000 og 2004. Genvalget af Václav Klaus som tjekkisk præsident betragter den israelske ledelse som del af samme tendens.

Ingen berøringsangst

"Vi står altså med et Europa, der er ved at trække sig ud af sin traditionelle berøringsangst overfor Mellemøsten," tilføjer Galia Golan, der som medstifter af den israelske bevægelse Fred Nu har haft kontakter til lignende europæiske grupper i mange år. "Der ligger oven i købet nogle fantastiske perspektiver i det, fordi der er ved at opstå et tomrum i Washington, som vil være en realitet, indtil en ny amerikansk præsident er flyttet ind i Det Hvide Hus. Dette tomrum står klar til en aktiv, europæisk rolle i Mellemøsten. Det hele ligger klar, men jeg er alligevel ikke sikker på, at europæerne formår at gribe den gyldne chance. For det første tror jeg stadig, EU har for travlt med at finde sin egen indre sammenhæng til at kunne tage de dramatiske initiativer i Mellemøsten. For det andet tvivler jeg på, at europæerne formår at tilføre den nye atmo-sfære den rette dosis kritisk holdning, og det synes jeg bestemt, både Sarkozy og Merkel afspejler."