Nyhed
Læsetid: 4 min.

De var bange for, jeg skulle dø, hvis de slog mig mere

Khaled al-Maqtari har følt CIA's hemmelige fangeprogram på egen krop. Først blev han tortureret i Abu Ghraib, siden blev han fløjet til hemmelige fængsler i Afghanistan og Østeuropa
Udland
14. marts 2008
Khaled al-Maqtari blev i tre år tilbageholdt som et led i CIA's hemmelige fangeprogram. Han blev fragtet fra hemmelige fængsler i Irak og Afghanistan til Østeuropa og undervejs udsat for massiv tortur.

Khaled al-Maqtari blev i tre år tilbageholdt som et led i CIA's hemmelige fangeprogram. Han blev fragtet fra hemmelige fængsler i Irak og Afghanistan til Østeuropa og undervejs udsat for massiv tortur.

Khaled al-Maqtari blev i to et halvt år holdt i isolation i hemmelige CIA-fængsler i Irak, Afghanistan og Østeuropa. Han var en af CIA's såkaldte spøgelsesfanger, hvis identitet bliver holdt hemmelig, og hvis fængselsophold ikke bliver registreret. I CIA-fængslerne blev han slået og sparket og sat til at kravle ad en grusgang, hvor der blev sendt glammende hunde efter ham.

Det dokumenterer en ny rapport, som Amnesty International udgiver i dag. Anne Fitzgerald er seniorrådgiver hos Amnesty International, og hun har interviewet Khaled al-Maqtari.

"På intet tidspunkt i løbet af de 32 måneder, han var tilbageholdt, fik Khaled al-Maqtari at vide, hvor han var og hvorfor. Det er et klart brud på USA's internationale forpligtelser," siger hun med henvisning til Genèvekonventionen.

Afhøring

Khaled al-Maqtari har levet det meste af sit liv i den lille by Hodeidah ved Det Røde Hav i Yemen. I starten af 2003 rejste han til Irak, hvor han slog sig ned i Falluja. Her arbejdede han på et indkøbsmarked, som ligger i byens centrum. Den 13. januar 2003 omringede amerikanske styrker markedet og arresterede omkring 60 butiksejere- og arbejdere. Khaled al-Maqtari var en af dem, der blev anholdt, og han blev ligesom de andre lagt i plasticstrips og fik en hætte over hovedet.

De blev fragtet til en militærlejr i Falluja. Da de nåede lejren, blev han hevet ud af lastbilen og ført over til et afhøringslokale, mens han blev tildelt adskillige spark og slag.

"Jeg lærte, at det var måden, jeg skulle blive flyttet rundt på både i militærlejren og senere i Abu Ghraib," siger Khaled al-Maqtari.

Om aftenen blev han ført ud til en helikopter sammen med mindst to andre fanger. Helikopteren førte dem til Abu Ghraib. Her blev han afhørt af tre civilklædte amerikanere og en tolk. Da forhøret var overstået, blev hans tøj klippet af med en saks. De tre mænd førte ham over i en lille celle med vand på gulvet. Derinde slog de ham med knyttede næver og med kæppe.

"De skiftedes, som om det var en børneleg, og der var en cd-afspiller, der spillede høj og uhyggelig musik," siger Khaled al-Maqtari. Han blev svunget rundt i cirkler af mændene, så han mistede orienteringen og hamrede ind i væggene.

Da forhørslederne var blevet trætte, satte de sig ned på nogle stole, mens de lod ham stå foran en kraftig airconditioner. Han skulle holde en kasse med vandflasker over hovedet, imens de hældte koldt vand på hans nøgne krop. Han begyndte at ryste voldsomt, og hans arme var ved at knække sammen under vægten fra kassen. Da han var ved at tabe kassen, begyndte de at slå ham med kæppe for at få ham til at blive stående. Til sidst kollapsede han. Mændene fortsatte med at slå ham, mens han lå på gulvet, og da han var ved at besvime, stak de lugtesalt ind under hans næse og smurte mentolbalsam under hans øjne.

Da han troede, de var færdige, fastgjorde de en kæde i loftet og med armene fastlåst på ryggen, blev han hejst op i fødderne. Til sidst slukkede en af forhørslederne sin cigaret på hans skulder, mens han råbte:

"Ved du, hvor jeg er fra? Jeg er fra New York. Det sted, som I arabere forsøgte at ødelægge."

Forhørslederne sagde til ham, at torturen ville blive ved, indtil han indrømmede at have deltaget i anti-amerikanske angreb.

Forhørsleder bekræfter

Eric Fair var kontraktansat amerikansk forhørsleder i Abu Graib i 2004. I februar 2007 skrev han i en artikel i Washington Post:

"Amerikanske autoriteter bliver ved med at insistere på, at overgrebene på irakiske fanger i Abu Ghraib var isolerede hændelser. Det står i skarp kontrast til mine egne erfaringer som forhørsleder i Irak."

Eric Fair siger, at han aldrig har set nogen blive hængt op i fødderne, men at Khaleds beretninger ellers stemmer overens med de ting, han selv udførte som forhørsleder i Abu Ghraib og i Falluja.

Fra Abu Ghraib blev Khaled al-Maqtari først fløjet med CIA's hemmelige fangefly til et fængsel i Afghanistan og siden videre til et fængsel i Østeuropa. Fængselsbetjentene var klædt i sort fra top til tå. Både deres ansigter og hænder var dækkede. De sagde aldrig et ord, men kommunikerede enten med tegnsprog eller ved at skubbe ham i den retning, de ønskede han skulle gå. Der gik flere dage før han fik tøj og flere måneder, før han fik tæpper.

I det østeuropæiske fængsel blev han ikke udsat for samme fysiske tortur som i Abu Ghraib, men han blev på et tidspunkt ført forbi en gang, hvor han kunne høre skrig fra de fanger, der blev tortureret:

"Man fornemmede, at de her blev tortureret endnu værre", siger han.

Khaled al-Maqtari blev løsladt af CIA i 2006, men blev tilbageholdt i Yemen indtil Maj 2007. Han blev aldrig anklaget for en kriminel handling. I dag bor Khaled al-Maqtari i Yemen, hvor han døjer med virkningerne af fysisk og psykisk tortur. Han har ikke modtaget nogen form for erstatning fra amerikanerne.

Khaled al-Maqtaris beretning er hentet fra Amnesty Internationals rapport, som kan downloades på Informations hjemmeside.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her