Læsetid: 6 min.

Britiske EU-modstandere kæmper for en folkeafstemning

'Nosser, der hænger på hegn,' og 'splinter i røven'. Den britiske EU-modstand er kulturelt forankret, og tonen i sidste uges britiske tredjebehandling af Lissabon-traktaten var benhård, selv om oppositionens forslag om en afstemning tabte. Nu sætter EU-modstanderne helt usædvanligt deres lid til Overhuset
Demonstranter forsøgte at lægge pres på de britiske parlamentarikere forud for tredjebehandlingen af Lissabon-traktaten i sidste uge. Men trods banneret, der plæderer for en folkeafstemning om traktaten, besluttede et flertal af Underhusets medlemmer, at briterne ikke skal stemme om traktaten.

Demonstranter forsøgte at lægge pres på de britiske parlamentarikere forud for tredjebehandlingen af Lissabon-traktaten i sidste uge. Men trods banneret, der plæderer for en folkeafstemning om traktaten, besluttede et flertal af Underhusets medlemmer, at briterne ikke skal stemme om traktaten.

Matt Dunham

11. marts 2008

LONDON - "Fog in Channel; Continent Cut Off" - tåge i den Engelske kanal. Europa afskåret.

Sådan lød en legendarisk overskrift i avisen The Times. Og mere end noget andet europæisk land har Storbritannien aldrig rigtigt accepteret, at det er en del af Europa.

Måske er det derfor, at briterne - måske mere end noget andet land i EU - reagerer så voldsomt imod forslag om øget integration i det europæiske projekt. De har gjort det før, og de gjorde det igen i den forløbne uge, hvor lovforslaget om EU's Lissabon-traktat var til tredjebehandling i Underhuset.

I Danmark kan man nok finde dem, der er kritiske over for EU og al dets væsen, men deres retorik er - når man ser bort fra dele af Folkebevægelsen imod EU - moderat. Sådan er det ikke i vort vestlige naboland. Selv i velanskrevne aviser som The Times, The Daily Telegraph og The Independent kan man stundom finde mere eller mindre fantasifulde sammensværgelsesteorier om EU.

Der er noget mærkeligt - ja, endog paradoksalt - over denne Euro-fobi. London har overtaget Frankfurts position som den europæiske finanshovedstad. Den britiske økonomi er den mest globaliserede i OECD, og den finansielle sektor er moderne, multikulturel og kosmopolitisk. I intet andet land findes der så forholdsmæssigt mange udlændinge som i Storbritannien.

Storbritannien er på en og samme gang europæisk og anti-europæisk. Førstnævnte i praksis - sidstnævnte i sin filosofi.

"Foreign countries are a mistake" - fremmede lande er en fejltagelse - skrev den store forfatter Charles Dickens i det 19. århundrede.

De fleste af hans landsmænd over 100 år senere er enige. I resten af Europa spiller de håndbold; her i landet spiller vi rugby og cricket. Og vi forstår ikke, at afstande måles i kilometer frem for i mil, og at man måler vægt i kilo, når man kan bruge målenheden 'stones' (cirka 7 kilo).

Det er med dette in mente, man skal se de seneste ugers debat om, hvorvidt Storbritannien skal holde en folkeafstemning om Lissabon-traktaten. Dette er ikke en politisk diskussion - det er en kulturkamp. Det var måske derfor, at tonen var så hård, da Informations udsendte overværede tredjebehandlingen af Lovforslag om den Europæiske Traktat.

Nosser

"De har ingen nosser. De blev hængende på hegnet mellem de to lejre".

Den konservative udenrigsordfører, William Hague, gjorde sig munter over De liberale Demokrater - det lille britiske midterparti, der hverken ville støtte de konservatives krav om en folkeafstemning eller Labour-regeringens dagsorden om, at der ikke skulle være en sådan. I en måned havde de debatteret Lissabon-traktaten, og endelig kom afslutningsdebatten. Oppositionen tabte med 63 stemmer - selvom 29 medlemmer af Labour stemte imod deres egen regering. Det er det største oprør fra Labours backbenchers i et spørgsmål om Europa siden 1997.

Jeg havde stået i kø i to timer for at komme ind. Stemningen uden for Westminster var ophidset.

"Tyskerne tabte Anden Verdenskrig, og nu prøver de at overliste os med økonomiske midler," forklarede taxachaufføren på vejen fra Victoria Station.

Den slags virker fantasifuldt. Men det er en tolkning, der har vundet tilslutning i en anselig del af den mere kulørte del af britiske presse.

Før seneste valg havde Tony Blair og hans parti lovet en folkeafstemning om EU-forfatningen. Men to uger inden sin fratræden i fjor, ændrede Blair holdning. Lissabon-traktaten var ikke - juridisk set - en forfatning. Og derfor - sådan lyder logikken - er der ikke brug for en folkeafstemning.

De konservative - der også havde lovet en folkeafstemning - skreg forrædderi og løftebrud. Men Gordon Brown har fastholdt sin forgængers position.

Det blev onsdag gentaget som et mantra af udenrigsminister David Miliband.

"I vort land har vi kun folkeafstemninger, når der er tale om store politiske ændringer og suverænitetsafgivelse. Men det er der ikke tale om her. Derfor ingen folkeafstemning."

"Buh, bøh, ba," lød det fra oppositionspartiet.

Men Milliband fortsatte ufortrødent. Hans far var fra Belgien, og han har selv været formand for Europabevægelsen. Så ikke nogen overraskelser der. Manden, som går under navnet 'erhvervspraktikanten' - på grund af sit drengede smil - havde svært ved at vinde respekt fra parlamentarikerne.

Hans modstander William Hague - den tidligere konservative leder - er en formidabel taler med sans for sort humor og med en tendens til at slå syd for bæltestedet. Det gjorde han også denne eftermiddag. Han havde tilhørerpladserne med sig - og befolkningen som helhed. Meningsmålingerne viser, at over 80 procent af vælgerne vil have en folkeafstemning om traktaten. Og meningsmålinger viser også, at en tilsvarende andel af befolkningen ville stemme 'no', dersom de havde chancen.

Men det får de sandsynligvis ikke. De Liberale Demokrater undlod at stemme. Det var derfor, de konservative politikere angreb det lille midterparti og ikke regeringen.

"Det er ubehageligt at sidde på et hegn. Det får man splinter i røven af."

Sådan sagde Iain Duncan Smith, en anden tidligere konservativ leder.

"Sådan kunne man aldrig sige i Folketinget," sagde jeg til min sidemand.

"Virkelig. Boring - kedeligt. I har sgu' ingen politisk kultur i Europa," lød svaret tilbage.

Overhuset er sidste håb

Dagen derpå var der strategimøde i The Atrium - en resturant i nærheden af Parlamentet.

"Slaget er ikke tabt," sagde Neil O'Brian, leder af bevægelsen mod traktaten, til Information.

"Det er ikke umuligt, at Overhuset stemmer for en folkeafstemning," sagde han. "Den såkaldte Salisbury-doktrin siger ganske vist, at Overhuset ikke stemmer imod forslag, der har stået i det vindende partis valgprogram. Men i denne situation er regeringen løbet fra et løfte i sit eget program. Det vil være naturligt, om Overhuset nedstemmer regeringen," siger han.

Doktrinen er opkaldt efter den konservative leder i Overhuset i 1940'erne, der undlod at stemme imod Labours nationaliseringer, fordi befolkningen havde støttet Atlee-regeringens socialistiske program ved valget i 1945.

Overhuset er ikke valgt. De fleste medlemmer er udpeget af regeringen, og 92 af de cirka 600 medlemmer har arvet deres pladser fra adelige forfædre. At en så anakronistisk forsamling kan blive folkets bolværk imod regeringen er næsten paradoksalt.

"Måske," indrømmer O'Brian, "men man har lov til at håbe."

Nedstemmer Overhuset Lissabon-traktaten, kan Underhuset bruge den såkaldte Parliament Act. Denne giver de folkevalgte ret til at nedstemme Overhuset. Men denne ret bruges meget sjældent. The Parliament Act har kun været brugt tre gange i de sidste 50 år - og kun i tilfælde, hvor regeringen havde den folkelige opinion på sin side.

Der kan ske meget endnu. Overhusets medlemmer er ikke tro partisoldater. Kampen om EU fortsætter i juni, hvor Overhuset tager endelig stilling.

Så vidt den forfatningsretlige side af sagen. Men den optager selvsagt ikke sindene uden for Westminister Palace, hvor Under- og Overhuset sidder.

Folkelig mistro

EU er ikke en politisk diskussion. Det er et kulturelt spørgsmål. For den almindelige borger er EU og globaliseringen noget, som 'eliten' har fundet på; en konspiration.

Noget sådant kan virke fantasifuldt - og er det måske også. Man kan med en vis ret have mistro til et folk, der - i ramme alvor - tror, at MI-5 og Prins Phillip myrdede Prinsesse Diana.

Men i spørgsmålet om Europa er det noget der stikker dybere; en følelse af, at de folkevalgte ikke lytter, og at de er mere europæiske, end de er britiske.

"Hvordan kan de regerende partier undre sig over, at valgdeltagelsen er faldet til 60 procent, når partierne ikke lytter til befolkningen?," spurgte William Hague forleden i Parlamentet.

Skal man tro meningsmålingerne, vil dette ikke vare ved. Et flertal af vælgerne vil stemme på de konservative ved næste valg. Problemet er bare, at mange deler Labours politiske holdning, samtidig med at de er kritiske over for den yderligere integration.

I den britiske folkesjæl er kontinentet stadig afskåret fra England. At regeringen ser det anderledes, siger mere om dem end om folket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu