Læsetid: 4 min.

Clinton angriber for at redde sit kandidatur

Dagens primærvalg i fire delstater kan afslutte Hillary Clintons præsidentambitioner, men der er uenighed i hendes kampagne om, hvad der definerer en sejr og et nederlag
Hillary Clinton er for alvor gået i offensiven mod Barack Obama, og i Texas har hun bl.a. i et tv-spot søgt at så tvivl om Obamas kapacitet til at forsvare USA-s sikkerhed i en international krise. I et tv-spot siger en speaker med dyster røst: -Klokken er 3 om natten, og dine børn ligger trygt og sover.- En verdenskrise er under optrapning og (i Det Hvide Hus) ringer telefonen. Spørgsmål: Hvem vil du helst have til at tage den? Svar: Hillary Clinton - der så ses tage telefonrøret.

Hillary Clinton er for alvor gået i offensiven mod Barack Obama, og i Texas har hun bl.a. i et tv-spot søgt at så tvivl om Obamas kapacitet til at forsvare USA-s sikkerhed i en international krise. I et tv-spot siger en speaker med dyster røst: -Klokken er 3 om natten, og dine børn ligger trygt og sover.- En verdenskrise er under optrapning og (i Det Hvide Hus) ringer telefonen. Spørgsmål: Hvem vil du helst have til at tage den? Svar: Hillary Clinton - der så ses tage telefonrøret.

Clinton-kampagnens tv-spot

4. marts 2008

BOSTON - Den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton er i de sidste par dage gået i offensiven mod sin rival Barack Obama i et desperat forsøg på at vinde dagens primærvalg i Ohio og Texas.

Clintons angreb er blevet ført frem på flere fronter. I det relativt konservative Texas har hun i en tv-reklame søgt at så tvivl om Obamas kapacitet til at forsvare USA's sikkerhed i en international krise. I industristaten Ohio - hvor økonomien skranter - hævder hun, at Obamas kritik af den nordamerikanske frihandelsaftale er uredelig.

Clinton-kampagnen har også opfordret pressen til at udsætte Obamas forbindelse til en syriskfødt ejendomsmagnaten for grundigere ransagelse. Tony Rezko blev i går stillet for en dommer i Obamas hjemby Chicago sigtet for korruption. I 2005 hjalp forretningsmanden den nyvalgte senator med at købe et stykke grund, som støder op til Obama-familiens hus for en billig pris. Rezko har bidraget med 150.000 dollar til Obamas politiske karriere siden 1997.

Obamas lyssky forhold til Rezko vil givetvis blive brugt som skyts af det Republikanske parti og højreorienterede medier, hvis han kåres til Demokraternes kandidat.

Hillary Clinton har heller ikke undladt at ramme sin opponent under bæltestedet. I et interview med tv-nyhedsprogrammet 60 Minutes søndag aften insinuerede hun, at hun ikke er helt overbevist om, at Obama ikke er en muslim i kristne klæder.

Den demokratiske præsidentkandidat bliver spurgt, om hun ikke sætter lid til Obamas udsagn, at han er kristen og ikke muslim.

"Nej! Nej! Hvorfor skulle jeg det? Vi har ikke noget faktuelt til at modbevise det, så vidt jeg ved," svarede Clinton.

De sidste fire ord - "så vidt jeg ved" - kan bestyrke nogle vælgeres frygt for at stemme på en muslimsk præsidentkandidat midt i USA's krig mod islamistisk terrorisme.

Udfaldene mod Obama afspejler, hvor meget der står på spil for Hillary Clinton og hendes kampagne. I november sagde hun til en amerikansk tv-interviewer, at hun ikke kunne forestille sig at ville tabe kappestriden om det Demokratiske partis nominering.

Flere come-backs

I Iowas partivalg i januar kom hun ind som nummer 3. Fem dage senere fik hun et come-back i New Hampshire med en marginal sejr over Obama, og i begyndelsen af februar stemplede hun en billet ved supertirsdagens 22 partivalg til at fortsætte dysten.

Men siden har Obama vundet 11 partivalg i træk og fører med ca. 1.300 mod 1.200 partidelegerede. Når millioner af vælgere i Ohio og Texas og de to små stater Rhode Island og Vermont går til urnerne i dag ligger der derfor et ubønhørligt pres på Hillary Clinton. Tidligere præsident Bill Clinton sagde for en uge siden, at hans hustru skal vinde de to delstater. Ellers er hun ude.

Hans udtalelse faldt på et tidspunkt, da meningsmålinger i de to stater gav senatoren en solid føring. I den forløbne tid er hun blevet indhentet og overhalet af Obama i Texas. Kun i Ohio har Clinton bevaret føringen, men den er blevet indsnævret til nogle få procentpoints. I går viste Zogbys løbende meningsmåling af et fast segment vælgere i Ohio, at Obama er rykket lidt foran. Men andre målinger offentliggjort mandag viste betydelig fremgang for Clinton.

Så i de sidste par dage har hendes kampagnerådgivere antydet, at hun vil fortsætte, dersom Obama vinder Texas og Clinton Ohio. I går syntes hun at bekræfte denne linje under et møde med pressen, hvor hun bedyrede, at hun vil deltage i staten Pennsylvanias primærvalg 22. april. Pennsylvanias demografiske sammensætning minder om Ohios.

Kæmpe odds

Inden Pennsylvania skal der afholdes partivalg i Wyoming på lørdag og primærvalg i Mississippi næste tirsdag, hvor klare Obama-sejre antages for givet. Herefter kan presset på Clinton fra hendes donorer og prominente ledere i partiet for at trække sig blive uimodståeligt.

Obamas kampagnechef David Plouffe fremlagde i går den kolossale udfordring, som Clinton vil stå over for:

"Hun skal vinde alle resterende partivalg efter 4. marts med 60 pct. mod 40 pct. for at indhente Obamas føring i partidelegater," sagde han.

Hvis hun trods disse odds vælger at fortsætte, kan det kun ses som et håb om, at enten hendes eller den formodede republikanske præsidentkandidat John McCains skarpe kritik af Obamas akkreditiver til at tjene som USA's præsident og leder af den frie verden vil undergrave hans troværdighed eller få ham til at snuble og begå en fatal brøler.

Det er efter alt at dømme i det lys, at Clintons hidtil mest effektive tv-reklame mod Obama skal ses. På billederne ser man små børn i deres søvn klokken 3 om natten. En telefon ringer i Det Hvide Hus og præsidenten får at vide, at en international krise er under opsejling (et atomangreb eller terrorangreb). Hvem vil vælgerne betro roret i en sådan situation, lyder spørgsmålet. Svar: Hillary Clinton, som så tager røret.

Obama var hurtig til at tage til genmæle dels i en valgtale og dels i en tv-reklame, hvor de samme billeder af trygt sovende børn ses. Den demokratiske kandidat peger på, at det ikke handler om erfaring, men dømmekraft. Det var Hillary Clinton, som støttede George W. Bushs katastrofale krig i Irak - ikke Barack Obama.

Følg Demokraternes primærvalg i Ohio og Texas i dag og onsdag på bloggen Amerikanske perspektiver: http://luftskibet.information.dk/amerikanske_perspektiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu