Kommentar
Læsetid: 4 min.

'Commander-in-Chief'

Hvordan Hillary Clinton med et enkelt velrettet skud ramte både sig selv og Barack Obama i foden og bragte frygten tilbage i valgkampen
Udland
17. marts 2008

I sidste uge overskred Hillary Clinton en tærskel, hun ikke burde have overskredet. I bestræbelserne på at indhente Barack Obama i kampen om at blive demokratisk præsidentkandidat fortalte hun reelt amerikanerne, at de hellere måtte stemme på republikaneren John McCain end på Obama, hvis de ville sove trygt om natten. Med McCain som republikanernes kandidat, sagde hun, ville national sikkerhed blive det centrale tema i valgkampen, og derfor måtte alle kandidater kunne demonstrere, at de var kvalificerede til at være 'Commander-in-Chief' - øverstkommanderende for de væbnede styrker. Det mente hun, at både hun og McCain havde gjort. De havde begge et langt livs erfaring at tilbyde. Hvad Obama havde at tilbyde, tilføjede hun, var "en tale han holdt i 2002".

Et er, at det var taktisk dumt og kun kan skade det demokratiske parti og hjælpe John McCain (hvor har Hillary sin erfaring med militær ledelse fra??). Noget andet er, at det bankede hele debatten om præsidentembedet tilbage - væk fra de politiske visioner for et bedre samfund, tilbage til frygten for trusler udefra. I syv mørke år med George W. Bush ved roret er netop præsidentens militære beføjelser kommet til at fylde uforholdsmæssigt meget. Og terrorangrebene den 11. september er langt fra hele forklaringen. Mindst lige så vigtigt er det, at titlen som øverstkommanderende for de væbnede styrker har været det centrale element i Bush-regeringens målrettede bestræbelser på at styrke præsidentembedets magt.

Bestræbelser, som har været udgangspunkt for stort set alle de spørgsmål, som i de sidste syv år har bragt Bush-regeringen på kant med det internationale samfund, såsom fangers status som 'illegale fjendtlige kombattanter', afvisningen af dele af Geneve-konventionerne og anvendelsen af tortur.

For forfatningsfædrene var præsidentens rolle som øverstkommanderende klar: Han skulle omsætte Kongressens politiske beslutninger i handling, og han havde stående beføjelser til at forsvare landet, hvis det blev angrebet. Han havde derimod ingen særlige beføjelser til at omgå love eller træffe politiske beslutninger uden Kongressens samtykke. Som forfatningens hovedmand, James Madison, udtrykte det:

"De, der skal føre en krig, kan i sagens natur ikke være gode til at bedømme, om en krig bør påbegyndes, fortsættes eller afsluttes."

Magtskred under Bush

USA's højesteret har da også stået solidt fast på, at rollen som 'Commander-in-Chief' ikke giver præsidenten ekstra beføjelser. Højesteretsdommer Robert H. Jackson udtrykte det tydeligt på Højesterets vegne i 1952:

"Ingen bodshandling ville nogensinde kunne sone den synd mod en fri demokratisk regering, som det ville være at hævde, at en præsident kan unddrage sig kontrol af sin udøvende magt ved at påkalde sig sin militære rolle."

Men det er netop sådan, præsident Bush har forsøgt at øge embedets magt. Vicepræsident Dick Cheney og hans stabschef har ført an med radikale fortolkninger af, hvilke beføjelser Forfatningen giver præsidenten.

Fortolkninger, som har minimal tilslutning blandt forfatningseksperter, men har haft stor indflydelse i Det Hvide Hus. Ved at opgradere kampen mod terror til en "krig" har Bush-regeringen brugt konfliktens tidsubestemte karakter til at gøre nødværge-foranstaltninger til permanente beføjelser. I et memorandum fastslog Justitsministeriet en måned efter 11. september 2001, at Kongressen ikke kunne begrænse præsidentens ret til at anvende militær magt på amerikansk territorium, eftersom terrorangrebet havde gjort hele USA til potentiel slagmark. Det betød også, at regeringen senere så sig i sin gode ret til at lade militære efterretningstjenester aflytte borgernes telefoner uden først at få tilladelse fra den såkaldte FISA-domstol, som loven ellers foreskriver.

Logikken var, at loven var irrelevant, når præsidenten handlede i egenskab af øverstkommanderende for de væbnede styrker. Samme princip har gjort sig gældende i præsidentens stædige fastholdelse af retten til at anvende forhørsmetoder, som ifølge både amerikansk lovgivning og internationale konventioner er tortur. Det afgørende hensyn var ikke, at præsidenten anså sådanne metoder for at være nødvendige eller formålstjenlige. Det var derimod håndhævelsen af selve princippet om, at det alene var præsidenten som 'Commander-in-Chief', der skulle afgøre,om de skulle anvendes.

Kongressen har i en årrække forsømt sit ansvar for at kontrollere præsidentens magtanvendelse. Nu har andre forhold svækket hans muligheder. Krigen i Irak har givet ham flere år med histo-risk lav tilslutning, og frygten har ikke længere det samme tag i den amerikanske befolkning. Hertil kommer omfattende modstand mod præsidentens magtbrynde fra militæret, fra domstolene, samt fra præsidentens eget justitsministerium og andre dele af det føderale bureaukrati.

Mange håber derfor, at efterårets præsidentvalg ikke kommer til at have frygten for den nationale sikkerhed som hovedtema. I det nuværende politiske klima synes et flertal af amerikanerne at længes efter en præsident, der ikke forsøger at skræmme dem til at støtte nye drakoniske love. Også mange konservative ønsker at få genoprettet magtbalancen i det amerikanske politiske system.

Det synes dog især at være tanken om, at præsidentens vidtgående beføjelser kan blive overdraget til Hillary Clinton, der skræmmer dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Charlotte Frantzdatter Johansen

Bare for klarhedens skyld:

"Hertil kommer omfattende modstand mod præsidentens magtbrynde fra militæret, fra domstolene, samt fra præsidentens eget justitsministerium og andre dele af det føderale bureaukrati."

"Magtbrynde" ifølge ODS:

Magt-brynde, en. stærkt magtbegær; herskesyge. Nietzsche erstatter . . den Darwinske “Kamp for Tilværelsen” med Magtbrynde (Vilje til Magten). Brandes.VII.625. smst.III.342. Stuck. I.133.

Erik B: Enig.

At lytte til Obamas taler, er som at spise candyfloss. A lot of Sweet Talk, but no Substance ..

Bjerre-Poulsen: "Et er, at det var taktisk dumt og kun kan skade det demokratiske parti og hjælpe John McCain (hvor har Hillary sin erfaring med militær ledelse fra??). Noget andet er, at det bankede hele debatten om præsidentembedet tilbage - væk fra de politiske visioner for et bedre samfund, tilbage til frygten for trusler udefra."

Godt at Bjerre-Poulsen tager fat i noget centralt ved amerikansk politik: det halvtyranniske ved præsidentembedet som er dukket op for alvor som en trussel med Bush. Hvad slags stat er en stat hvor lederen kommanderer borgerne som en hærfører sine soldater? Hvor kender vi denslags fra?

Det Bjerre-Poulsen måske aner, men ikke kan skrive lige ud, er at dette ikke er en tilfældig smutter fra Clintons side: tværtimod, dette afslører at hendes politik på centrale punkter er identisk med Bush-regimets og McCains - hun er et falsk alternativ og repræsenterer i virkeligheden samme parti som sine tilsyneladende modstandere i det republikanske regime: krigspartiet som de amerikanske krigsmodstandere kalder det. Hun vil fortsætte disse afvikling og undergravelse af demokratiet, hun vil fortsætte det militærindustrielle kompleks' imperiale eventyrpolitik, hun vil kun foretage kosmetiske ændringer i Bushregimets klima- og miljøkatastrofekurs osv.

Følgen af at Clinton-dynastiet igen afløser Bushdynastiet som amerikansk kejserfamilie vil kun være mere af det samme, samt at Bushdynastiet igen vender styrket tilbage ved næste vejkryds, når folk er blevet helt desillusionerede af Clintons falskspil.