Læsetid: 5 min.

Demokrater jonglerer med betændt racespørgsmål

Barack Obamas vanskeligheder ved at tiltrække hvide vælgere i Ohio og Mississippi har på ny bragt spørgsmålet om hans hudfarves betydning i valgkampen op til overfladen
Selvom Barack Obama har gjort sig umage for at kapre hvide vælgere og gennem hele sin kampagne har nedtonet betydningen af, at han er sort, bliver han nu alligevel indhentet af sin hudfarve.

Selvom Barack Obama har gjort sig umage for at kapre hvide vælgere og gennem hele sin kampagne har nedtonet betydningen af, at han er sort, bliver han nu alligevel indhentet af sin hudfarve.

Alex Brandon

17. marts 2008

BOSTON - Gennem mere end et års valgkamp har den Demokratiske præsidentkandidat Barack Obama talt om Amerikas behov for at række hinsides raceskel og koncentrere sig om landets fælles værdier. Men race har altid været og vedbliver at være en integreret del af amerikansk historie, som ingen politiker magter sådan uden videre at feje under gulvtæppet.

Nu har Obamas hudfarve indhentet ham på et tidspunkt i valgkampen, hvor han ellers syntes at have lagt den varme kartoffel bag sig med valgsejre i delstater med overvejende hvide vælgere. Skiftet blev udløst af exit polls under primærvalget i Ohio, hvor hver fjerde hvide Demokratiske vælgere sagde, at race havde haft indflydelse på deres præference (de stemte på Hillary Clinton).

En uge senere vandt Obama primærvalget i Mississippi med en margin på 24 procentpoints. Men i stedet for at blot at notere det imponerende resultat gravede de nationale medier ned i exit polls og fandt, at Obama erobrede 90 pct. af de sorte stemmer og Clinton 70 pct. af de hvide vælgeres støtte. Halvdelen af de demokratiske vælgere var afro-amerikanere.

På tv-stationen CNN sagde en kommentator:

"Det viser en klar polarisering omkring race."

Hvide i Ohio

Men de amerikanske medier undlod at notere, at Obama rent faktisk havde vundet samme procentandel af de hvide stemmer under super-tirsdagsvalget i Alabama - nemlig 25 procent. At score en fjerdedel af de hvide vælgere i sydstater, som hørte til de gamle slavestater, kan næppe kaldes et dårligt resultat for en sort præsidentkandidat. Jesse Jackson vandt 8 procent af de hvide stemmer i South Carolina i 1988.

I alle tilfælde har sydstater som Alabama og Mississippi befundet sig i den republikanske kolonne siden borgerretsopgøret i 1960'erne. Ingen forventer, at en demokratisk præsidentkandidat - kvinde eller sort - kan slå den republikanske præsidentkandidat John McCain i de mest konservative sydstater til november.

Tallene i Ohio var mere alarmerende for Obama-kampagnen. Traditionelt opfattes denne industristat som en del af det amerikanske midtvesten. Men det er ikke nødvendigvis korrekt. Dele af Ohio tilhører det amerikanske Syden og er derfor meget konservative. I en anden midtveststat, Wisconsin, havde Obama nogle uger forinden besejret Clinton med en sikker margin. Valgeksperter mener, at forskellen kan forklares med Wisconsins demografiske karakter som en mere nordlig og progressiv delstat end Ohio.

Vågn op!

Diskussionen om Obamas problemer med at vinde flere hvide vælgere i Ohio og Mississippi er blevet brugt af Clintons kampagne til at påpege, at han kan få svært ved at vinde præsidentvalget i november. Hillarys slagord "Get real!" (vågn op!) er ikke alene blevet tolket som en reference til Obamas status som en relativ nybegynder i landspolitik, men også nogle hvide vælgeres formodede vægring ved at stemme på en sort præsidentkandidat.

Clintons tilbud til Obama om at blive hendes vicepræsidentkandidat kan udlægges på samme måde. Men idéen blev straks manet i jorden af Obama og gav Clinton et voldsomt bagslag hos mange demokratiske vælgere, især afro-amerikanere.

Den sorte præst Eugene Rivers på Azusa Christian Community Center i Boston - kendt som en relativ moderat skikkelse - virkede forbitret:

"Vi nærmer os en racekrig i det Demokratiske parti," sagde han i sidste uge til en amerikansk avis. Rivers henviste til, at Obama fører i alle målinger - antal delegerede, stemmer og stater - og fortsatte:

"Sorte vælgere vil aldrig acceptere, at den sejrende kandidat får besked om at sidde bagerst i bussen. Så bliver de væk fra valgurnerne i november, hvilket serverer sejren til McCain."

Under den 100 år lange periode med raceadskillelse i sydstaterne blev sorte borgere henvist til at "sidde bagerst i bussen" og var tvunget til at tilbyde hvide passagerer deres plads, hvis bussen var fyldt.

Ferraros argument

Debatten om Barack Obamas tiltrækningskraft hos især hvide arbejderklassevælgere falder på et tidspunkt, hvor prominente tilhængere af de to kandidater er begyndt at betone race- og kønsskellets potentielle betydning i valgkampen. I sidste uge blev tidligere vicepræsidentkandidat Geraldine Ferraro grebet i at sige:

"Hvis Obama havde været en hvid mand, ville han aldrig være kommet så langt."

Ferraros budskab var øjensynligt, at en sort præsidentkandidat bliver behandlet med fløjshandsker af amerikansk presse, mens kvinder som hende selv og Clinton bliver udsat for kønsdiskriminering. Men herved insinuerede Ferraro også, at Obama ikke havde opnået sin stjernestatus af egne meritter - at hans plads ikke var veltjent. Det er et argument, som også Clinton har fremført, omend på en langt mere elegant og uangribelig facon.

Men ved at bruge termerne 'sort' og 'hvid' gjorde Ferraro sig skyld i at bringe det betændte racespørgsmål ind i valgkampen. Først erklærede Clinton, at hun var uenig, men da affæren var ved at koge over, tog hun afstand og fordømte Ferraros udtalelser.

Ferraro undskyldte aldrig. Tværtimod beskyldte hun Obama-kampagnen for at have brugt "race-kortet" imod hende. Ikke desto mindre trådte hun tilbage fra en plads i Clintons komité af fundsraisers med begrundelsen, at hun ikke ønskede at skade sin kandidats chancer.

Obamas præst

Næppe var den affære lukket, førend en anden blev åbnet i Obama-lejren. Torsdag i sidste uge bragte det konservative Fox-TV et videoklip fra en prædiken i midten af januar med Obamas præst gennem 17 år, Jeremiah Wright. I sine erindringer Dreams from My Father fortæller Obama om sit første møde med Wright og det indtryk, præstens "sorte frihedsteologi" om sorte amerikaneres behov for at vende tilbage til deres afrikanske rødder gjorde på ham.

Ingen betvivler, at Obama-familien står præsten meget nær og at han har lært enormt meget af Wright om den afro-amerikanske eksistens i USA. Men Obama har samtidig slået fast, at han ikke deler mange af sin præsts radikale politiske synspunkter. Eksempelvis sagde Wright i en prædiken 14. september 2001, at USA kunne bebrejde sig selv for terrorangrebet tre dage forinden.

Men i midten af januar - kort efter Clintons sejr i New Hampshire og hendes forskertelse af Martin Luther Kings indflydelse på borgerretslovgivningen i 1960'erne - malede Wright et grimt billede af Clinton som en "hvid, rig og priviligeret" amerikaner, der "aldrig er blevet kaldt en nigger eller har oplevet at praje en taxa og se den suse forbi". Obama karakteriserede præsten derimod som en "sort Jesus" mishandlet af romerne, som var europæere og derfor det samme som hvide amerikanere.

Beskrivelsen er en grovkornet karikatur af racerelationerne i USA og en god portion gift sprøjtet ind i valgkampen. Obama har taget afstand fra dem, men vil han også fordømme og skille veje med Wright - en præst, som han på mange måder beundrer og betragter som en 'onkel'?

Det er tvivlsomt, og derfor kan det koste ham stemmer blandt hvide vælgere.

Læs Martin Burcharths blog Amerikanske Perspektiver på luftskibet.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Bill Clinton når han er på toppen!

Og danske undersættelser, når de bliver mest ufrivilligt komiske :-)

Tak, Erik B., for begge oplevelser!

Læg vel mærke til at "race" aldrig har været et tema omkring Bushbandens faste sorte støttespillere som Rice osv. Det bliver kun et tema, når Krigspartiet har behov for det, som i forhold til den set fra deres synspunkt
"upålidelige" Obama, som jo ikke støtter den amerikanske markedsstalinismes korrekte linie i et og alt som han skal for at blive "valgt", særlig ikke i de altafgørende spørgsmål om oliekrig for storselskaberne og betingelsesløs støtte til Israels ekspansion og etniske fordrivelse af Palestinas oprindelige befolkning.

"We have supported Israel unconditionally, in spite of Israel's defiance on the settlements issue and its continued occupation of conquered territory that imposes what former President Jimmy Carter rightly likens to a system of apartheid. Worse, we have encouraged Israeli aggression, cheering on and actively aiding the invasion of Lebanon and conflating Israel's right of "self-defense" with a policy of expansionism.

As for branding critics of Israel as anti-Semites, is Kessler really maintaining that this never happens? It's the smear-of-first-resort of the Israel-first lobby, as professors John J. Mearsheimer and Stephen Walt have recently discovered. Everyone knows that to traduce this terrain is to walk through a political minefield, which is why most American politicians scrupulously avoid it – a testament, by the way, to the trenchancy of the Mearsheimer-Walt thesis that the Israel lobby wields an inordinate and ultimately unhealthy influence over the conduct of American foreign policy.

There was a similar brouhaha from those quarters when Obama opined that "nobody is suffering more than the Palestinian people." The Lobby's antennae quivered – doesn't he know who holds the official monopoly on suffering? – and they've been on him ever since."

http://www.antiwar.com/justin/?articleid=12532

"Men race har altid været og vedbliver at være en integreret del af amerikansk historie" - ja ikke mindst på baggrund af de hvide indvandrere og statsgrundlæggeres folkemord på Amerikas oprindelige indbyggere, indianerne. Det er her vi til syvende og sidst finder den vigtigste forklaring på at USAs herskere støtter andre settlerstater til det sidste: Man støttede Sydafrikas reaktionære apartheidstat, helt indtil dens reform var et uomgængeligt faktum, og man støtter nu Israels apartheidstat til den bitre ende. Det religiøse hykleri er og forbliver al den menneskelige dobbeltmorals og svindels vigtigste skalkeskjul, i alle (nødvendigvis sekteriske) udgaver af jødedom, kristendom og islam osv. osv., men ingen sektretninger har drevet dette til så groteske proportioner som dem der har behersket den amerikanske centralstats apparat.