Læsetid: 5 min.

Europa på vej mod stagflation

Som om inflation ikke er slemt nok, stiger frygten for reel stagflation i Europa. Priserne fortsætter op, mens væksten går i stå
De danske forbrugere kan næppe undgå at bemærke, at de i år skal bruge op mod 5.000 kroner mere end sidste år for at købe fødevarer.

De danske forbrugere kan næppe undgå at bemærke, at de i år skal bruge op mod 5.000 kroner mere end sidste år for at købe fødevarer.

Jens Panduro (Arkivfoto)

Udland
13. marts 2008

Financial Times betegner det som et "paradigmeskift". International Herald Tribune nøjes med at kalde det en rekord. Under alle omstændigheder er det tydeligt for den gennemsnitlige danske familie, som ifølge Danske Bank skal bruge op mod 5.000 kroner mere i år end sidste år for at købe sin mad, at et næsten glemt fænomen med store politiske konsekvenser er på vej tilbage i den europæiske og danske økonomi: inflation.

Danmarks Statistik annoncerede mandag, at februars priser er steget med hele 3,1 procent i forhold til 2007. Det er de største prisstigninger siden juli 2000, og fødevarerne er steget endnu mere: omkring syv procent.

Og nu er den næste frygti de 'gamle' vestlige økonomier, at inflationen vil udvikle sig til et af økonomiens absolutte skrækscenarier: stagflation - en kombination af lav økonomisk vækst og høj inflation. Ifølge de økonomiske spådomme for resten af 2008, som for nylig blev fremlagt af EU's økonomikommissær, Joaquin Almunia, ventes væksten i euro-området at falde til 1,8 og til 2,0 i alle 27 EU-lande.

Chefanalytiker i Danske Bank, Steen Bocian, mener dog, at man skal slå koldt vand i blodet.

"Det, vi ser nu, er selvfølgelig per definition stagflation, men det, vi vil komme til at se, er altså i meget mindre skala end vores associationer til 1970'erne, hvor vi så to-cifrede inflationsrater kombineret med en lang periode med stillestående vækst," siger Steen Bocian.

Den svære balance

Men hvad kan der gøres? Inflationen i euro-landene ligger nu på omkring 3,2 procent. I Den Europæiske Centralbank, hvis helligste opgave er at holde prisstigningerne nede på højst to procent om året, måtte centralbankdirektør Jean-Claude Trichet på et pressemøde i sidste uge indrømme, at han ikke som sin amerikanske kollega, Ben Bernanke, tør stimulere den kriseramte vækst med rentenedsættelser, fordi Trichet frygter, at han derved samtidig ville skrue op for inflationen.

I USA er inflationen på 4,3 procent, men her har centralbanken foreløbig valgt at prioritere væksten højere og har derfor gennemført en lang række rentenedsættelser. Kvalerne i den europæiske og den amerikanske centralbank fik mandag Financial Times til lakonisk at konstatere, at bankerne ikke længere er i stand til at håndtere den opgave, som de har haft fod på i næsten et årti: at holde priserne i ro.

Bag forskellen på den europæiske og den amerikanske pengepolitik ligger blandt andet en grundlæggende forskel i de to centralbankers mandater. Mens Den Europæiske Centralbank udelukkende skal sikre, at priserne forbliver stabile, har USA's centralbank et dobbeltmandat: Den skal både sikre prisstabilitet og fuld beskæftigelse. Og for hver dag, der går, vokser den finans-politiske forskel på Europa og USA.

"Vi lever i hver vores univers," har Jean-Claude Trichet endog sagt.

Lønnen

Det høje inflationsniveau betyder blandt andet for danskerne, at en stor del af de lønstigninger, der ventes ved årets overenskomstforhandlinger, vil blive spist op. Danske Bank anslår, at lønnen i 2008 vil stige med omkring 4,6 procent i snit. Hvis inflationen bliver oppe på februars 3,1 procent - og Danske Bank forventer, at inflationen kan komme helt op på 3,5 procent allerede til sommer - betyder det en reallønstigning på kun 1,5 procent.

Forklaringen? Vi bruger for mange penge for hurtigt: Økonomien er blevet for varm.

"Tallene afspejler, at dansk økonomi i en årrække har kørt hurtigere, end den reelt kunne holde til. Bivirkningerne - blandt andet i form af højere inflation og pres på betalingsbalancen - er blevet klarere i de seneste måneder," sagde Sydbanks cheføkonom, Jacob Graven, mandag i Børsen.

Nogle mener endda, at vores samfund har haft økonomisk fremgang så længe - cirka siden dotcom-boblen bristede omkring år 2000 - at både politikere og finansanalytikere har glemt, hvordan man skruer ned for blusset igen. Således advarede Nordea tirsdag om, at også mange finansielle analytikere stadig har helt urealistiske forventninger til virksomhedernes indtjening i de kommende måneder, på trods af at den globale økonomi er i færd med at bremse op.

Bankens advarsel får støtte af Harvard-økonomen Martin Hutchinson:

"Aktieforvaltere og børsmæglere gør en god forretning ud af investorernes optimisme oven på de seneste par år med stigninger. Det falder sammen med, at selvtillid sælger, og at en lang række analytikere inden for den finansielle verden er for unge og uerfarne til at kende finansmarkeder i tilbagegang," sagde han for nylig til dagbladet Børsen.

Opsving gør selvsikker, og selv politiske ledere, der kun har prøvet at regere under opsving, har ladet sig friste til at komme med udtalelser som dem om, at "de økonomiske lærebøger skal skrives om" - men alle opsving får også en ende.

Overophedning

Men hvordan vil det så komme til at gå den næste tid? Steen Bocian mener, at vi før eller siden vil se rentenedsættelser - også i Europa.

"Det nuværende inflationsproblem kommer udefra - for det første som resultat af krisen i amerikansk økonomi og for det andet som følge af, at den øgede efterspørgsel i Asien har presset råvare- og olieprisernei vejret," siger Steen Bocian.

Frygten er, at den inflation, der blev sat i gang som følge af udefrakommende faktorer som stigende råvarepriser, vil blive forlænget som resultat af lønpres internt i Europa. Det er i det lys, man skal forstå Den Europæiske Centralbanks nuværende lurepasseri. Der er nemlig meget timing og politik på spil.

"Lige nu er det vanskeligt at tolke udmeldingerne fra centralbanken. De ved godt, at de ikke selv har skabt inflationen, men ved lige så godt, at det nemt kan være europæiske forhold, der vil forlænge den, hvis lønmodtagerne kræver for høje lønstigninger. Derfor skæver de blandt andet meget til overenskomstforhandlingerne i f.eks. Tyskland, og vi vil nok ikke forvente signaler om en rentenedsættelse, før de er i hus," vurderer Steen Bocian.

Danske Bank er dog fortrøstningsfuld i modsætning til f.eks. Nordea.

"Vi forventer, at Den Europæiske Centralbank vil sætte renten ned. Inflationen vil nok blive et større bump på vejen, end vi havde forventet for kort tid siden, men den er drevet af råvareprisen, og i takt med at den globale økonomi sætter farten ned, vil presset på priserne også lette," lyder vurderingen fra Danske Bank.

ansp@indformation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne artikel fik mig umiddelbart til at tænke på en reggae-sang fra 1977 lavet af Althea & Donna. Lidt af teksten lyder: 'The West is gonna perish, the West is gonna perish, no food no work no pay'.
Dette skræmmebillede kan meget vel blive virkelighed godt drevet frem af ekstrem stigning i boligpriser, uansvarlig politik på miljøområdet og andre faktorer.
Nyd det mens det varer...

Det at man trykker penge er ÅRSAGEN til inflation.

HVIS mængden af penge holdes ens, så kan priserne pr. definition ikke stige. Det fatter man ikke på Information eller andre steder i medierne, og derfor retter man ikke blikket mod dem, som forårsager inflation - pengetrykkerne, magthaverne, politikkerne.

Vækst kan ikke komme af at der trykkes flere penge - det er idioti!

Vækst kommer af produktivitetsstigninger i samfundet.

DERFOR
Guldstandard er lig ingen inflation, og faldende priser generelt i takt med, at produktiviteten i samfundet stiger

Fat det nu!

Til Sulpicia.

Prisen på guld steg sidste år med 32% - ikke 300 % som du skriver.
Til gengæld er den steget med 19 procent siden nytår.

KH

Definition: Inflation er stigning i det almindelige prisniveau. Prisniveauet bliver i denne sammenhæng ofte målt ved forbrugerprisindekset, som alene omfatter de varer, som går til konsum.

Engrosprisindexet eret mål for ændringer i virksomhedernes omkostninger. Bytteforholdet viser, om "vi" taber på betalingsmidddeltransaktioner med udlandet.

Årsager til inflation:

1) Efterspørgselspres (Kan forklare boligprisstigningerne i 2004-2006)

2) Løn- og eller avancestigninger

3) Dækningsløs forbrugsfest (fx. rejser betalt med lånte penge eller ved tæring på opsparingen)

Fra 1987 til 2004 var skiftende regeringer/finansministre særligt opmærksomme på inflationsindikatorer. Selv om politikernes muligheder for at gribe indoverfor inflationære tendenser nok generelt er overvurderede i den makroøkonomiske debat, vurderer jeg, at der siden 2004 har været for stor politisk passivitet overfor den begyndende overophedning af økonomien, som nu slår igennem sammen med en rentestignigstendens, der kan give stagnation i væksten.

Til Sulpicia.

http://markets.ft.com/tearsheets/performance.asp?s=us@gc.1

Guldprisen er en meget god indikator for finansmarkedernes risikovillighed.

KH

Ja, jeg tænkte, at jeg lige kunne knytte en kort kommentar til den diskussion om den amerikanske dollars fald, som er gået i gang her.

Jeg har et mindre spørgsmål til forsamlingen.

Ville det være hensigtsmæssigt at vende tilbage til en guldstand a la Bretton Woods, hvor den amerikanske dollar var fast over for guldet og de andre valutaer i systemet fast over for dollaren?

Det lyder lidt, som om man har opfattelsen af, at en tilbagevenden til en form for guldfod kan løse alle verdens problemer, hvad angår den amerikanske pengepolitiks relative lempelige retning. Amerikanerne pumper gennem en relativ lempelig pengepolitik, dollars ud i systemet og har gjort dette over en vis årrække. Men ville det hjælpe at binde dollaren fast i forhold til guld?.
Tja, hvis man beskæftiger sig lidt med den litteratur, som findes på området, så får man hurtigt et temmeligt andet billede af den reale, historiske situation.
Bretton Woods systemets periode, som ja, varede fra 1944 til 1971/1973, var ikke markeret af direkte stabilitet. Gennem 1950'erne var verden påvirket af en såkaldt dollarmangel, idet USA sørgede for den største del af den samlede eksport af varer/tjenester samt finansielle midler. Hele verden hungrede efter dollars omkring systemets begyndelse indtil midt i 1960'erne.
Derefter begyndte forholdene at se anderledes ud. Dollaren kom under større og større pres af mange forskellige årsager. (det er jo det økonomiske teoretikere lever af. At komme med teoretiske årsagsforklaringer i massevis)
For det første fremkom lande som Tyskland og Japan på den internationale scene og udfordrede USA særstilling, hvad angik eksportmarkederne. Dette medførte over tid til et skift fra dollars til Mark og Yen. Færre efterspurgte dollars, samtidig med, at USA med sin særstilling som systemets pengepolitiker, pumpede flere og flere dollars ud, fordi der skulle finansieres en velkendt krig i et fjerntliggende jungleområde samt en velfærdspolitisk agenda i USA igangsat af Lyndon B. Johnson midt og sidst i 1960'erne.
Dette lagde et stort pres på dollarens værdi, og samtidig (og det er meget vigtigt at forstå), forventninger om snarlig ændring i dollarens kurs over for guldet (den var i systemet sat til omkring $35 pr.ounce). Finansmarkederne begyndte at spekulere i fald i dollaren (at USA ville devaluere over for guldet) og samtidig spekulere i revalueringer af de andre valutaer i systemet (her mest tydeligt Mark og Yen).
Det var det, som medførte, at Nixon i 1971 gik fra guldet og lod dollaren flyde.
Spørgsmålet er bare om det på nuværende tidspunkt vil være belejligt at vende tilbage til en Bretton Woods lignende situation?
Er markederne i forvejen ikke travlt beskræftiget med forventninger om dollarens snarlige yderligere fald? Hvad ville det hjælpe?
Jeg tror problemet stikker dybere end, at man bare kan løse situationen ved at lade dollaren være bundet over for guld eksempelvis.
Det handler måske mere om den amerikanske økonomiske dominans i verdensøkonomien, en dominans som over årene er blevet udfordret af nogle meget bestemte økonomier i Asien, herunder især Kina. Dette minder unægteligt om situationen under de sidste år af Bretton Woods.
Jeg vil bestemt ikke sige "mærk mine ord", fordi jeg ikke føler, at jeg er så meget inde i verdens tilstand, men det vil ikke komme bag på mig at se en yderligere kinesisk fremtræden på den internationale arena.
Der flere forskellige årsager til, at jeg tror det. Men det kan vi jo nok diskutere videre.
Jeg håber bare på at få jeres holdning til mit ovenstående spørgsmål

Til Erik.

Guld handles globalt i dollars per ounce på råvaremarkederne, ligesom olien handles i dollars per tønde, så jeg ved ikke helt hvad du mener.

Med mindre det du hentyder til er den uheldige udvikling, hvor mistiliden til den amerikanske finanspolitik og dermed dollaren giver højere råvarepriser. Hvis feks. olien var afregnet i euro istedet, så tror jeg (og mange andre) at der ville være en langt større prisstabilitet. På den anden side vil dollaren være f''''' og amerikanerne tvunget til selv at klare problemerne med deres overforbrug via låntagning, fordi dollaren mistede dens unikke status som "global valuta".

KH

Erik B: "Det er forbudt for danskere at eje guld".

Ja, så, hvor står det? Hvor mange guldsmykker må jeg så have, før det er forbudt? Skal jeg tælle det i tænderne med?

Hvad skulle forhindre mig i at købe denne guldbarre, der er til salg på internettet ?
http://www.worldantique.net/auktion/astort.asp?emneid=7049

Til Erik.

Det link du henviser til, er et firma beliggende på Jersey (sandsynligvis et skatteskjul), og JA, hvis du går ned til den lokale guldsmed i dk anvendes også kroner.

Vi bruger heller ikke dollars nede på den lokale tank, når vi køber benzin, men via et antal mellemhandlere bliver den i sidste ende betalt i dollars på råvaremarkedet.

Jeg forstår ikke dit argument og hvad det understøtter?

Min pointe: Grundet dollarens enestående status som "global valuta", fører den amerikanske regering en fuldstændig uansvarlig finanspolitik, baseret på en gigantisk låntagning, som hele verden kommer til at finansiere i mange år fremover.

KH

Til sulpicia romana

Hele emnet om USA snarlige tab af sin såkaldte hegemoniske stilling forekommer lidt som om "elefanten i rummet". Alle har en ubevidst viden om, at det må ske, men ingen berører rigtigt emnet. Det forekommer som om hele fokusområdet konstant er den amerikanske situation samt, hvornår vi kan forvente en nedgang eller forhåbentligt opgang igen i den amerikanske økonomi.
Der tales sjældent om den egentlige årsag til den amerikanske situation. Den egentlige årsag bunder efter min mening i et siden starten af 1970'erne kontinuerligt overforbrug fra amerikansk side.
Hvis man tænker sig om, så er det jo ufatteligt, hvor meget vi i Vesten importerer fra lande som Kina, der er rede til at producere til os og har samtidig(i hvert fald USA, som har et underskud på sine løbende poster) vist en villighed til at låne os midler til at fortsætte dette overforbrug.
Der er et eller andet galt, paradoksalt og til en vis grad konspiratorisk islæt i det problem efter min mening. Hvorfor gør kineserne og andre lande dette? Hvorfor går de med på den leg?
For at give en besvarelse på det spørgsmål, synes jeg det er belejligt at lytte til nobelprismodtageren Joseph Stiglitzs holdning til problemet. Jeg faldt en dag over Clemens interview med Joseph Stiglitz (jeg vil ikke ophæve ham som en "sand" læremester på alle økonomiske områder, men han har dog beskæftiget sig længe med netop det her område) og her synes jeg, han fremhæver præcis svaret på, hvorfor kineserne kører denne politik.
Svaret er helt enkelt: At det bliver heller ikke ved!. Den centrale politik fra kinesisk side er over tid at bevæge sig væk fra en eksportorienteret økonomi afhængig af Vesten og især USAs overforbrug til at tilgodese egne, nationale interesser. De lukker simpelthen pengekassen i for det amerikanske overforbrug snart. Og hele udfaldet afhænger af graden af gensidig afhængighed. Er USA mest afhængig af billige forbrugsvarer (og her taler vi jo ikke længere om standardiserede, "simple" goder, men højteknologiske produkter) eller er Kina stadig i en situation, hvor det kræver vestlig, massiv import for at opretholde de fantastiske vækstrater i produktionen. Stiglitz's svar er klart. De er begyndt at bryde med USA.
Det har en afgørende betydning ikke bare for USA men ligeledes resten af Vesten.
Her er linket til Clemens interview med Stiglitz: http://www.dr.dk/dr2/clement+i+amerika/dansk/
tryk ude til højre på Joseph Stiglitz.
Jeg synes, han har nogle meget vigtige punkter (ikke bare om Kina vs. USA men også om indkomstfordeling og det private kontra offentlige).
For lige at køre videre på Sulpicia romana's slutkommentar til sidst. Ja, der var nogle aftaler i starten af 1970'erne efter Bretton Woods systemets sammenbrud. Man ville fra amerikansk side sikre sig, at olie stadig skulle værdisættes i dollars. Man var bange for, at sammenbruddet ville afskaffe de amerikanske muligheder for at overforbruge ved at printe dollars til verdensøkonomien. Dette var en måde at sikre netop det. Dollars skal jo efterspørges for at købe olie af denne grund. Meget vigtig pointe. Og nogle vil jo argumentere, at det er netop det amerikanerne er bekymrede for på nuværende tidspunkt. Begynder forskellige olieeksportører at prisfastsætte olien i andre valutaer end dollars, så vil systemet komme under massivt pres. Det kunne af nogle argumenteres for at være årsagen til at USA rykkede ind i Irak. Ikke som sådan for oliens skyld i sig selv. Men for at sikre sig,at olien ville vedblive at blive prisfastsat i dollars.
Nå ja men det var jo så lidt mere af min holdning på området (områderne)

"Ville det være hensigtsmæssigt at vende tilbage til en guldstand a la Bretton Woods, hvor den amerikanske dollar var fast over for guldet og de andre valutaer i systemet fast over for dollaren?"

Det er desværre ikke realistisk, at vi vender tilbage til en guldindløselighed, om end det ville være enormt gavnligt.

Årsagen er, at den almene befolkning og især journalister ikke forstår problmet.

Derudover er essen af problemet et spørgsmål om interesser. Hvem har størst interesse i, at problemet inflation ikke bliver løst?

Svaret er givet. Dem som trykker pengene - og til dels bankerne.

Den eneste realistiske løsning er at tillade konkurrende valuta inden for landets grænser.
Lige nu eksistere der bestemmelser mod falskmøntneri, hvilket giver mening. Hvad der ikke giver mening er, at jeg ikke kan etablere min egen valuta - som ville være guldindløselig - efter samme del af straffeloven.
Det vil næppe være sandsynligt, at vi ser en konkurrende dansk valuta, men det ville være særdeles sandsynligt, at der inden for USA ville opstå en ny valuta, jf. eksempelvis det libertaritanske miljø og de såkaldte militia.

Dette ville selvsagt begrænse den amerikanske regerings/central banks trykkelyst.

Central er en privat organisation, men kan ikke være lige glad med den amerikanske regering - se nærmere Alan Greenspan: Age of Turbelence.

Bemærk, at hvor det er relevant nemt for politikerne at "hoppe af guldet", jf. Breeton Wood, og den øvrige incitamentstruktur, så er det langt svære at forbyde en konkurrende valuta, som først er etableret med eget navn, arbejdspladser, reklamer osv.

Præcist helt enig Erik B.

Problemet er, at den gruppe, som skal angribe politikerne ikke forstår problemet eller også ikke ønsker en politikerfjendtlig forfatning.

Til sulpicia romana

Som man siger: "I krig er sandheden altid det første offer". Og sandheden er, at befolkningerne i Vesten ikke var klar over sådanne omstændigheder, som gør sig gældende i næsten enhver form for krigsførelse, ved indgangen til krigen i Irak i 2003. Heldigvis er der blevet et større fokus på sådanne nogle omstændigheder, jo længere vi er skredet fremad i, hvad der af mange betegnes som en formålsløs og nytteløs kamp "for demokrati".
Jeg håber dog ikke, at det kommer som nogen overraskelse for nogen at se sådanne problemer gøre sig gældende, når krigen udspiller sig. Der har siden Arilds tid været personer, kooporationer eller lande, som på den ene eller anden måde har formået at spinde guld på andre folks nød og lidelser. Det er ikke et nyt fænomen.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorvidt de økonomiske, menneskelige og politiske lidelser for USA ikke snart har "overvundet" de positive udfald, som en nedkæmpelse af Saddam og indførelse af demokrati (ja i hvert fald en eller anden form for demokratri) kunne medføre for USA og resten af Vesten.
Den form for "spinden guld", som du beskriver med den "privatisering" af krigen, som man fra amerikansk side åbenbart har valgt som strategi, er jo egentlig blot en tydeligt udtryk for mismanagement. Det skinner naturligvis langt væk af, at man inden krigen ikke havde nogen klar plan med mål og midler for, hvorledes den amerikanske tilstedeværelse skulle gøre sig gældende.
Og ja det virker overordentligt besynderligt og dumt at tro, at man kan opnå skattelettelser(for de rige velsagtens) samtidig med, at man vælger at føre krig.
Det kræver penge at gøre sådan et stunt.
Og nogle mener jo også, at det er det, som danner grundlaget for ustabiliteten på de amerikanske, finansielle markeder. At det underliggende problem er en skrantende amerikansk økonomi præget af længere tids overforbrug (og ja med alt sandsynlighed mærkelige skattepolitik favoriserende dem, der i forvejen besidder, hvad enhver af os nok vil kalde tilstrækkeligt).