Læsetid: 6 min.

Fem år efter: Irak mere splittet end nogensinde

Fem år efter invasionen er Irak blevet mere sikker, og isoleringen af Iraks sekteriske grupper har lagt en militær dæmper på volden. Men ifølge iagttagere er det stilhed før storm, hvis ikke en politisk forsoning bliver tvunget igennem
I 2004 kæmpede amerikanske marinesoldater sig frem hus for hus i Fallujah. I dag er der nogenlunde fred i byen - men det er en skrøbelig fred, siger iagttagere.

I 2004 kæmpede amerikanske marinesoldater sig frem hus for hus i Fallujah. I dag er der nogenlunde fred i byen - men det er en skrøbelig fred, siger iagttagere.

Jim Mac

Udland
19. marts 2008

FALLUJAH - For en mand i hans stilling er Sheikh Hamid al Buisa en forbavsende rolig mand. Hans tre forgængere i stillingen som leder af Fallujahs byråd er alle blevet myrdet, og selv er han forsøgt myrdet en enkelt gang, siden han tiltrådte sin stilling i februar sidste år. Men som han sætter sig ned i studiet i Fallujas offentlige radio for at svare på spørgsmål fra lytterne om arbejdsløshed, elektricitet og Iraks nye flag, virker det nærmest som om, en eller anden normalitet er indtruffet i Fallujahs skudarrede bymidte. Lige der, hvor amerikanske marinesoldater i 2004 kæmpede fra hus til hus i den værste nedsmeltning i den tilstedeværelse, som i dag har varet i fem år.

Et ordsprog siger, at alle forandringer i Irak - gode og dårlige - kommer fra provinsen Anbar og dens hovedstad Fallujah. Det var her modstanden mod de amerikanske styrker havde sit centrum, og her en positiv bevægelse mod fred pludselig opstod sidste år. Og hvis der nogensinde har været brug for gode vinde fra Anbar, er det nu. Men selv en sejr i en provins kan ikke hele et splittet land, og mens Sheikh Hamid er optimistisk med hensyn til sin egen bys vegne, er han mere pessimistisk om sit lands fremtid:

"Der finder ikke nogen forsoning i Irak. Politikerne står i vejen. De er som en klippe, der ikke kan flyttes," da radiointerviewet er overstået.

Kursskifte

Fallujah og Anbar er hjertet i den nye amerikanske historie-skrivning: Stedet, hvor udviklingen vendte, og hvor et katastroferamt og elendigt håndteret irakisk felttog blev vendt rundt, fortidens fejl erkendt, og kursen slået om. En amerikansk troppeforøgelse på 20.000 mand, en vital beslutning fra en række sunni-stammeledere om at kæmpe mod al-Qaeda og en våbenhvile fra shia-lederen Moqtada al Sadr syntes at have vendt udviklingen.

Problemet er bare, at selvom volden er halveret i forhold til samme tid sidste år, og der er en slags fred i nogle af de mest urolige provinser, er selve missionen mislykkedes: Irak er stadig et splittet land, mere end det nogensinde har været. Selv under Saddam Hussein, hvis styre om ikke andet gav Iraks folk et slags ondartet skæbnefællesskab. Og efterhånden som femåret for invasionen har nærmet sig, synes virkeligheden også at have modsagt glansbilledet.

Lært af fejl

I februar voksede antallet af dræbte for første gang i et halvt år, og det er det fortsat med i marts. Og mens den magtfulde sheik bliver interviewet i det ene rum, viser fjernsynet i det andet klip af arbejdere der samler afrevne kropsdele op fra morgendagens bombeeksplosion i Basra, der sammen med provinser og byer som Diyala og Mosul har overtaget Fallujah og til dels Bagdads problemer.

"Der er ingen tvivl om, at amerikanerne har lært af de katastrofale fejl, de begik, da Irak blev invaderet, og at sikkerheden er blevet forbedret. Men jeg ser ikke de nuværende forbedringer som et afgørende skridt, et breaking point, og om et halvt år kan sikkerheden meget vel være lige så dårlig, som den var for et år siden," siger Joost Hiltermann, der leder International Crisis Groups Mellemøstafdeling og har fulgt udviklingen i Irak gennem mange år.

"Militært er situationen blevet bedre, men politisk har den slet ikke udviklet sig, og hvis man ikke gør noget for at løse det virkelige problem: At bringe Iraks forskellige grupper sammen, vil det gå galt igen. Iraks regering har ikke flyttet sig, og hvis den ikke gør det, er det næsten sikkert, at vi om kort tid vil have en lige så blodig borgerkrig, som vi havde for et år siden" siger mellemøsteksperten.

Fortsat fjendskab

Problemet er, at mens det sidste års sikkerhedstiltag har lagt en fysisk dæmper på volden, står fjendskabet stadig tilbage mellem Iraks største grupper, og den irakiske regering har i katastrofal grad vist sig ude af stand til at leve op til sit ansvar og bilægge stridighederne mellem de forskellige grupper, mens den ikke er blevet presset nok udefra til at gøre det.

En amnestilov for tidligere Baath-officerer i januar sigtede som den første mod at bilægge striden, men den er ikke blevet fulgt op af andre reformer, og mens sunni-minoriteten til en vis grad har forliget sig med deres amerikanske besættere, er det samme ikke sket med den shia-dominerede regering.

Et problem, der blev pinagtigt understreget, da sunni-oppositionen i går nægtede at deltage i en forsoningskonference, der kunne have givet femårsjubilæet en lidt bedre optakt, fordi regeringen ikke har sørget for at få opløst sunni-militser, involveret sunni-politikere i lovgivningen og ikke sørget for at straffe ansvarlige for sekteriske overgreb.

"Intet godt kommer fra den irakiske regering. Den er bundkorrupt og tænker kun på at rage til sig og på at behage Iran. Den støtter ikke sunni-områdernes udvikling, og det er forudsætningen for fred," som en tidligere Baath-officer konstaterer.

Det øgede antal tropper, som er kommet på gaderne som resultat af den amerikanske troppeforøgelse og dannelsen af de civile irakiske Awakening-grupper har gjort det sværere at udøve vold, men de har hverken udbredt forståelsen de forskellige grupper imellem eller gjort noget ved den fattigdom og nød, der ofte danner grobund for volden.

"Der er ikke nogen tvivl om, at troppeforøgelsen har betydet, at antallet af mord er faldet, og at sikkerheden er blevet bedre i steder som Anbar og Bagdad. Men det er sket ved at isolere de forskellige kvarterer og provinser. Det skaber måske sikkerhed på kort sigt, men ikke på lang sigt. Hvis der for alvor skal være sikkerhed i Irak, kræver det forsoning, og det sker ikke over tjekpoints, og det sker ikke mellem Iraks forskellige grupper i dag," konstaterer Kasra Mofarah, leder af paraplyorganisationen NCCI, der forener en række af Iraks uafhængige ngo'er og fungerer som deres talerør i en situation, hvor medlemmerne stadig er bange for at stå frem offentligt - og for i det hele taget at lade offentligheden vide, at de eksisterer.

"Jeg læser meget om forbedringer, men jeg oplever dem ikke, når jeg taler med organisationerne rundt om i Irak. Den almindelige iraker er stadig lige så usikker i dag, som han var for et år siden," siger Kasra Mofarah, der bliver støttet i sin kritik af en nylig FN-rapport, der konstaterede, at fem års amerikansk tilstedeværelse og et fald i volden i det seneste år ikke har betydet forbedringer for folks vilkår på de områder, der virkelig betyder noget: Vand, elektricitet, mad og sundhed. Først og fremmest fordi den irakiske regering og de lande, der på godt og ondt har involveret sig i Irak enten ikke har formået eller ønsket at bruge penge nok på de genopbygningsprojekter, som kunne mildne utilfredsheden og skabe bro mellem de forskellige grupper.

Strategiskifte

Det paradoksale er, at den amerikanske strategi måske vil blive ændret på et tidspunkt, hvor den for første gang siden invasionen faktisk fungerer, og hvor de amerikanske tropper fra de flestes side anses for i højere grad at gøre en positiv forskel. Den første lille troppereduktion er allerede foretaget, og to ud af de tre nuværende amerikanske præsidentkandidater går ind for en tilbagetrækning, som de fleste iagttagere vurderer er fuldstændig urealistisk og igen vil kaste Irak ud i en direkte borgerkrig.

"Jeg tror ikke, USA vil trække sig ud af Irak, fordi så vil det hele gå fuldstændig galt. Den irakiske hær og det irakiske politi er slet ikke kompetente nok til at håndtere situationen, og det ved USA's militære ledelse godt. Måske kan de trække sig i nogle områder, først og fremmest Anbar, men det vil kræve en gigantisk politisk udvikling," siger Joost Hiltermann, der kun kan se den politiske udvikling komme et sted fra:

"Det kræver, at USA presser den irakiske regering meget hårdere for at skabe forandringer og få sunnierne integreret i ledelsen af landet. Reelt vil meget lidt ske før det amerikanske præsidentvalg. Men hvis der ikke sker noget derefter, så vil det gå meget galt i Irak".

Serie

Fem års krig

Seneste artikler

  • McCain vil blive i Irak - demokraterne vil trække styrken hjem

    19. marts 2008
    Den republikanske præsidentkandidat forudser amerikanske styrker i Irak på ubestemt tid, mens Hillary Clinton og Barack Obama planlægger en markant tilbagetrækning i 2009-10
  • Besættelse dømt til fiasko

    19. marts 2008
    Harvard-historikeren Roger Owens ser talrige paralleller mellem Storbritanniens og USA's underkastelse af andre folkeslag i det 20. århundredes begyndelse og besættelsen af Irak
  • Ingen garanti mod ny krigsfiasko

    19. marts 2008
    Politikerne vil gerne kvalificere debatten om, hvornår og hvordan danske soldater skal sendes ud i verden. Men selv en nok så fin debat vil ikke kunne forhindre en ny fiasko a la Irak, lyder det fra oppositionen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ovenstående artikel kommer i glimt ind på nogle af problematikkerne i Irak, men jeg mener, at det er ønsketænkning, når der som f.eks. i underteksten til artiklens billede tales om byer (her konkret Fallujah) hvor der 'er nogenlunde fred'.
Artiklen forsømmer at definere begreberne 'fred' og 'krig', og derfor bliver den upræcis. Hvis fred er fravær af krigshandlinger, kan man måske med en vis ret hævde, at der er områder i Irak, hvor der er fred, men så er man også skyld i selvbedrag.
Så længe der er udenlandske militær-tropper til stede i Irak, som størstedelen af den irakiske befolkning opfatter som besættelsestropper, kan der ikke skabes fred forstået som en civilbefolkning som med fredelige midler og efter demokratiske spilleregler beslutter, hvilken retning deres land skal udvikles.
Når store dele af civilbefolkningen har en opfattelse af, at deres land er besat, vil der også være en synlig/knap så synlig modstand i befolkningen mod denne besættelse.
Førende politikere i de vestlige lande har for så vidt forstået dette på det ideologiske plan og forsøger at bilde os (og irakerne) ind, at deres militære tilstedeværelse er et udtryk for, at de vil skabe demokrati i Irak; Men igen mangles der definitioner: Hvad forståes ved begrebet 'demokrati'? Hvis man spørger George Bush, Tony Blair (Brown) eller Anders Fogh kommer der et direkte lighedstegn mellem demokrati på den ene side og et kristent, kapitalistisk samfund på den anden.
Og hvis man ser på, hvordan de pågældende toppolitikere forvalter deres definitioner af demokrati i egne lande, tror jeg, at vi har en del af forklaringen på, hvorfor det er ved at gå helt galt i bl.a. Irak. Det er ikke den form for 'demokrati', at befolkningen i Irak er interesseret i.
Disse topppolitikere accepterer, at demokrati indebærer hemmelige fængsler, tortur under afhøring af anderledes tænkende, spillen på frygt for terror iblandt deres egne civilbefolkninger, arbejdsløshed, flere penge til de velstillede, færre penge til de fattige og udstødte; Jeg tror, at læserne af mit indlæg selv kan fortsætte denne liste.
Jeg har engang hørt en modstandsmand fra 2. verdenskrig udtale følgende: 'Når ret bliver til uret, bliver modstand en pligt'.

"The pioneers of a warless world are the young men and women,
who refuse military service"
Citat: Albert Einstein

"I know not with what weapons World War III will be fought,
but World War IV will be fought with sticks and stones."
Citat: Albert Einstein

USA er bankerot på grund af denne krig. Hvorfor er Information tavs om det?
I praksis financieres nu ikke bare USAs krigsførsel, men også dele af landets interne udgifter ved lån fra Kina og Japan. I følge en kontrolkomites rapport i december til Kongressen, har USA regering "ikke kontrol med sin interne finansrapportering", hvilket i praksis betyder at Bushregimet ikke tåler et kig i sine regnskaber:

"The US has squandered $500 billion (dvs. 500 mia. dollars, min anm.) on a war that serves no American purpose. Moreover, the $500 billion is only the out-of-pocket costs. It does not include the replacement cost of the destroyed equipment, the future costs of care for veterans, the cost of the interests on the loans that have financed the war, or the lost US GDP from diverting scarce resources to war. Experts who are not part of the government's spin machine estimate the cost of the Iraq war to be as much as $3 trillion.

The Republican candidate for President said he would be content to continue the war for 100 years. With what resources? When America's creditors consider our behavior they see total fiscal irresponsibility. They see a deluded country that acts as if it is a privilege for foreigners to lend to it, and a deluded country that believes that foreigners will continue to accumulate US debt until the end of time.

The fact of the matter is that the US is bankrupt. David M. Walker, Comptroller General of the US and head of the Government Accountability Office, in his December 17, 2007, report to the US Congress on the financial statements of the US government noted that "the federal government did not maintain effective internal control over financial reporting (including safeguarding assets) and compliance with significant laws and regulations as of September 30, 2007." In everyday language, the US government cannot pass an audit.

Moreover, the GAO report pointed out that the accrued liabilities of the federal government "totaled approximately $53 trillion as of September 30, 2007." No funds have been set aside against this mind boggling liability."

http://www.counterpunch.org/roberts03182008.html

Det er intet mindre end grotesk at Information i den foreliggende situation bruger langt mere plads på de magtesløse fjollehoveder og galninge, som i 70'erne sværmede for totalitære størrelser som Stalin og Mao (og i enkelte ekstreme særtilfælde: rablende østtyske agenter som Baader-Meinhof som i praksis gik den ekstreme tyske højrefløjs ærend), end på at oplyse sine læsere om de aktuelle totalitære og krigsmæssige trusler, klimatrusler osv. som hænger stadig tungere over menneskeheden, når et bankerot regime som det siddende amerikanske faktisk truer med at gå fra vanvid til skingrende sindssyge og angribe Iran også. Bushregimet har netop fyret den sidste ledende general (Fallon) som var en stærk modstander af at angribe Iran.

Som Mark Twain og Anders Fogh kunne have udtrykt det, er situationen i Irak bedre, end den ser ud, dog ville sidstnævnte naturligvis ikke være i stand til at forstå udsagnets karakter af humoristisk paradoks.

Det er resultatet af demokratie.
Nu USA og vest er ud efter demokratisering af Tibat. Stakkels Kins.

Fogh R., Blair og Bush fyldte folk med løgn. Der var ingen masseødelæggelsesvåben. Alt hvad de sagde var løgn og propaganda. Det værste er, at folk er så hjernedøde, at de fortsat stemmer på Fogh R., selv om han er krigsforbryder. VKO, der stemte for invasionen af Irak, er alle en bande forbrydere. De udsendte soldater er ligeså kriminelle. Man behøver jo ikke følge en ulovlig ordre. Når man gør det alligevel, skyldes det krigsliderlighed og galskab.