Læsetid: 4 min.

Frænde er frænde værst

Foreløbig fører Colombia, Ecuador og Venezuela krig på ord. Men en væbnet konflikt lurer lige under overfladen
Venezuelas præsident, Hugo Chávez, har i første omgang sendt 9.000 soldater til grænsen til Colombia, og han har advaret sin colombianske kollega om, at en aktion som den i Ecuador vil blive betragtet som en krigserklæring.

Venezuelas præsident, Hugo Chávez, har i første omgang sendt 9.000 soldater til grænsen til Colombia, og han har advaret sin colombianske kollega om, at en aktion som den i Ecuador vil blive betragtet som en krigserklæring.

Howard Yanes

6. marts 2008

Frænde er frænde værst, lyder et gammelt ord. Det bekræftes igen i disse dage af nabostriden mellem Colombia på den ene side og Ecuador og Venezuela på den anden, efter at colombianske styrker i weekenden trængte ind i det nordlige Ecuador og angreb en lejr, hvor den colombianske oprørsbevægelse FARC's næstkommanderende befandt sig. De tre landes nære slægtskab viser sig i deres flag, der stort set er ens - en rød og en blå stribe forneden og et gult felt foroven, det synligste tegn på at de tre lande efter løsrivelsen fra det spanske kolonistyre i begyndelsen af 1800-tallet var en del af det samme land, Storcolombia, oprettet af frihedshelten Simón Bolívar, der stræbte efter at forene hele Latinamerika. Samme Simón Bolívar er idolet for Venezuelas venstreorienterede præsident, Hugo Chávez, der har fået landet omdøbt til Den Bolivarianske Republik Venezuela.

Faren for krig mellem Colombia og de to søsternationer er overhængende. Med de colombianske soldaters indtrængen i Ecuador har Colombias højreorienterede, USA-støttede præsident Álvaro Uribe bragt det i forvejen meget anspændte forhold til de to nabolande til randen af en væbnet konflikt, der kan udvikle sig til egentlig krig, hvis det ikke lykkes for omverdenen at bringe parterne til forhandlingsbordet.

Kan ikke døje hinanden

Problemet er, at forholdet mellem Colombia og Venezuela i forvejen var så anspændt, det kunne blive, uden at det kom til 'andet' end verbale håndgribeligheder. De to landes præsidenter kan ikke døje hinanden. De befinder sig i hver sin ende af det politiske spektrum.

Chávez har som erklæret socialist og revolutionær gang på gang anklaget Uribe for at være USA's lakaj. Trækker man hans farverige sprog fra, har han fat i noget, der gør Uribe ugleset af mange latin-amerikanere, inklusive flere af regionens regeringer.

Uribe er konservativ, tilhænger af en hård linje over for landets venstreorienterede oprørere i FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia - Colombias Væbnede Revolutionære Styrker) og det mindre ELN (Ejército de Liberación Nacional - Den Nationale Befrielseshær) med støtte i en højrefløj, der rækker langt ind i landets berygtede paramilitære styrker, der for de flestes vedkommende er samlet i paraplyorganisationen AUC (Auto-defensas Unidas de Colombia - Colombias Forenede Selvforsvar(sstyrker)), der for manges vedkommende har deres oprindelse i narkokartellerne. Uribe er både af venstrefløjen i Colombia og af Chávez blevet anklaget for at have tilknytning til narko-interesser.

Uribe er USA's tætteste allierede i Latinamerika, hans regering er den femtestørste modtager af amerikansk militærbistand inden for rammerne af den såkaldte Plan Colombia, der angiveligt skal bekæmpe narko og terrorisme. Colombias tætte tilknytning til USA gør yderligere landet til genstand for især Chávez' kritik og verbale angreb.

Chávez benyttede straks den colombianske indtrængen i Ecuador til at rette en kraftig kritik mod Colombia. I første omgang beordrede Chávez 9.000 soldater sendt til grænsen til Colombia, og han advarede præsident Uribe om, at en aktion som den i Ecuador vil blive betragtet som en krigserklæring.

Colombia isoleret

Spørgsmålet er så, hvor meget der er ordbulder, og hvor meget der er realiteter. I en krig vil Colombias hær formentlig være bedre rustet, med årtiers erfaring fra krigen mod FARC og ELN, mens de to organisationer måske vil støtte Venezuela. En krigserklæring fra Venezuela vil også stille landet dårligere internationalt. Som situationen er i dag, står Colombia mere isoleret. Kun den amerikanske regering har rost det colombianske angreb, mens reaktionerne i Latinamerika generelt er kritiske over for Colombia.

En anden mulighed er, at de to lande afbryder det økonomiske samkvem. Det vil få følger for vareforsyningen i begge lande, der handler med hinanden for knap 6,5 mia. dollar om året. Intet problem ifølge Chávez, der siges at have sikret vareforsyninger fra bl.a. Brasilien, Argentina, Nicaragua og sågar Hvide-rusland.

Krævede undskyldning

På en rundrejse i Latinamerika mødtes Ecuadors præsident, Rafael Correa, tirsdag med Perus præsident, Alan García, der har et meget anspændt forhold til Hugo Chávez. García sagde, at konflikten er en bilateral sag mellem Ecuador og Colombia. Correa afviste Garcías indstilling og krævede en uforbeholden undskyldning af Uribe. Han tilføjede, at "ellers vil der blive skabt præcedens for, at en person, der er ramt af det hellige lys eller (ser sig som, red.) en hellig udsending, tror, at der er terrorister i andre lande og mener at have ret til at invadere dem og bombe dem. Forestil Dem, hvad det kan ende med i regionen". En klar hentydning til, at Uribe undskyldte angrebet, men tilføjede at han ikke kunne udelukke, at det kunne ske igen, såfremt kampen mod terrorismen kræver det.

Hvorvidt det kommer til krig eller ej, afhænger af de øvrige latinamerikanske regeringers evner til at overtale især Uribe og Chávez. Begge præsidenter har store interne problemer, og en ydre trussel mod nationen kan aflede opmærksomheden. Den venezuelanske opposition anklager direkte Chávez for at bruge konflikten til at forsøge at standse faldet i sin popularitet efter nederlaget i folkeafstemningen om en ny forfatning sidste år.

Foreløbig føres konflikten på ord. Den er taget op i Organisationen af Amerikanske Stater, og den kommer op i ministerrådet i det sydamerikanske frihandelsområde Mercosur og i andre internationale forsamlinger.

Ecuador er skubbet i baggrunden. Det er de to store søskende, der tager det store slagsmål. Men Ecuador risikerer også at få blå mærker og knubs, hvis det kommer til væbnede håndgribeligheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lys mod krig i Sydamerika

Krisen mellem Colombia og nabolandene forværres dag for dag. Verden over demonstreres der i dag for fred i Sydamerika.

I 80 byer over hele verden demonstreres der i dag mod det colombianske styres undertrykkelse af sin egen befolkning. Samtidig er truslen om en krig mellem på den ene side Colombia og på den anden side Venezuela og Ecuador rykket tættere på.

Ifølge en dansk Colombia-ekspert forsøger USA at udnytte krisen til at sætte et blodigt punktum for det såkaldte »Latinamerikanske Forår«, hvor progressive og socialistiske kræfter har sat en ny dagsorden i mange latinamerikanske lande.

Colombia er USA’s redskab
Colombiansk militær trængte i weekenden ind i Ecuador og dræbte en større gruppe medlemmer af den venstreorienterede guerilla FARC, mens de sov. Colombias regering har siden truet nabolandene med at gentage lignende angreb, hvilket har fået Venezuela og Ecuador til at mobilisere militæret i grænseområderne.

– George Bush bakker 100 procent op om Colombias aggressive kurs. Målet er i første omgang at udnytte en eventuel krig til at omstyrte de folkevalgte venstre-regeringer i Ecuador og Venezuela. Samtidig er det et forsøg på at afspore håbet om en politisk løsning på borgerkrigen i Colombia, efter at FARC for nylig har løsladt en række krigsfanger som en freds-gestus, mener Christine Lundgaard, der er ansvarlig for Internationalt Forums Colombia-program.

International fordømmelse
Colombias regering bliver i dag fordømt ved demonstrationer i byer over hele verden fra Stockholm over New York til Mexico By. Blandt initiativtagerne til protestdagen er den internationale fagbevægelse ITUC, der blandt andet tæller de danske LO-medlemmer blandt sine i alt 168 millioner medlemmer.

Demonstrationerne var planlagt før den aktuelle internationale krise, men har nu fået ekstra stor opmærksomhed.

Protestdagen er en reaktion på mordene på flere end 2.000 fagligt aktive colombianere. Arrangørerne anklager det colombianske militær og allierede paramilitære grupper for systematiske krænkelser af menneskerettighederne, herunder tortur og talrige massakrer.
Kendte intellektuelle, som bl.a. den amerikanske forfatter Noam Chomsky, bakker op om fordømmelsen, og i Danmark er Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Ø) i blandt anbefalerne.

Fredsdemonstration i København
– Det er afgørende, at det internationale samfund kræver, at Colombia sætter en stopper for sin krigspolitik og kommer til forhandlingsbordet, udtaler borgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten.

Protestdagen bliver i Danmark markeret ved en lys-manifestation på Rådhuspladsen i København, der er indkaldt af den danske afdeling af den colombianske fredsbevægelse IPO.

IPO står for International Peace Observatory, og er en bevægelse af frivillige, som ledsager sociale og folkelige organisationer i Colombia, der er truet af dødspatruljer.