Baggrund
Læsetid: 6 min.

Den fri abort, paven og de katolske vælgere

Den fri abort er igen til debat i Italien. Emnet dominerer den italienske valgkamp, hvor de katolske vælgere udgør et ombejlet mindretal. Nu har abortmodstanden konstitueret sig som et politisk parti: Lista per la vita (Liste for Livet)
Pave Benedict XVI hilser på Il Folgios redaktør Giuliano Ferrara. Giuliano Ferrara er en fremtrædende Berlusconi- støtte, som har stiftet partiet Lista per la vita (Liste for livet). Ferrara har annonceret, at han stiller op til parlamentsvalget den 13.-14. april. Hans mærkesag er modstanden mod abort.

Pave Benedict XVI hilser på Il Folgios redaktør Giuliano Ferrara. Giuliano Ferrara er en fremtrædende Berlusconi- støtte, som har stiftet partiet Lista per la vita (Liste for livet). Ferrara har annonceret, at han stiller op til parlamentsvalget den 13.-14. april. Hans mærkesag er modstanden mod abort.

Plinio Lepri

Udland
1. april 2008

ROM - Hvorfor bliver mindet om Auschwitz fremmanet i den igangværende valgkamp i Italien? Svaret skal findes hos pave Johannes Paul 2., der i sin tid sammenlignede den fri abort med nazisternes folkedrab, og pave Benedikt 16 fastholder denne lidet barmhjertige sammenligning. På trods af Vatikanets tvetydige position under Anden Verdenskrig har de seneste to paver forsøgt at erobre Auschwitz som det ultimative eksempel på videnskabens destruktive potentiale. Lejren bliver fremmanet i forbindelse med vanskelige etiske spørgsmål som kunstig befrugtning, eutanasi og abort. Italien indførte fri abort i 1978, og nu har abortmodstanden konstitueret sig som et politisk parti: Lista per la vita (Liste for Livet).

Initiativtageren er den 56-årige journalist og tv-personlighed Giuliano Ferrara, der må betegnes som en mester i den opsigtsvækkende, afkortede argumentation. I 60'erne var han blandt ungdomsoprørets rebeller, i 70'erne organiserede han fabriksbesættelser i Torino, men i 80'erne begyndte den tidligere kommunist med hastige skridt at bevæge sig mod højre, inden han i 90'erne konverterede til berlusconismen. Nu er han sprunget ud som 'verdslig papist'. På Kvindernes Internationale Kampdag holdt Ferraras parti vælgermøde på Piazza Farnese i Roms centrum. Her lød det:

"En milliard aborter! Det er vor tids største skandale. Alle fornuftige mennesker, som fornægter denne dødens kultur, bør aktiveres for at afværge aborten, ikke aborten i abstrakt forstand, men enhver mulig abort - alle de perfekte mord, som fratager menneskeheden en fremtid."

Når Ferrara siger 'enhver mulig abort', er det bogstaveligt ment. Partiet kæmper for, at italienske læger, uden forældrenes samtykke, skal forpligtes til at holde ethvert levendefødt foster kunstigt i live, også de allermindste fostre - dvs. aborter før 22.-23. graviditetsuge, der af videnskaben betragtes som det absolutte minimum for fostrets overlevelse uden for livmoderen. Først efter 25. graviditetsuge er der videnskabeligt grundlag for at kunne vurdere, hvorvidt barnet vil kunne overleve den tidlige fødsel uden alvorlige misdannelser og hjerneskader til følge, skriver spædbørnskirurgen Maria Serenella Pignotti i en artikel i tidsskriftet MicroMega. Ferraras konflikt med den etablerede videnskab modsvarer imidlertid en intern konflikt i sundhedssektoren i Italien, hvor over halvdelen af obstetrikerne af samvittighedsmæssige årsager nægter at udføre aborter.

På visse hospitaler, hvor abortmodstanderne er i flertal, er det således vanskeligt overhovedet at applicere den eksisterende lov, som sikrer gravide kvinder ret til fri abort indtil 13. graviditetsuge (ligesom i Danmark). Katolske organisationer er fortsat stærkt repræsenteret i sundhedssektoren, og et medlemskab kan nogle steder være en forudsætning for at blive ansat. Italienske kvinder, der ønsker at få foretaget en abort, udsættes for et ideologisk pres, som svarer til, hvis foreningen Retten til Liv var i flertal blandt personalet på de danske fødeafdelinger.

Mediernes gabestok

Ferrras kampagne har medført, at gravide kvinder, der vælger at abortere, ikke længere blot bliver mødt af hævede øjenbryn, men nu også risikerer at blive udstillet i mediernes gabestok.

Midt i februar slog en napolitansk portør alarm, først til tv og dernæst til politiet, da en 39-årig kvinde fik fjernet et misdannet foster ved en terapeutisk abort i 22. graviditetsuge. Politiet afhørte kvinden og beslaglagde fostret. Ferraras parti udnyttede episoden med plakater overalt i de italienske byer:

"Napoli - barn dræbt, fordi det var sygt."

I Genova begik en gynækolog for to uger siden selvmord, da det blev afsløret, at han havde udført ulovlige aborter på en privatklinik. Han var ansat på en katolsk fødeklinik og erklæret abortmodstander, men havde alligevel hjulpet kvinder til at afbryde uønskede graviditeter - deriblandt en deltager i et reality-show på tv. Ferraras udlægning pryder i disse dage Roms mure:

"Genova - spædbarn aborteret på grund af reality-show."

Paven under dynerne

Jeg traf forleden Franca Rame, et af kvindefrigørelsens ikoner i Italien. Nobelprismodtageren Dario Fos muse blev i 2006 valgt som senator for partiet Italia dei Valori (Værdiernes Italien), men hun har efter eget udsagn spildt to år af sit liv i Senatet og genopstiller derfor ikke. Rame mener, at mænd bør holde meget lav profil i abortdebatten:

"Siden abortlovgivningen blev vedtaget, er der med jævne mellemrum dukket abortmodstandere op. Det er navnlig mænd. Men mændene burde lade dette emne ligge. Der kan være mange grunde til, at en kvinde føler sig tvunget til at abortere. At abortere er ikke, som nogle mænd siger, ligesom at gå til frisøren. Det er et traume. Så lad os være i fred. Det er et problem, som Ferrara og paven ikke kender noget til."

I 1973 blev Rame bortført og voldtaget af en gruppe nyfascister på grund af sin indsats som kvindesagsforkæmper. Som mange andre intellektuelle i Italien er hun bekymret over kirkens indblanding i samfundsmæssige anliggender og etiske spørgsmål:

"Paven er vendt tilbage under dynen, og sågar i livmoderen. Han vil ikke have, at vi får foretaget aborter. Men han burde i stedet tage sig af alle de handicappede børn, der fødes. Der er god plads i Vatikanet, og de har så mange penge. Det er en bizar pave."

Katolsk ytringsfrihed

I januar var paven inviteret til at tale ved det akademiske års begyndelse på La Sapienza-universitetet i Rom, men aflyste besøget som følge af en protestskrivelse fra en række forskere. Repræsentanter for såvel højre- som venstrefløjen fordømte protestskrivelsen. En af de 67 medunderskrivere, Luciano Maiani, professor i kernefysik, var netop blevet udpeget til formand for det italienske videnskabsråd, men efter episoden på La Sapienza protesterede højrefløjen voldsomt mod udpegelsen:

"Professor Maiani har gjort sig til hovedperson i et tilfælde af stærk intolerance over for den katolske religion", hed det bl.a. i en udtalelse.

Maianis kandidatur blev trods alt bekræftet af det daværende flertal i parlamentet, men hvis højrefløjen opnår flertal ved valget, vil italienske akademikere næppe kunne regne med frit at kunne kritisere paven uden at risikere at blive ekskluderet fra videnskabelige embeder. Et ombejlet mindretal Hvorvidt debatten om pavens krænkede ytringsfrihed og Ferraras kamp for et abortmoratorium vil få afgørende indflydelse på valgresultatet, er endnu ikke til at forudse.

I en undersøgelse af forholdet mellem religion og politik i dagbladet La Repubblica afdækker sociologen Ilvo Diamanti italienernes såkaldt 'fleksible religiøsitet': 78 procent af de adspurgte har et tilhørsforhold til den katolske kirke, men kun et mindretal på 41 procent betragter sig som praktiserende katolikker; 50 procent mener, at kirken aldrig bør påvirke politiske beslutninger, men kun 25 procent er af den opfattelse, at kirken påvirker f.eks. abortdebatten i overdreven grad.

Fra 1948 til 1992 regerede De Kristelige Demokrater uafbrudt i Italien. Partiet var et naturligt samlingspunkt for de katolske vælgere, som i dag er næsten ligeligt fordelt på højre- og venstrefløjen:

"På grund af katolikkernes fordeling på alle de større partier har kirken ingen interesse i at støtte et bestemt parti i valgkampen," skriver Diamanti.

Således har partierne heller ikke råd til at fremmedgøre det store katolske mindretal. Ferraras parti appellerer potentielt til de 30 procent af vælgerne, fordelt på både højre- og venstrefløjen, som går ind for en ændring af abortlovgivningen. Alligevel får partiet ifølge prognoserne svært ved at klare spærregrænsen. Ferrara vil dog givetvis kapre katolske vælgere fra de fleste større partier. Det kan komme Silvio Berlusconi til gavn, når regnskabet skal gøres op efter valget den 13.-14. april, selv om hans parti, Popolo della Libertà (Frihedens Folk), er erklæret 'anarkistisk' i etiske spørgsmål. Om ikke andet har abortdebatten stjålet mange overskrifter i en valgkamp, som er fattig på indhold, og det må under alle omstændigheder betegnes som et alvorligt problem for det verdslige demokrati, at to pavers malplacerede sammenligning mellem nazisternes organiserede massemord og kvinders personlige trage-dier kan vinde indpas i den offentlige debat og aktuelle valgkamp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her