Læsetid: 3 min.

Håb for oppositionen i Zimbabwe

Meget tyder på, at oppositionspartiet MDC har vundet valget i Zimbabwe, og at en periode på 28 år med Mugabe som præsident kan være slut. Eksperter frygter for uroligheder, hvis Mugabe alligevel udnævner sig selv som sejrherre
31. marts 2008

Oppositionspartiet Movement for Democratic Change (MDC) meldte i går ud, at det havde vundet weekendens valg i Zimbabwe. Tallene var dog deres egne, og ved redaktionens slutning var der endnu ikke kommet officielle valgresultater. Men ifølge kilder, som har været rundt og se resultater fra mange valgsteder, er der en klar tendens til at MDC og oppositionslederen Morgan Tsvangirai har vundet valget - og at Robert Mugabe derfor ser ud til at skulle forlade den præsidentpost, han siden 1980 har siddet på - det fortæller Malin Dorph Reit, der er udsendt i Zimbabwe for Mellemfolkelig Samvirke:

"Man sætter skilte med resultaterne op ved hvert enkelt valgsted, og alle de meldinger, vi har fået fra folk, der har været rundt ved valgstederne tyder på, at oppositionen har fået omkring 67 procent af stemmerne. Og de har vundet både i byerne og på landet - hvor Mugabe traditionelt har stået stærkt," siger Malin Dorph Reit, som understreger, at intet er sikkert endnu. Man er derfor heller ikke begyndt at fejre sejren i Zimbabwes hovedstad, Harare:

"Der er en afventende stemning, og man er ikke begyndt at fejre noget endnu - der er ingen fest i gaderne," fortæller hun.

Afvente

Det endelige valgresultat ventes at komme i løbet af i dag, og mange frygter, at Mugabe uanset hvad vil udnævne sig selv som sejrherre.

"Vi er meget usikre på, hvad der vil ske, hvis Mugabe læser et andet resultat op. Det vil formentlig give stor utilfredshed," siger Malin Dorph Reit. Den opfattelse deler lektor på Institut for Samfund og Globalisering på RUC, Preben Kaarsholm:

"Hvis Mugabe siger, at han har vundet, så er der lagt op til stor ballade. Så vil der formentlig komme store demonstrationer," vurderer han. Derfor er det også offensivt af oppositionen at påberåbe sig sejren så tidligt:

"Det er konfrontationssøgende, at oppositionen vælger at melde ud, at den har vundet, inden det endelige resultat er kommet," siger Preben Kaarsholm.

Både politiet og militæret i Zimbabwe har inden valget sagt, at man ikke vil tillade andre præsidenter en Mugabe. Men det skal man tage med et gran salt, mener Preben Kaarsholm:

"Jeg tror, det er tomme trusler, så hvis oppositionen virkelig får en sejr, så tror jeg, der vil ske et hurtigt skift. Jeg tror ikke, det ender med et militærkup, der vil holde ham på magten trods et nederlag. Det er han ikke stærk nok til."

Svækket Mugabe

Og netop Mugabes svækkede position er hovedårsagen til det tilsyneladende gode valgresultat for oppositionen. Landets økonomi er forfærdelig, blandt andet på grund af de økonomiske sanktioner, som USA og EU har underlagt Zimbabwe siden valget i 2005 pga. valgsvindel. Malin Dorph Reit fra Mellemfolkeligt Samvirke vurderer, at befolkningen nu for alvor har fået nok: "Folk kan ikke få fat i basale madvarer - alt er udsolgt. Man har haft en inflation på 150.000 procent, og der er mangel på kontanter, så selvom man har penge på kontoen, kan man kun hæve, hvad der svarer til fire kroner om dagen - og det skal man stå i kø i otte timer for at få lov til. Og situationen er blevet værre år for år," siger hun.

En anden forklaring er ifølge Preben Kaarsholm, at Mugabe denne gang ikke har haft samme styrke til at nedkæmpe oppositionen:

"Han har jo tidligere forfulgt oppositionen med vold og terror. Så sent som sidste år blev oppositionens præsidentkandidat Morgan Tsvangirai banket sønder og sammen. Men han har tilsyneladende mistet noget af grebet med de militser, der stod for den slags. Samtidig tyder det på, at afskyen for ham er så stor, at folk vover pelsen og stemmer imod ham," siger han.

Fremtid

Det bedste for det kriseramte land vil afgjort være at få en fredelig overdragelse af magten til oppositionen, mener Preben Kaarsholm:

"Det vil være en meget positiv ting. Så må man håbe, at en ny præsident vil kunne leve op til forventningerne og opføre sig demokratisk," siger han og tilføjer, at det vil være muligt for oppositionen at ændre på landets miserable økonomi:

"Jeg tror, at det er muligt. For de internationale sanktioner vil blive ophævet, og bistandshjælpen vil blive genoptaget, fordi man igen vil have en regering, der er legitim."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu