BEIJING - Ved sin åbnings-tale til Den Nationale Folkekongres beskrev premier-minister Wen Jiabao stolt, hvordan Kina inden for de seneste år succesfuldt har bevæget sig mod at blive "et moderat velstående land", og at "Kinas internationale status og indflydelse konstant er vokset".
I sin tale til de 2.970 lov-givere, der hvert år samles i Folkets Store Hal, understregede han dog også, at "der stadig er mange problemer, der påvirker Kinas økonomiske og sociale udvikling".
Han pegede specifikt på de store huller i landets sociale sikkerhedsnet, samfundets uligheder, ringe arbejdssikkerhed og problemer med kvaliteten af Kinas produkter.
Wen erkendte, at regeringens bedrifter fortsat ikke lever op til "befolkningens forventninger", og han kritiserede, at problemer blandt hans regeringskolleger med "bedrag, ødselhed, spild og korruption er ret alvorlige".
Han mente, at regeringen "er nødt til at tackle problemer med en overdreven magtkoncentration og mangel på kontrol af magten", men han lagde dog ikke op til demokratiske reformer, som flere kinesiske eksperter har foreslået som løsning på bl.a. korruption.
Problemfri OL
Foran forsamlingen forsikrede Wen, at forberedelserne til De Olympiske Lege "skrider problemfrit frem".
"Alle den kinesiske nations sønner og døtre ser frem til dem, og de vil blive af stor betydning for promoveringen af Kinas økonomiske og sociale udvikling og øge venskabet og samarbejdet mellem det kinesiske folk og folk fra andre lande," sagde han uden at kommentere den udenlandske kritik af Kina, som fokus på OL har ført med sig.
Kritikken har blandt andet fokuseret på landets forurening, og Wen lovede tiltag, der vil mindske udledning af drivhusgasser og gøre produktionen mere miljøvenlig - bl.a. lukning af de mest forurenende virksomheder.
Forureningen er fulgt med den enorme økonomiske vækst. Og premierministeren leverede svimlende tal, der illustrerer Kinas stadig større betydning for verdensmarkedet. Kinas BNP steg med hele 65,5 procent de seneste fem år til 17 billioner kr. Kinas valutareserver er på over 1,5 billioner dollar, og i 2007 handlede Kina med udlandet for 2,17 billioner dollar.
Wen pegede dog på stigende global protektionisme og en overophedet økonomi som farer for videre fremskridt. Hans løsning er en mere balanceret kinesisk økonomi, der ikke kun er drevet af investeringer og eksport, men også af kinesernes eget forbrug.
Ulige vækst
Væksten har øget Kinas velstand, men den er ikke blevet fordelt lige, og et af Wen Jiabaos hovedpunkter var nødvendigheden af at bremse det voksende skel mellem rig og fattig, som regeringen frygter vil føre til uro.
Det samme gælder for den stigende inflation, den højeste i et årti, som premier-ministeren mener er kinesernes største bekymring.
Dagen efter Kina annoncerede, at landets militærbudget for 2008 vil stige med 18 procent, affyrede Wen også den rutinemæssige salve mod taiwanske ønsker om selvstændighed.
Han sagde, at forsøg på at "nægte den realitet, at fastlandet og Taiwan tilhører ét og samme Kina (...) er dømt til at fejle".