Læsetid: 5 min.

Landet, der ikke eksisterer, vil følge Kosovos eksempel

Med den internationale anerkendelse af Kosovo er der skabt en præcedens, som man meget gerne vil følge i den lille 'udbryder-provins' Abkhasien, der officielt stadig er en del af Georgien - det vil Vesten ikke høre tale om, men i Rusland møder ønsket forståelse
27. marts 2008

SUKHUMI, Abkhasien - Under det røde, hvide og grønne abkhasiske flag tjekker grænsevagterne de indrejsendes papirer ved broen over floden Psou, umiddelbart uden for den russiske by Sochi.

"Velkommen til Abkhasien," siger en fuldskægget officer med solbriller og inhalerer en dosis røg fra sin cigarillo. "Og nyd Deres ophold i vores land."

Abkhasien har både en præsident, et flag, en nationalhymne, ja selv et visum-system for besøgende udlændinge. Alligevel figurerer landet ikke på noget landkort, for officielt er dette smalle stykke subtropiske kystlinje langs Sortehavet med et indbyggertal på blot 170.000 stadig en provins i Georgien.

Men siden en beskidt krig i begyndelsen af 1990'erne har denne provins de facto fungeret som en uafhængig stat, og da Kosovo nu har fået anerkendt sin uafhængighed af store dele af det internationale samfund, håber abkhaserne på en lignende gunst.

Ikke så snart havde Kosovo således erklæret sig uafhængigt, før det abkhasiske parlament, der har til huse ved strandpromenaden i hovedstaden Sukhumi, udsendte en officiel anmodning om international anerkendelse.

"Efter at adskillige vestlige stater har anerkendt Kosovo, foreligger der en ny geopolitisk situation," hedder det i parlamentets anmodning.

"Enhver beslutning i international ret har universelt bindende karakter (-), og alle folkeslag har samme ret til frihed og uafhængighed."

Vestens dobbeltmoral

På promenaden i skyggen af bygninger oversået med skudhuller tilbringer gamle mænd deres dage med at drikke tyrkisk kaffe og spille skak og backgammon.

"Hvad er forskellen på Kosovo og Abkhasien," spørger en. "Det er jo nøjagtig samme situation. Vi er et lille land, som forsøger at stå på egne ben."

De lokale aviser er fyldt med overskrifter om Kosovo og anklager mod Vesten for at være "dobbeltmoralsk" ved kun at anerkende Kosovo, men ikke Abkhasien. De vestlige lande insisterer imidlertid på, at Kosovo er et ganske særligt tilfælde og fastholder deres støtte til Georgiens "territoriale integritet".

Abkhasien knytter sine forhåbninger om anerkendelse til Rusland, og Vladimir Putin har da også gentagne gange fremført, at vestlig anerkendelse af Kosovo vil blive mødt med russisk anerkendelse af Abkhasien og tre andre 'udbryderstater' på tidligere sovjetisk territorium. (Sydossetien og Trans-dnestr er de to andre, red.)

Netop støtten fra Rusland har i mange år været en liv-line for Abkhasien - et forhold, der har vakt Georgiens vrede og i mange år har været hovedårsag til de belastede relationer mellem Moskva og Tblisi.

Ved grænseovergangen over Psou passerer en stadig strøm af abkhasiske kvinder med trækvogne fulde af varer fra Rusland. Næsten alt, hvad der er til salg i republikken, kommer fra Rusland eller er smuglergods fra Tyrkiet. Der er posteret russiske freds-bevarende styrker i Abkhasien, og rublen er gangbar valuta, ligesom Rusland gerne udsteder russiske pas til alle abkhasere, som ønsker dem. I de seneste to år er russiske turister i stort tal vendt tilbage til hotellerne langs Abkhasiens palmeomkransede strande.

Umiddelbart efter Kosovos uafhængighedserklæring gik Rusland et skridt videre og hævede alle økonomiske sanktioner imod Abkhasien. I realiteten har Moskva længe vendt det blinde øje til handelen over den abkhasiske grænse, men den fulde legalisering af handelen vil alligevel lette dagligdagen for abkhaserne.

"Jeg har planer om at bygge et nyt hotel. Før i tiden ville det have taget et halvt år at få cementen over grænsen i små ladninger," siger erhvervsmanden Otar Kakalia. "Nu kan det overstås på en dag."

I Sukhumi er håbet nu, at Rusland vil gå skridtet videre og formelt anerkende Abkhasien som uafhængig nation. Det russiske parlament, Statsdumaen, overvejer for tiden en resolution om anerkendelse af Abkhasien, som i givet fald skal træde i kraft, hvis Georgien bliver optaget som medlem afNATO.

"Der er forskellige opfattelser i den russiske magt-elite," siger Sergej Markedonov, en politisk analytiker fra Moskva. "Nogle vil anerkende Abkhasien med det samme, andre vil nøjes med at hjælpe Abkhasien på alle øvrige måder."

Stanislav Laboka, en lokal historiker og formand for den abkhasiske de facto-regerings sikkerhedsråd siger hertil:

"Rusland opfører sig som et fodboldhold, der bliver ved med at spille bolden rundt i straffesparkfeltet, og hver gang der opstår en oplagt chance, spiller de bare bolden videre igen. Vi har al mulig ret til uafhængighed. Russerne burde overvinde deres frygt for Vesten og tage skridtet."

Militær løsning

Georgiens præsident, Mikhail Saakashvili, har længe bedyret, at et af hans højest prioriterede mål er at føre Georgiens to udbryder-regioner (Sydossetien er den anden, red.) tilbage under Tblisis kontrol og sørge for, at de tusinder af etniske georgiere, som måtte flygte fra Abkhasien under krigen, kan få deres hjem og ejendomme tilbage.

Abkhaserne frygter, at Saakashvili vil forsøge at løse konflikten militært, hvilket ifølge iagttagere er den eneste realistiske måde at genoprette det georgiske herredømme på. Med amerikansk støtte har georgierne i de senere år da også investeret store midler i at modernisere deres hær, og i Sukhumi hævder abkhasiske regerings-embedsmænd at have informationer om, at Georgien skal være ved at planlægge en offensiv.

"Georgierne har længe ønsket sig en militær løsning, men de er bange for, at det vil få russerne til at blande sig," siger Markedonov.

"Saakashvili-regeringen styrer målrettet mod NATO-medlemskab og integration med Vesten, men hvis de starter en væbnet konflikt, kan de vinke farvel til det."

En plan for Georgiens optagelse i NATO vil blive præsenteret på alliancens topmøde i Bukarest i næste måned, og George W. Bush har efter et nyligt møde med Saakashvili lovet, at han vil støtte Georgiens ansøgning. Rusland har på det bestemteste afvist et georgisk NATO-medlemskab og vil som gengældelse efter alt at dømme anerkende både Abkhasien og Sydossetien.

I Skole nr. 2 i byen Gagra er de unge abkhasere ikke i tvivl om, hvor deres fremtid ligger.

"Min far blev dræbt i krigen, for at jeg kunne vokse op i et frit land," siger den 15-årige Sabina Tsushba.

"Vi er et uafhængigt land, fordi vi har besluttet os for at være det," siger en anden 15-årig elev.

"Hvad resten af verden mener om den sag betyder ikke noget særligt."

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu