Nyhed
Læsetid: 4 min.

Et meningsløst valg

Lægen Shahram, sociologen Mina og skuespilleren Mehrdad befinder sig i venteposition - de håber på en bedre tilværelse, men mener ikke, at dagens iranske parlamentsvalg vil gøre nogen forskel
Udland
14. marts 2008

TEHERAN - Shahram er 36 år og er ikke religiøs. Det afslører både hans væremåde, udseende og påklædning. Tøjet er vestligt både i snit og farver, ansigtet glatbarberet, og håret er stylet.

"Jeg tror på, at omvæltninger i Iran er på vej, men det går meget langsomt. Jeg stemmer ikke til valget, det er der ingen mening i, men jeg tror og håber på reformer i et langsigtet perspektiv. Det er helt klart bedst, at ændringer i et samfund sker gennem reformer og på sigt, for så er de gennemtænkt og ikke forhastet. Men jeg har fået nok nu og vil gerne selv ud af landet," siger Shahram.

Brain drain

Shahrams udseende, påklædning og holdninger forhindrer, at han som offentligt ansat læge har de samme karrieremuligheder, som hans religiøse kolleger på hospitalet i hovedstaden Teheran, og det påvirker i sidste ende hans løn.

"Jeg har arbejdet hårdt og har opnået nogle gode resultater igennem mine studieår. Ja, ikke for at prale, men faktisk nogle af de bedste resultater i landet, og alligevel kan jeg ikke få et ordentligt job i mit eget land," siger Shahram skuffet. Men på samme tid afklaret, mens han bladrer i stakken af papirer foran sig.

"Invitation til et interview om Green card" står der på det øverste ark.

Shahram er uddannet speciallæge og har arbejdet på et offentligt hospital i Teheran i otte år. Men nu har han fået nok af forskelsbehandlingen imellem medarbejderne og har søgt studievisum i USA med målet om at efteruddanne sig, alene som redskab til at komme væk. Brain drain eller hjerneflugt rammer Iran hårdt økonomisk. Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) forlader ca. 150.000 af de bedst uddannede og fagligt stærkeste folk landet årligt til fordel for friheden og de økonomiske muligheder i udlandet.

Et familienavn til last

Mina er 35 år gammel og bor sammen med sine forældre i den sydiranske by Ahvaz. Mina har en kandidatgrad i sociologi og engelsk og arbejdede indtil for et år siden som engelsklærer på et gymnasium, indtil hun pludseligt blev afskediget. Årsagen var hendes afdøde bror, der som medlem af et politisk oppositionsparti blev henrettet som 18-årig kort tid efter revolutionen i 1979.

"Jeg elskede mit arbejde og var meget ked af det i mange måneder efter, at jeg var blevet fyret. Nu har jeg dog vænnet mig til at gå hjemme og hjælpe mine forældre," siger Mina og tilføjer: "Men selvfølgelig håber jeg, at jeg at jeg en dag igen kan arbejde og undervise igen."

Minas situation illustrerer den venteposition, mange iranere synes at befinde sig i. Afventende på en bedre tilværelse, men uden at vide hvornår og hvordan den vil tage form.

"Jeg tror ikke på, at der i de nærmeste år sker nogle store forandringer, og det ville ikke gøre nogen forskel, om man så stemte ved valget," fortsætter Mina.

Censur på teatret

Siden den nuværende præsident, Ahmadinejad, tiltrådte i 2005 er flere aviser blevet lukket ned, censuren på såvel film, teater, kunst, Internet og statsligt fjernsyn er også blevet strengere.

Mehrdad er 25 år og læser på kunstakademiet. I sin fritid laver han teater i en mindre amatørforening, som sidste forår satte det irske drama The beauty queen og Leenane op.

Tre dage inden premieren dukkede to inspektører fra det ministerium, der tager sig af moralske sager, op og overværede en prøve på forestillingen. Selv om alle skuespillerne overholdt påklædningspåbudene og var tildækkede, fik gruppen besked på at udelukke to akter.

"Alle scener med seksuelle undertoner eller hvor kønnene var i berøring med hinanden blev skrottet. Hvad kunne vi gøre? Vi nikkede bare og sagde 'okay'. Vi var også forberedte på, at det kunne ske," fortæller Mehrdad og trækker på skuldrene, og fortsætter: "Mit liv er kunsten, jeg elsker at male og at skabe, men det har ingen værdi i Iran. Alt er jo forbudt, og der er strenge krav til, hvad vi kan lave, og politisk så er der en enorm generel undertrykkelse for tiden. Jeg bakker op om reformisterne, der er jo ikke andet at gøre lige nu. Men selv dem kan man jo ikke komme til at stemme på."

Forringelser til de fattige

Ahmadinejad blev valgt på løfter om at sørge for de fattige og bekæmpe uligheden i samfundet. Præsidenten beskyldes i dag af næsten alle kritiske kræfter i Iran for at have brudt sine valgløfter, og den iranske befolkning klager i dag over manglen på benzin, naturgas, inflationen, boligpriserne, lønningerne og ikke mindst over arbejdsløsheden.

Utilfredsheden er stor og tilliden meget lille, når det kommer til befolkningens syn på politikere i Iran. Specielt indførelsen af benzinkvoter i forsøget på at kontrollere forbruget af den meget billige benzin i landet har vakt stor vrede. Derudover har flere byer lidt under gasmangel i den hårdeste vinter i Iran i flere år, og flere større distrikter har helt måttet undvære gas i flere uger i træk.

"De daglige tre liter benzin dækker overhovedet ikke mit behov. Den eneste grund til, at jeg klarer mig, er, fordi jeg køber mere benzin på det sorte marked til mindst den tredobbelte pris, og det ved politikerne og Ahmadinejad," siger Iman, som er arbejdsløs og fortsætter:

"Og det er jo klart, at det slider meget mere på min økonomi i forhold til en rig mands, og hvad har Ahmadinejad så gjort for mig?".

Benzinkvoterne og den medfølgende dyrere transport har siden sommeren også resulteret i prisstigninger på en række forskellige varer i hele landet.

Alle kilder er angivet ved et andet navn. Kildernes rigtige navne er redaktionen bekendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her