Analyse
Læsetid: 4 min.

Obama udfordrer racisten i alle amerikanere

Den sorte demokrats tale om racismen har ikke svækket ham i opgøret med Hillary Clinton
Udland
1. april 2008
Intet andet har vakt så megen opmærksomhed i den amerikanske valgkamp som Barack Obamas tale om racemodsætningerne. Hærskarer af kommentatorer har givet talen en fornem placering i en kanon over amerikanske lederes mest bemærkelsesværdige taler.

Intet andet har vakt så megen opmærksomhed i den amerikanske valgkamp som Barack Obamas tale om racemodsætningerne. Hærskarer af kommentatorer har givet talen en fornem placering i en kanon over amerikanske lederes mest bemærkelsesværdige taler.

Dennis Van Tine

Republikanernes præsidentkandidat John McCain har en ny tv-reklame, der afsluttes med ordene: "John McCain - den amerikanske præsident amerikanerne har ventet på".

Umiddelbart lyder det måske ganske uskyldigt. Lige indtil man tænker nærmere over meningen. Hvorfor ikke blot: "Præsidenten vi har ventet på"? Vil McCain lægge afstand til demokraternes sandsynlige kandidat, Barack Hussein Obama - som foruden et ikke netop typisk amerikansk navn også er sort?

Disse spørgsmål, som nu rejses i dækningen af valgkampen, er relevante, fordi amerikanske politikere i meget vid udstrækning anvender kodeord under angreb på modstandere. Hvad man ikke kan sige direkte, signaleres indirekte. Politikere i Danmark fandt frem til en lignende fidus, da de gjorde "danskerne" til et evigt omkvæd.

Obama selv tog nyligt racemodsætningers rolle i valgkampen op med en tale, som en hærskare af kommentatorer allerede har givet en fornem placering i en kanon over amerikanske lederes mest bemærkelsesværdige taler - "funklende", "intellektuel", "inspirerende" og "historisk", lyder det. Han har, erklærer sociologen Alan Wolfe, bedt alle amerikanere tænke meget seriøst over den betydning, som race har i samfundet.

Opinionsundersøgelser viser, at talen og dens årsag har vakt mere opmærksomhed end noget andet indslag i valgkampen. Anledningen til talen var, at nogle nyhedsmedier satte fokus på prædikener af Obamas præst med tilsyneladende anti-hvidt og anti-amerikansk indhold. Men tallene tyder på, at Obamas chancer for sejr over Hillary Clinton ikke er blevet skadet. Hans egne tilhængere, 43 procent af Clintons støtter og en tredjedel af republikanske vælgere ser positivt på håndteringen af sagen.

Lakmusprøve

Tallene varsler imidlertid også, at Obama kan få problemer i et opgør med McCain. Lige nu fører han over McCain. Men det er muligt, at en del dårligt uddannede og ældre demokrater vil stemme på republikaneren. Karakteristisk for gruppen er, at den, som en undersøgelse diskret antyder, har "visse samfundsopfattelser og holdninger", der vil holde den væk fra en afro-amerikansk kandidat. Mange af disse vælgere mener eksempelvis, at indsatsen for ligestilling er gået for langt og at kæresteri på tværs af raceskel er forkasteligt.

Valget vil sikkert blive anset for en lakmusprøve, der vurderer graden af hvid racisme i USA. Inden den debat for alvor indledes, bør man nok få afgjort, hvad racisme er i dag. Det bliver ikke nemt. Der er mange forskellige definitioner på racisme. Der er desuden forskelle, som udspringer af tid og samfund.

Hvide og sorte amerikanere har meget forskelligt syn på fænomenet. Nogle undersøgelser viser, at hvide opdeler deres egen gruppe ud fra en enten-eller-opfattelse - man kan være racist eller også er man det ikke. Racister kan, ifølge denne opfattelse, ikke lide sorte, og de giver udtryk for det med ord og handlinger. Kategorien af "ikke racister" er dem, som ignorerer racebestemte forskelle. Bag denne opdeling ligger antagelser om, at racisme er hadefuld og udgør et marginalt fænomen.

Kulturel agtpågivenhed

I kontrast hertil står, hvordan sorte og andre "farvede" opfatter racismen. For dem præger racisme samfundets institutioner og medfører ulighed. Set fra denne synsvinkel fordeler hvide sig på en skala, der strækker fra anti-racistisk engagement til åbenlys racisme, hvor det store flertal ligger et sted midt imellem. Det er ikke underligt, at ofrene har en særegen opfattelse. Men forskellen mellem den hvide og den sorte opfattelse forstærkes af, at f.eks. sorte amerikanere har en dobbelt identitet. Den blev først beskrevet meget præcist af den sorte borgerretsaktivist og historiker W.E.B. Du Bois i hans The Souls of Black Folks fra 1903. Man er, skrev han, både "en amerikaner" og "en neger". Det er to sjæle, to tænkemåder, to bestræbelser, to idealer i stadig kamp i den samme krop. Det er ikke en erfaring, som hvide har, og desuden kan de næppe forstå den fuldt.

Når racismen skal analyseres, kan man anvende mikroskop, bakspejl eller kikkert. Med mikroskopet ser man på det enkelte menneskes psykologi, altså fordomme og handlinger. I bakspejlet studeres racismens historie, hvor en sammenhæng mellem flertallets opfattelse af en berettiget hvid overhøjhed og brugen af magt, herunder institutioners indretning, tårner sig op, idet forholdene i USA's sydstater, Nazi-Tyskland og Sydafrika bliver de mest nærliggende eksempler. Kikkerten anvendes af sociologer, som ser på mønstre i hele samfundet, idet de især bemærker en ulighed, som opretholdes af det hvide flertals accept.

Analysen kompliceres yderligere, når tidsfaktoren inddrages. Racismens rødder kan af historikere findes i religiøse holdninger, i starten vendt mod jøder. Meget senere kom, i takt med videnskabens fremmarch, opdelingen af menneskeheden i racer. Anden Verdenskrig bragte raceteoretikerne i miskredit, men forskerne diskuterer nu den "nye racisme", der har rod i en opfattelse af kulturelle modsætninger. Det gennemgående træk er, at racismen henter sin inspiration fra forskelle, som anses for uforanderlige, og derefter skaber et hierarki, som opretholdes med magt.

Siden 1960'erne har den sociologiske opfattelse af racismen vundet frem i USA. Det er blevet erkendt af flere, at selv velmenende hvide har racistiske elementer i deres tankegang og væremåde, og at samfundets institutioner skal indrettes, så racismen nedbrydes. Det kaldes "kulturel agtpågivenhed". Politifolk skal eksempelvis undervises i denne kunst, og selv amerikanske soldater indleder nu, otte til 18 måneder inden missioner til f.eks. Irak og Afghanistan, træning. Af samme årsag har de såkaldte Muhammed-karikaturer ikke fået megen plads i amerikanske nyhedsmedier.

I den meget populære Broadway musical, Avenue Q, lyder nogle strofer: "Hvis vi bare alle kunne indrømme, at vi er en lille smule racistiske, selvom vi alle ved, det er forkert, så ville det måske hjælpe os videre". Det er samme opfordring, som Barack Obama har sendt videre til ikke mindst den hvide arbejderklasse med den nærmest socialdemokratiske tilføjelse, at racisme leder opmærksomheden væk fra samfundets største problemer, så alle bliver ofre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Dyrman

"Kulturel agtpågivenhed", "kulturel agtpågivenhed", "kulturel agtpågivenhed".

Yes

god artikel

Tænk, at Jørgen Dragsdahl har set Avenue Q - det havde jeg aldrig troet.

Jørgen Dragsdahl:

"Siden 1960'erne har den sociologiske opfattelse af racismen vundet frem i USA. Det er blevet erkendt af flere, at selv velmenende hvide har racistiske elementer i deres tankegang og væremåde, og at samfundets institutioner skal indrettes, så racismen nedbrydes. Det kaldes "kulturel agtpågivenhed". Politifolk skal eksempelvis undervises i denne kunst, og selv amerikanske soldater indleder nu, otte til 18 måneder inden missioner til f.eks. Irak og Afghanistan, træning. Af samme årsag har de såkaldte Muhammed-karikaturer ikke fået megen plads i amerikanske nyhedsmedier. "

Jeg vi hermed foreslå at vi omgående og ufortøvet starter en indsamling, så vi kan få sendt Flemming Rose, Pia Kjærsgaard, Villy Søvdal og alle de andre på kursus. Det må simpelthen være nøglen til Danmarks frelse og vejen frem...

Nu er man jo sky for at endnu denne artikel er en aprilsnar, men jeg bøjer mig og antager, at Dragsdahl forholder sig som en seriøs observant.

Kulturel agtpågivenhed er endnu et koncept vi i Danmark ikke er blevet introduceret for i den konventionelle forståelse af globalisering. Det fremkommer heller ikke i artiklen, og jeg formoder, at det skyldes, at analysen ikke inddrager det globale budskab i talen. Analysen er som taget fra et amerikansk perspektiv og udpeger derfor ikke den globale debat. For at belyse dette vil jeg præsentere et ukontroversielt men forholdsmæssigt eksempel:
Navnlig den panafrikanske ængstelse overfor globaliseringens intervention i politiske og geostrategiske anliggender, som ikke alene er til skade for kontinentets økonomi, men i sidste ende også værdiforståelse og identitet.
Panafrikanisterne, som fx. Marimba, advokerer en stærk afrikansk kultur og et politisk system som "kun (eller indledende) er relevant og responsivt overfor afrikanere." I sin bog fordømmer hun Eurocentrisk indflydelse og europæisk indædt racisme. Som funktion deraf konkluderer hun, at vi har brug for global kulturel agtpågivenhed, for at kunne imødekomme eurocentrisk indflydelse og stigende kulturel kontakt. Kulturel agtpågivenhed eller på amerikansk "cultural vigilance" betyder altså i dette perspektiv noget andet; kulturel protektionisme, hvorimod Dragsdahl forudsætter, W.E.B Dubois' fortolkning: kulturel integration. Kulturel agtpågivenhed skal forstås bogstaveligt, det er min personlige holdning, men mit argument forstærkes idet Dragsdahl begår en fejtagelse når han siger, at den første som beskrev konceptet var Dubois. Lad os bare antage, at Dragsdahl kun snakker om afroamerikanere i et amerikansk historieperspektiv: I midten af det 19. århundrede havde afroamerikanske nationalister og ledere opgivet integration og assimilation, for de accepterede ligeledes, at alle var en smule 'racist', og at det derfor ikke ville fungere. For en god ordens skyld kan jeg nævne Martin R. Delaney, Henry H, Garnett blandt flere. Dubois' tanker var et ekko fra disse lederes filosofi. Men hvor Delaney var erklæret separatist, er Dubois' holdning mere ambivalent - men ikke mindst blev hans ord forstået som kulturel integration, nu hvor alle gardiner var trukket fra og "raceproblemet" var blevet accepteret. For endu en god ordens skyld skal det nævnes, at Dubois selv deltog som panafrikansk aktivist senere i sit liv.
Se i det lys er det jo lidt svært hvad kampagnetalen gik ud på; er Obama for at hjælpe de sorte i USA og beskytte kultur, eller er han for en kontinuering af denne laizzesfaire attitude overfor racismen og hvordan man skal forholde sig til den både globalt og indenrigs.

Per Erik Rønne

Er det overhovedet muligt at nå frem til den opfattelse, at Obama simpelthen ikke er kvalificeret til jobbet, fordi han kun har været senator i nu tre år, og ikke tidligere har haft politiske poster?

Og at John McCain simpelthen er mere kvalificeret end Obama, når nu Hillary Clinton synes kørt ud på et sidespor?

Eller generelt at ungdommens ønske om 'forandring' burde få alle besindige folk til at huske 1900-tallets erfaringer med en idealistisk ungdom?

Som 1930ernes ungdom. I brun uniformsskjorte med skrårem, spejder-tørklæde og sorte, korte bukser. 100.000 unge drenge: »Führer befehl, wir folgen« og derefer »Sieg hel, sieg heil« ... den uegennyttige idealisme i en nøddeskal.

De endte som Hitlers slagteofre.

Kan Per Erik Rønne ikke svare mig på, hvad det er for nogle kvalifikationer det kræver at være USA's præsident.

Jeg kan kun få øje på en, og det er evnen til at blive valgt.
Derudover synes jeg at Obama virker som et langt bedre alternativ end de kvalificerede.
Knap så meget grådighed og krigsliderlighed, er to egenskaber jeg vil sætte pris på hos USA's præsident, og det virker som om Obama er i besiddelse af de egenskaber.

Per Erik Rønne

Der kræves mange kvalifikationer, og en af dem er altså politisk erfaring, hvilket er noget Obama med kun tre år i senatet så afgørende ikke har.

Vi kan jo endda her i Danmark, til en post som er langt mindre betydningsfuld end den amerikanske præsidentpost, se, hvad det medfører når man vælger en MFer til partiformand for et af landets største partier, som ikke har prøvet at være menigt folketingsmedlem.

Helle Thorning-Schmidt har jo vist sig at være en katastrofe for Socialdemokratiet. Og hun bliver aldrig statsminister. Havde man i stedet valgt den noget mere erfarne Frank Jensen havde Helle Thorning Schmidt kunnet få noget mere erfaring inden hun havde indtaget posten; med Frank Jensens forankring på Socialdemokratiets venstrefløj kunne han nemlig heller ikke have slået Fogh.

Nu må man i stedet regne med at hun får silkesnoren efter næste valg. Så er det Mette Frederiksens tur til at føre S længere ned i meningsmålingerne; hun ligger jo også på venstrefløjen ...

Og i USA, kan vi se konsekvenserne af at vælge en præsident med politisk erfaring en masse, og som ikke hører til på venstrefløjen.

Og han har jo gjort et helt fantastisk stykke arbejde.

@Thor Hansen

"Og i USA, kan vi se konsekvenserne af at vælge en præsident med politisk erfaring en masse, og som ikke hører til på venstrefløjen"

Det er da vel ikke George Bush du tænker på?? For ahn havde da ikke for fem øre politisk erfaring da han overtog det Hvide Hus. Han havde været guvenør i Texas et par perioder, men havde overhovedet ingen landspolitisk erfaring. Det havde Clinton faktisk heller ikke da han blev valgt.

Per Erik Rønne

Ja, i George III Bush ser vi en præsident uden den fornødne erfaring, og en præsident der tydeligt ikke har været kompetent. Synes du at det bør gentages med Obama?

Når ret skal være ret, så synes han nu her i sin anden periode at have ændret sig på en del områder. Men nu har han jo så også 7 års erfaring på den internationale scene.

Per, jeg tror du forveksler Demokrati med Teknokrati. Det må være evnen til at blive valgt der afgør hvem der skal betræde de politiske poster i samfundet - den enkelte vælger må således gøre op med sig selv om denne mener at Obama er den rette.

Lasse Schmidt

Clinton klarede det da fint, trods manglende erfaring. Bush har derimod opført sig som en DAMP-ramt elefant i en porcelænsfabrik med glasvægge.

Jeg tror, at en god personlighed og gode rådgivere er vigtigere end den personlige erfaring. Clinton havde i hvert fald det første, og Bush havde ingen af delene.

Obama vil formentlig gøre et glimrende stykke arbejde, hvis han bliver valgt. McCain er jeg lidt mere bange for, primært fordi hans parti er syltet ind i ekstreme religiøse. Og dem er jeg oprigtig bange for - hvad enten de så er kristne, muslimer eller andet godt.

"Det er da vel ikke George Bush du tænker på?? For ahn havde da ikke for fem øre politisk erfaring da han overtog det Hvide Hus. Han havde været guvenør i Texas et par perioder, men havde overhovedet ingen landspolitisk erfaring. Det havde Clinton faktisk heller ikke da han blev valgt."

Han må da tilsyneladende have haft erfaring nok, for det var da, så vidt jeg husker, på intet tidspunkt et tema i valgkampen, at Bush manglede erfaring.

Til Per Erik Rønne.

Jeg tror såmænd ikke at du behøver være bange for at Obama gentager Bush fejltagelser. Han er jo ikke syltet ind i multinationale virksomheders interesser, om at fylde lommerne på aktionærerne.

At du til sidst mener at han har ændret sig efter at have høstet politisk erfaring på den internationale scene, har jeg svært ved at få øje på. Han nedlægger stadig veto mod fornuftige forslag, og hvis kapaciteten havde været der, er jeg ikke et sekund i tvivl om at han havde angrebet Iran. I mine øjne er det for meget at forlange, at en sinke rent faktisk lærer nye ting. Således kan jeg heller ikke tro andet, end at syv års erfaringer fra den internationale scene, er prellet af på ham som vand på en gås.