ISLAMABAD - Under åbningsceremonien for Pakistans Nationalforsamling i mandags var der et ganske bestemt øjeblik, som mere end noget andet sammenfattede, hvor store omvæltninger landet har været igennem i det forløbne år.
Den tidligere parlamentsformand og politiske fange, Yousuf Raza Gilani, var netop valgt til ny premierminister med overvældende 264 stemmer mod 42 af parlamentets 334 medlemmer - han står nu i spidsen for den største koalition i pakistansk historie, en regnbuealliance, der spænder fra hans eget socialdemokratiske Pakistanske Folkeparti (PPP) til den væltede premierminister Nawaz Sharifs konservative Muslimske Liga (PML-N).
Med et buk tilkendegav han, at han kun havde nået sin position, fordi hans tidligere partileder, Benazir Bhutto, blev myrdet - en gestus, der gjorde desto større indtryk i kraft af tilstedeværelsen af Benazirs søn, Bilawal, i et tilhørergalleri mindre end 10 meter fra Gilanis talerstol.
Derpå gav han sig til at opremse de enorme udfordringer, som Pakistan og hans regering står over for: Et hærgende islamistisk oprør, en økonomi, der er tæt på at smelte ned, og en uafklaret magtkamp mellem parlamentet og Pakistans præsident, Pervez Musharraf.
Alligevel kunne hverken historie, sindsbevægelse eller udfordringer forklare, hvorfor hans første embedshandling fik så voldsom en gennemslagskraft - den kom, da han fra talerstolen gav ordre til "øjeblikkelig løsladelse af alle fængslede højesteretsdommere, herunder fjernelse af alle vagter fra den pakistanske højesteretspræsident Iftikhar Mohammed Chaudhrys hjem".
Først gik et gisp gennem forsamlingen. Så fulgte et tordnende bifald. Og derpå stående og trampende ovationer. Til sidst begyndte det overvældende flertal af parlamentsmedlemmerne at dunke i deres borde, hvilket fremkaldte en øresønder-rivende kakofonisk larm. I første del af Gilanis tale havde der lydt enkelte "Længe leve Bhutto"-tilråb, men nu gjaldede der kun et højrøstet og fuldtonende kor: "Gå af, Musharraf. Gå af, Musharraf!"
Flåede pigtråden væk
Ej heller der stoppede reaktionen. Da nyheden om dommernes løsladelse bredte sig, begav i hundredvis af advokater, civile aktivister og lokale sig på vej ad ubelyste veje til Chaudhrys barrikaderede residens i bakkedragene uden for Islamabad.
Her flåede de pigtråden væk og rev barrikaderne ned. De stimlede sammen i hans projektøroplyste have, råbte hans navn og slog på medbragte trommer. Politifolkene sad passive i græsset, lettede over at være fritaget for en opgave, der bød de fleste af dem imod. Endelig kom så højesteretspræsidenten til syne på en balkon sammen med sine to døtre og sin seksårige søn og omgivet af en række af de netop løsladte advokater og dommere.
"Jeg har ikke ord til at udtrykke min taknemmelighed over jeres ihærdige kamp for genoprettelsen af forfatningen og retsstatens principper," sagde han med en stemme, der skælvede af bevægelse.
Og Chaudhrys handicappede søn var ekstatisk af fryd. "Tak", råbte han til forsamlingen - i 10 uger havde heller ikke han fået lov til at forlade familiens hjem.
Præsident Musharraf kaldte engang Chaudhry for "et af Jordens værste afskum". Og det er let at forstå hvorfor. For et år siden fyrede han Chaudhry for 'embedsmisbrug' - den reelle grund var, at Chaudhry havde erklæret, at en hærchef ifølge forfatningen ikke samtidig kunne være Pakistans præsident. Efter fire måneders masseprotester anført af advokater blev Chaudhry genindsat, og Musharraf ydmyget. Det var det første alvorlige nederlag, hans regime led igennem det otte år lange militærstyre.
I november indførte Musharraf nødretstilstand, umiddelbart før højesteret ville have kendt hans sejr i 'præsidentvalget' en måned forinden for ulovlig. Han udrensede Chaudhry og 52 andre dommere og erstattede dem med stråmænd. Han lod også 5.000 advokater arrestere og håbede, at der dermed var sat en stopper for Pakistans opsætsige retsvæsen.
Men deres anholdelse lagde i nok så høj grad som mordet på Bhutto en dyster atmosfære over parlamentsvalget. Partier som PML-N stillede sig ubetinget på dommernes og advokaternes side og vandt massiv fremgang på det. Og da først valget var overstået, og koalitionen var under dannelse, blev en genindsættelse af de fyrede dommere inden for 30 dage af en ny regerings tiltrædelse en forenende målsætning for den fire partier store koalition.
Zardari bærer nag
Men kampen er ikke forbi endnu. Musharraf er nok sendt til tælling, men han er næppe talt ud endnu. Han har stadig magtfulde støtter i hæren og i Washington. Hvortil kommer, at der også i PPP findes kræfter, som lige så lidt som Musharraf ser frem til genindsættelse af dommerne. Blandt disse er Asif Ali Zardari, partiformand og enkemand til Benazir Bhutto.
Han frygter, at højesteretspræsidenten kan finde på at annullere en amnestiaftale, der betød frafald af korruptionssigtelser imod ham selv, som Benazir Bhutto havde fået forhandlet igennem med Musharraf. Han bærer også nag til flere andre af de afsatte dommere, som tidligere har jagtet ham i flere retssager. Der går tilmed rygter om en aftale, hvor Musharraf skal være gået med til at give afkald på nogle af sine magtbeføjelser til gengæld for genindsættelse af nogle af dommerne, Chaudhry indbefattet.
"Det vil aldrig fungere," vurderer det nyvalgte parlamentsmedlem for PML-N Ayaz Amir.
"Den nye regering må finde en løsning på dommerstriden, og den løsning må være krystalklar. Halve løsninger duer ikke. Det var tydeligt at se ud fra reaktionen på Chaudhrys frigivelse. Ikke så snart havde Gilani beordret vagterne væk, før folk strømmede ud i gaderne. Man kan ikke stoppe folkets fremdrift med fusk. Dommernes fulde genindsættelse er altafgørende for regeringskoalitionens overlevelse og handledygtighed. Og for Pakistans stabilitet."
Oversat af Niels Ivar Larsen
