Læsetid: 4 min.

Partiledere frygter splid i primærvalgkamp

Hillary Clintons sejre giver hendes kampagne et rygstød, men hendes nettogevinst i kampen om delegerede til partikongressen blev kun 10. Barack Obamas føring er stadig solid
Hillary Clinton er inde i kampen igen og antyder nu, at hun og Barack Obama kan stille op sammen mod John McCain - med hende selv øverst på stemmesedlen.

Hillary Clinton er inde i kampen igen og antyder nu, at hun og Barack Obama kan stille op sammen mod John McCain - med hende selv øverst på stemmesedlen.

Carolyn Kaster

Udland
6. marts 2008

BOSTON - Efter tirsdagens valgsejre til Hillary Clinton breder bekymringen sig i toppen af det Demokratiske Parti. Vil en barsk kappestrid mellem de to kandidater i de næste tre måneders 10 partivalg svække partiets chance ved præsidentvalget i november, eller vil det ende mindeligt?

Inden valgene i Ohio og Texas og to små delstater havde de fleste toppolitikere og parti-insidere håbet på klare sejre til Barack Obama, som kunne bane vejen for Clintons tilbagetræden og starten på en hård og lang kampagne mod den republikanske præsidentkandidat.

John McCain kom i tirsdagens primærvalg sikkert over målstregen. Det står ham nu frit at definere den kommende valgkamps temaer og supplere Hillary Clintons kritik af Obama med sin egen. Det er ingen hemmelighed, at McCain foretrækker at kappes til efteråret med Clinton - en polariserende skikkelse, der kan forene og motivere republikanske vælgere af alle politiske afskygninger til at bakke op om deres ikke-særligt-konservative præsidentkandidat.

Det kan derimod blive sværere for McCain at motivere republikanske og partiuafhængige vælgere til at stemme imod en demokrat som Obama, hvis budskab og stil minder mange om John F. Kennedys og Ronald Reagans. Så hvis den republikanske kandidat kan bistå Clinton med at få skåret Obama ned til sokkeholderne og ekspederet ham ud af valgkampen, giver McCain gladeligt hende en hånd.

Noget tyder på, at nogle republikanske vælgere i Ohio og Texas udmærket forstod denne pointe. Exit polls fra de to stater viser entydigt, at en usædvanlig stor andel af dem, der krydsede over og stemte i de demokratiske primærvalg, satte kryds ud for Clintons navn. Det havde konservative radioværter som Rush Limbaugh opfordret dem til, og især i Texas kan det have givet Clinton en sejrsmargin på 100.000 stemmer eller tre procentpoints.

Skyts mod Obama

I Wisconsins primærvalg for to uger siden krydsede den samme andel republikanske vælgere over til demokraterne, men her vandt Obama de fleste af deres stemmer. Ikke alene exit polls giver belæg for denne teori. Der findes utallige anekdoter fra valg-tilforordnede om konservative republikanere, som uventet mødte op og stemte demokratisk.

Udsigten til et bråvalla-slag mellem Clinton og Obama fik tirsdag partiformand Howard Dean til at sende følere ud til de to demokratiske ledere i Kongressen, Nancy Pelosi og Harry Reid. Ville de hjælpe med at overtale Clinton til at bakke ud? Deres svar kendes ikke.

Den indflydelsesrige demokratiske kampagnerådgiver Donna Brazile - der officielt holder sig neutral i valgkampen - forudsagde, at "Obama må forberede sig på en byge af de værste personangreb, han har været udsat for nogensinde."

Brazile forsatte:

"Hvis Clintons angreb blot handler om at kontrastere deres politiske uenigheder, er der ingen grund til at gribe ind og stoppe debatten eller valgkampen. Men hvis det handler om mere splittelse, om at aflede opmærksomheden fra det substantielle, og vi får serveret flere angreb under bæltestedet, bør formand Dean stå klar til at gribe ind."

Udadtil holdt Obama i går fast ved, at han ikke vil ty til negative og personlige angreb på Clinton:

"Jeg mener, det er positivt, at vi går igennem en lang valgkamp. Det er god træning for mig," sagde han til journalister i San Antonio, Texas.

Clintons generalieblad

Men Obamas kampagnerådgiver, David Axelrod, antydede, at hans kandidat ikke vil stå passivt bi og tage imod slag fra Clinton.

"Hvis hun ønsker at gå helt derud, så deltager vi gerne i den debat," sagde han og nævnte emner som 'etisk adfærd', 'offentliggørelse af selvangivelser', 'advokatvirksomhed' og 'ejendomshandler'.

Axelrods formuleringer hentyder til Clinton-parrets tøven med at fremlægge deres selvangivelse og en liste over donorer til Bill Clintons bibliotek i Arkansas. Førstnævnte ville have afsløret en yderst rig familie, som har lukreret på sin politiske berømthed, hvilket kunne have skadet hendes image i Ohio som arbejderklassens forkæmper. Hun har nu lovet at lægge dokumenterne frem inden 15. april.

Axelrod refererer endvidere til Clintons arbejde som advokat for Wal-Mart og andre koncerner i Arkansas samt Whitewater-skandalen i 1990'erne, hvor Clinton-parret tjente penge gennem tvivlsomme investeringer i ejendom.

Hvor tæt Clinton var på at blive tunget ud af valgkampen inden valgsejrene i Ohio og Texas, ses af et vedholdende rygte om 50 ikke-valgte superdelegerede - formentlig folkevalgte i USA's kongres - der havde lovet Obama-kampagnen at stå frem i går og erklære deres opbakning til hans kandidatur. Historien går på, at Clinton-kampagnen fik færten af denne nyhed og overbeviste de 50 superdelegerede om at holde hestene.

Vicepræsident Clinton?

Trods alle forudsigelserne om mudderkastning er det muligt, at styrkeprøven mellem Obama og Clinton ender mindeligt. I et tv-interview i går antydede hun, at de to måske kunne blive enige om at stille op sammen mod McCain.

"Det er måske i den retning, vi kører lige nu," sagde Clinton til tv-stationen CBS.

Hun tilføjede karakteristisk:

"Men selvfølgelig skal vi være enige om, hvem der står øverst, og her mener jeg, at vælgerne i Ohio klart og tydeligt sagde, at det er mig."

Problemet med denne udtalelse er, at vælgerne i de fleste andre delstater har sagt, at Obama bør være nummer et. Der hersker ingen tvivl om, at kombinationen Obama-Clinton er en ekstrem populær idé hos partiets vælgere. Men hvor lang tid vil Clinton kæmpe imod ideen om, at hun skal spille andenviolin? Og hvad med Bill Clintons position i Det Hvide Hus?

Marc Armbinder, en kommentator på magasinet Atlantic Monthly, pegede i går på muligheden for, at Clinton som vicepræsident kunne virke som en slags statsminister - ligesom Richard Cheney under George W. Bush. I mellemtiden ville Obama som en slags bestyrelsesformand sætte den overordnede kurs, holde inspirerende taler og omvende modstandere i ind- og udland.

I en valgkamp ville denne kombination ydermere svække McCains nationale sikkerhedsakkreditiver vis á vis Obama. Muligheden for at vinde svingstater som Florida og Ohio ville vokse. Og måske vigtigst af alt ville det Demokratiske Partis stå forenet frem for splittet.

Følg med på Martin Burcharths blog Amerikanske Perspektiver

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er indlysende fusk, når Vladimir Putin bryder forfatningens begrænsninger ved at forlænge sin valgperiode gennem en udvalgt stedfortræder - og det skal naturligvis nævnes. Igen og igen.
Det er indlysende fusk, når Bill Clinton forsøger at bryde forfatningens begrænsninger ved at forlænge sin valgperiode gennem en udvalgt stedfortræder. Det er der naturligvis ingen, der nævner...

De russiske vælgere har flere partier at vælge imellem, men kun et af dem får lov at vinde. De amerikanske vælgere har et parti - krigspartiet - og dettes politik at "vælge imellem".

Verden er virkelig mangfoldig i vor tid. Spredningen i anskuelser og praktisk politik er enorm! Nogen ruster op, mens andre opruster. Nogen fører krig mod terror, andre bekriger terrorisme. Nogen forstærker overvågningen af borgerne, andre giver politiet større beføjelser. Nogen sænker skatterne for de rige, andre lader dem gå ned. Nogen øger sin udslip af klimaskadelige gasser, andre lader dem stige til himmels. Nogen bygger motorveje, andre bygger Autobahns. Nogen skyskrabere, andre skyscrapers. Og over det hele svæver de snadrende klasser. Fantastisk at det er mulig!

Forestillingen om Mrs. Clinton som vicepræsident under en sort mand er nok lige så virkelighedsnær som f.eks. tanken om at USA begynder at ruste ned.

Et eksempel på den popperske falsifikationsmetode: "Alt jeg siger er løgn, hvis USA ruster ned."