Læsetid: 4 min.

Patriarken fra Nordirland

Et kapitel er slut i Nordirland. Ian Paisley havde et stort medansvar for borgerkrigen - og for dens afslutning
Dr. No kaldte de ham. Ian Paisley efterlader et tomrum i nordirsk politik.

Dr. No kaldte de ham. Ian Paisley efterlader et tomrum i nordirsk politik.

Peter Morrison

7. marts 2008

"Jeg undsiger dig antikrist! Vig fra mit åsyn". Hans røst kunne høres tydeligt i hele Europa-Parlamentet. Den nordirske protestantleder og protestantiske præst Ian Paisley nærmede sig med truende skridt talerstolen, hvor en forvirret, forbavset og sikkert også forskrækket Johannes Paul II stod i sine hvide paveklæder.

Vagterne overmandede den ophidsede protestantleder og smed ham ud. Det var mere svært end som så. Han er 1.88 centimeter høj og havde dengang en anslået kampvægt på 140 kilo.

I mandags bebudede han sin afgang som leder af The Democratic Unionist Party og som førsteminister for Nordirland. Manden der var medansvarlig for borgerkrigens begyndelse - og som mere end nogen anden sikrede, at der blev sluttet fred med katolikkerne - forlader scenen til maj.

De avler som rotter

"Det svarer til, at Hamas indgår regering med Likud," siger Quintin Oliver, en lokal lobbyist der arrangerede folkeafstemningskampagnen for fredsaftalen tilbage i 1998.

Han er ikke den eneste, der er benovet over den forandring, der skete med Ian Paisley. Efter et langt livs uforsonlighed indgik Paisley sidste år et formelt regeringssamarbejde med ærkefjenderne i det katolske Sinn Fein. Paisley - manden der sagde, at "katolikker er skadedyr, og at de avler som rotter," - blev førsteminister og delte magten med IRA's tidligere chef Martin McGuiness fra Sinn Fein.

I brede kredse blev de to kendt som the Chuckle Brothers - til en vis iritation blandt deres tilhængere. En af dem sagde til avisen The Times, at regeringssamarbejdet "lugtede som en blanding af lort og saftevand".

Men generelt var det opfattelsen, at Paisley og McGuiness havde et positivt samarbejde. Den religiøse konflikt blev afløst af almindelig traditionel lokalpolitik, fiskekvoter og transportpolitik afløste religiøse konfrontationer.

Papisterne

Det var tåget i Belfast på Sankt Patricks dag i begyndelsen af 1951. Dr. Ian Paisley var vendt hjem fra sit studieophold i USA med den teologiske doktorgrad og en kolosal portion religiøs begejstring og vrede. Hans harme vendte sig mod the establishment og mod dem, der ikke tog Biblen bogstaveligt, altså troede på evolutionsteorien og sligt.

Lederne af den Reformerte Kirke i Nordirland ville ikke acceptere, at en gruppe ledet af Paisley brugte deres lokaler i County Down. Men den unge teolog var en handlingens mand; han skabte sin egen kirke baseret på en "streng bibeltro", og den har i dag kirker i over 100 lande.

Men hvis man havde troet, at Paisley ville nøjes med at være religiøs leder, tog man fejl. I 1963 blev han for alvor politisk aktiv. Som I så mange andre situationer var det en lille detalje, der antændte bålet. Første Verdenskrig startede med mordet i Sarajevo. Konflikten i Nordirland - eller Ulster som Paisley stadig kalder provinsen - startede, da rådhuset i Belfast flagede på halv, efter Pave Johannes XXIII var død.

Denne indrømmelse over for det, som Paisley livet igennem kaldte "papisterne" (altså katolikker), blev startskuddet til Paisleys politiske karriere.

Nordirland havde siden 1920'erne været regeret af det såkaldte Stormond Parlament. Men det katolske mindretal var, på grund af valgsystemet, alvorligt underrepræsenteret, da den moderate protestantiske leder Terrence O'Neill i 1965 mødtes med den irske premierminister. Ved den lejlighed smed Paisley snebolde efter premierministeren.

Hans synspunkter blev gradvist mere yderligtgående, og i slutningen af 1960'erne var han flere gange fængslet for at have deltaget i illegale demonstrationer og væbnede protester. I 1970 dannede han sit eget parti The Democratic Unionist Party; et parti der var domineret af hans egen familie.

Aldrig, aldrig, aldrig

Dr. No kaldte de ham. Og ikke uden grund. Selvom han begyndte at distancere sig fra den væbnede kamp - protestanterne var langt mindre effektive end IRA - var han ikke forsonlig. "Never, never, never," sagde han, da Margaret Thatcher-regeringen indgik en aftale med den irske regering. Og det budskab gentog han, da Tony Blair og den irske premierminister Bertie Ahern indgik fredsaftalen om Nordirsk hjemmestyre i 1998.

"Ville du nogensinde sige noget, hvis ordet 'nej' ikke eksisterede?" blev han engang spurgt af en journalist. Det svarede han sigende nok ikke på.

Romersk præst i helvede

Paisley var unik i nyere vest-europæisk historie. Han var den eneste mand uden for Mellemøsten, der på samme tid havde grundlagt både et parti og en kirkelig retning.

"Giv Gud, hvad Guds er og Kejseren, hvad Kejserens er," står der i Det Nye Testamente. Og trods sit politiske engagement blandede Paisley aldrig de to ting sammen. Hver søndag prædikede han sit uforsonelige budskab til sin menighed. Og om mandagen docerede han sit ikke mindre radikale budskab i folkevalgte forsamlinger.

Ved Pave Johannes Paul II død i 2006 sagde Paisley:

"Denne romerske præst er nu i helvede".

Med sådanne udtalelser er det overraskende, at han kun et år senere kunne indgå et regeringssamarbejde med "papisterne".

"Alle politiske karrierer ender i tragedie," sagde den konservative, og protestantiske, politiker Sir J. Enoch Powell. Måske frygtede Paisley selv denne skæbne. Måske var også han interesseret i sit eftermæle.

Mange mente, at det var årsagen til, at han til alles overraskelse indgik i regeringssamarbejdet med Sinn Fein sidste år.

Men alt dette var ikke populært i baglandet. Han blev "gået" som leder af The Free Presbytarian Church. Og den stigende frustration med hans egenrådighed førte til, at menige medlemmer begyndte at kritisere ham - om end uden for citat.

Fremfor at angribe Ian Paisley selv angreb de hans søn Ian Paisley Jr. Og da denne måtte gå af som vice-minister i sidste uge, var det et spørgsmål om tid, før Paisley Sr. ville gå af.

81-årge Paisley efterlader sig et tomrum i nordirsk politik. Hans formandspost vil blive overtaget af Peter Robinson, hans alt andet end karismatiske viceformand siden 1979. Men freden er kommet for at blive. Et kapitel er slut i irsk politik. Alt i alt kostede det 3185 menneskeliv!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu