Læsetid: 1 min.

Premierminister populært sexsymbol efter afslørende bog

Udland
11. marts 2008
Den finske premierminister siden 2003, 52-årige Matti Vanhanen, rider på en uventet bølge af popularitet hos vælgerne, efter at det mislykkedes ham at stoppe en såkaldt kiss and tell-bog fra sin tidligere kæreste

Den finske premierminister siden 2003, 52-årige Matti Vanhanen, rider på en uventet bølge af popularitet hos vælgerne, efter at det mislykkedes ham at stoppe en såkaldt kiss and tell-bog fra sin tidligere kæreste. Vanhanen havde slæbt sin ekskæreste, Susan Ruusunen på 36, i retten med beskyldninger om at hun havde "krænket hans privatliv" med bogen, men Vanhanen tabte sagen i sidste uge. I Premierministerens brud kan man bl.a. læse. at Vanhanen godt kan lide at gå i sauna som optakt til at have sex, og at han bagefter nyder at spise bøf med bagte kartofler. Ruusunen, som Vanhanen til sidst slog op med, skriver, at premierministeren engang efter et passioneret kys henåndede, at hun smagte "bedre end en bagt kartoffel."

Efter bogen udkom, som analytikere først troede ville skade premierministeren, er Vanhanen uventet blevet til et nationalt sexsymbol, skriver den britiske avis The Times en anelse imponeret. Og bare 19 procent af vælgerne mener, at bogen har skadet premierministerens troværdighed, mens 72 procent mener, at han har sit rygte intakt, viste en meningsmåling på finsk tv i sidste uge. Målingen siger ikke noget om, hvorvidt sagen mon har fået omverdenens fordomme om finner til at vokse eller ej.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her